„Nu bleve Lysene tændte. Hvilken Glans, hvilken Pragt, Træet bævede i alle Grene derved, saa at eet af Lysene stak Ild i det Grønne; det sved ordentligt.” Sådan oplever træet juleaften i H.C. Andersens eventyr „Grantræet” fra 1845. Her er det illustreret af Lorenz Frölich til et fransk børneblad i 1864. Blandt de malerier fra 1800-tallet, som viser børnenes møde med det tændte juletræ, kan nævnes Viggo Johansens (1851-1935) „Glade Jul” fra 1891 (Den Hirschsprungske Samling).

.

Det var ikke uden grund, at det i folkeskoleloven af 1814 blev fremhævet, at læreren skulle „veilede Børnene til ordentlig Sang”, for synges skulle der, om end ikke hvad som helst og hvor som helst.

For ingen andre genrer gælder det, at det er så svært at opstille et skarpt skel mellem børne- og voksenlitteratur, som for netop sange, for disse har man i helt overvejende grad været fælles om. Man har sunget sammen i hjemmet og i kirken, hvortil kommer skolen, om end sangene ikke har været de samme alle tre steder, hvis vi ser bort fra fællesgenren over alle: salmerne. Her skal mindes om, at vi i Danmark får den første salmebog i 1569, året efter den første børnebog bliver udgivet, nemlig Hans Thomesens Den danske Psalmebog.

Det særlige ved sangene og salmerne er, at de i vid udstrækning henter deres overlevelseskraft i velkendte melodier. Disse blev enten komponeret til de konkrete sange og salmer, da de blev skrevet, sådan som det gælder for B.S. Ingemanns morgensange, eller musikken var kendt i forvejen eller kom til senere. Selvom mange af både Ingemanns og Grundtvigs sange og salmer har store kvaliteter, så kan der i flere tilfælde rejses tvivl om, hvorvidt disse havde overlevet uden de stærke melodier, som er knyttet til dem.

Selvom voksne og børn har været fælles om en betydelig „sangskat”, som vi ofte omtaler de kanoniserede sange og salmer, så har der også været skrevet sange med særligt henblik på børn, ligesom der har været folkelige sange, som børn selv brugte, eller som blev brugt af voksne sammen med børn, fx vuggeviser og ride ranke-sange.

Velkendt er det i øvrigt, at der – som del af en særlig børnelore – altid har eksisteret særlige udgaver af kendte sangtekster, omskrevet af børn, ofte i protest mod voksenverdenens og dens institutioners pænhed. Et eksempel: „Det var midt i julenat, / en betjent han greb mig fat / og så kom jeg i kasjotten, / hvor jeg vælted' tisse-potten” – en omskrivning af Grundtvigs „Deilig er den Himmel blaa” fra 1811, som egentlig hed „De hellige tre Konger” og bar undertitlen „En Barnesang”.

Skolelovens bestemmelser om elevernes sang gav anledning til udgivelse af flere sangbøger for børn, bl.a. til skolebrug, men sådanne sangbøger var dog ikke noget helt ukendt fænomen inden da. Siden 1783 havde man haft forfatteren og præsten Hans Christian Bunkeflods (1761-1805) Forsøg til Viser for Spindeskolerne og siden 1799 biskop Viktor Kristian Hjorts (1766-1818) Sange for unge Piger især med Hensyn til offentlige Arbejdsskoler. Begge samlinger er præget af den tidstypiske dydstænkning, tilpasset som de var til spinde- og arbejdsskolerne for unge piger. På disse skoler med rod i pietismen og filantropismen skulle pigerne først og fremmest lære praktisk husgerning og produktion, som i øvrigt var med til at sikre skolernes økonomiske grundlag, men efterhånden vandt de almindelige skolefag, herunder sang, også indpas.

De første sangbøger efter 1814 blev Jens Andreas Bramsens Sange for Ungdommen af begge Kjøn til Brug i Kjøbsted- og Landbyskoler (1815) med opdeling i bl.a. skolesange, arbejdssange og børnesange og præsten O.D. Lütkens i 1818 udgivne Huus- og Skole-Sangbog eller 266 lystige og alvorlige Viser og Sange, samlede for Venner af uskyldig Munterhed og ægte Dyd og især for brave Skolelærere og flinke Skolebørn.

Større betydning fik dog to andre samlinger af børnesange, nemlig Andreas Peter Berggreens (1801-80) Sange til Skolebrug fra 1834 og de fem hæfter med Børnesange med Accompagnement af Pianoforte fra 1844-49 komponeret af Johan Christian Gebauer (1808-84). Hvor den første samling tydeligt angiver, at den er til brug i skolen, retter Gebauers børnesange sig mod hjemmet. Det blev i biedermeieperioden en del af de borgerlige familiers selvforståelse, at et hjem var „et hjem med klaver”. Man spillede og sang, og man gjorde det sammen i familien, og når venner var på besøg.

Berggreen var komponist, stifter af landets første folkelige sangforening, Haandværkersangforeningen, og fra og med 1859 landets sanginspektør, hvilket gav ham stor indflydelse på udviklingen af sangen i skolen. I det hele taget var han optaget af den folkelige sang og skrev melodier til flere salmer, hvoraf en del stadig er i brug, bl.a. til Grundtvigs „Velkommen igen Guds Engle Smaa” (1834), „Vær velkommen, Herrens Aar” (1852) og „Et Barn er født i Bethlehem” (1853).

I Sange til Skolebrug indgår 38 sange. Det er et lille hæfte, som bliver det første i rækken af i alt 14, det sidste udgivet i 1876. Målsætningen gør han rede for i et forord: „[…] det er ikke nok, at man vælger Melodier, der passer sig for Børnenes Stemmer; men Texterne til disse Melodier bør have et Indhold, der enten fremkalder en religiøs Stemning hos Børnene, indgyder dem Kjærlighed til Fædrelandet, eller overhovedet vækker og nærer høie, ædle Følelser hos dem […]„ Skolernes styrke er, siger han, at man her gennem sangen kan ”virke paa Børnenes Gemyt”. Nina Christensen har i sin bog Barnesjælen (2005) påvist, at den digter, som Berggreen anså for værende bedst egnet til at nå dette mål, var B.S. Ingemann, som i de 14 hæfter optræder med ikke mindre end 59 tekster. Andre tekster er af bl.a. Grundtvig og Oehlenschläger, og blandt komponisterne finder man – ud over Berggreen selv – J.A.P. Schulz og C.E.F. Weyse.

Også tyskfødte Gebauer var komponist. Han underviste på konservatoriet i musikteori 1866-83 og var fra 1859 til sin død organist ved Helligåndskirken i København. Hans børnesange fra 1844-49 vakte allerede ved deres udgivelse betydelig opmærksomhed. Som der står i Dansk Biografisk Leksikon: „Hans evne for naturlig, yndefuld og letfattelig melodik parret med den dygtige teoretikers omfattende kunnen forlener disse arbejder med en ganske egen værdi, der gør dem enestående i dansk sanglitteratur”.

Gebauer sætter melodi til bl.a. H.C. Andersens „Hist, hvor Veien slaar en Bugt”, som egentlig hedder „Moderen med Barnet”, til B.S. Ingemanns „Stork, stork Langeben”, som egentlig hedder „Børnenes Sang til Storken”, og Julius Chr. Gersons „Den lille Nisse reiste”, som egentlig hedder „Den største Mand”; alle melodierne lever den dag i dag. Når det her så tydeligt markeres, hvad sangene egentlig hedder, skyldes det, at mange sange i dag oftest alene kendes på indledningslinjen og ikke på den titel, forfatteren oprindeligt gav dem.

En del sange skrives direkte for børn i biedermeierperioden. Ud over de allerede nævnte, drejer det sig om flere, som sigter mod brug i skolen, bl.a. Grundtvigs „Morgenhanen atter gol”, som første gang bliver trykt i Morgensange til Mariboes Skole i 1833, og som rummer den berømte pædagogiske programerklæring i sidste strofe:

"Ord i Mund og Skrift i BogSkal vor Ungdom læreRet at bruge Kraft og Sprog,Livet til Guds Ære,Da vor Manddom, klog og stærk,Svare skal til Navnet,Krone Skolens Ungdoms-Værk,Vise, det har gavnet!"

Også Grundtvigs „Lille Guds Barn! hvad skader dig?” henvendte sig til skolerne; den indgik i Gave til en dansk Friskole (1870). Ingemanns morgensange fra 1837, som i dag i høj grad bruges i skolen, havde oprindeligt en anden målgruppe (se B.S. Ingemann). Markant er også gårdejeren Mads Hansens (1834-80) „En Have” med undertitlen „Børnevise” (1870); også den er bedre kendt for sin første linje: „Jeg ved, hvor der findes en Have saa skjøn”. Mads Hansen, som i samtiden gik under betegnelsen „Adelsmanden i Bondekofte”, var i øvrigt mest kendt for sin meget smukke håndskrift.

En særlig genre er julesangen og -salmen. Disse skrives der mange af, efter at man for alvor er begyndt at fejre julen, og ikke mindst selve juleaften. Intet sted møder man i litteraturen tydeligere den særlige biedermeierstemning end i de særlige juletekster henvendt til børnene og familien. Det er en stemning, som er tæt knyttet til hjemmet, og nu altså med juletræet knejsende i midten som det symbol, hvorom man samles. I dag står for mange brødrene Krohns Peters Jul fra 1866 og 1870 som det typiske eksempel sammen med en lang række julesange, som man bl.a. kunne finde i tidens mere og mere udbredte julehæfter.

Man havde længe før 1800 fejret jul, også den kristne jul, dvs. fejringen af Jesu fødsel d. 24. eller 25. december, og også i Danmark, hvor julefejringen – ligesom i de andre germanske lande – har opsuget træk fra tidligere tiders fejring af vintersolhvervet. Julegaver er således en gammel skik, som kommer ind i fastere former i 1700-tallet, jf. Ludvig Holbergs komedie Jule-Stuen fra 1724.

Hvad der kommer til i 1800-tallet, er ikke mindst juletræet, som allerede længe har været brugt i Tyskland, og hurtigt derefter også julepynten, som klippes i bl.a. glanspapir og formes til kræmmerhuse og små kurve, der kan rumme julegodterne. Driftige forretningsfolk, ikke mindst litografen Alfred Jacobsen, fik senere i århundredet sat produktionen af julestads i system i form af udklipsark.

Ikke alle i tiden var lige glade for disse nye måder at fejre julen på. De skyggede for det kristne budskab, mente bl.a. Grundtvig, som omtalte juletræet som et eksempel på „udvandet Kristendom”. Men netop juletræet og al pynten var kommet for at blive – og blive til endnu mere. Det aflæses tydeligt i mange illustrationer til fortællinger og sange for børn og i Peter Fabers (1810-77) to juleklassikere, „Juletræet”, dvs. „Høit fra Træets grønne Top” fra 1848, som mest af alt er en opremsning af gavehøsten, fordelt på Sine, Peter, Anna, Hendrik og William, og „Julestemning”, dvs. „Sikken voldsom Trængsel og Alarm” fra 1877, hvorfra denne halve strofe stammer:

"Pyntet smukt af en usynlig Haand,Staar nu Træet dér med Lys og Baand,Døren aabnes, og man strømmer ind,Kredsen sluttes med begeistret Sind."

Man forstår godt Grundtvigs kristne skepsis, når man læser Fabers julesange, for juleaften er så sandelig blevet til en „Aften med Gevalt”. Hvad der bliver tilbage af Gud er hans „velsignelse” af maden og selve fejringen samt håbet om, at der ingen ende må være på festlighederne:

"Du, som skjænkte os den skjønne Fest,Hvad der baader os, det véd Du bedst,Dog jeg har det Haab, at før jeg dør,Du ei nægter mig en vis Favør.Drei kun Universet helt omkring,Vend kun op og ned paa alle Ting,Jorden med, thi den er falsk og hul,Rør blot ikke ved min gamle Jul."

Det er det selvbevidste og materialistiske borgerskab, som her taler, orienteret mod den lettest tænkelige gang på jorden, men fuldt bevidst om truslen fra den store verden, hvor man vender „op og ned paa alle Ting”, og på livets falskhed og hulhed.

Blandt forfatterne til de kendteste julesange er Ingemann og Grundtvig. Nogle af disse sange var skrevet direkte til børn, bl.a. Grundtvigs „Deilig er den Himmel blaa” (1811) og „Et Barn er født i Bethlehem” (1820) og Ingemanns „Julen har bragt velsignet Bud” (1842), som kaldes „Børnenes Julesang”.

Og var julesangene ikke skrevet direkte til børn, så var det i hvert fald meningen, at børnene skulle synge med, og – ikke mindre vigtigt – at de voksne skulle finde ind til deres egen barnesjæl. Det ses tydeligt i H.C. Andersens „Barn Jesus i en Krybbe laa”, som bærer titlen „De fattige Børn paa Gaden”, og som stammer fra digtcyklussen Aarets tolv Maaneder (1833):

"Hver sorgfuld Sjæl, bliv karsk og glad,Ryst af din tunge Smerte,Et Barn er født i Davids Stad,Til Trøst for hvert et Hjerte;Til Barnet vil vi stige ind,Og blive Børn i Sjæl og Sind.Halleluja, Barn Jesus."

Julesange, morgensange, nationalsange – der er mange genrer på spil op gennem 1800-tallet. Og de bliver sunget af børn til almindelig opbyggelse, også med det formål at styrke deres nationale sindelag på et tidspunkt, hvor Danmark er i krig og samtidig får sin første grundlov i 1849. Fra april 1848 stammer således den meget populære „Den tapre Landsoldat” med indledningslinjen „Dengang jeg drog afsted”, skrevet af Peter Faber.

Sangens udvikling i Danmark fra omkring midten af 1800-tallet og frem til midten af 1900-tallet kan ikke ses isoleret fra denne nationalisme. Sangene skulle binde folket sammen, og til folket hørte også børn og unge, hvoraf en del nu samledes på de højskoler, som skød op overalt i landet, den første i 1844. Højskolesangbogen udkom første gang i 1894.

Noter

En kort og god gennemgang af børnesangens historie frem til midten af 1800-tallet findes i Nina Christensens Barnesjælen. Børnelitteraturen og det romantiske barn (2005), s. 87ff. Bogen handler især om B.S. Ingemanns morgensange. Der er desuden gengivet et eksempel på en tidlig sang fra V.K. Hjorts sangbog fra 1799, nemlig „En god Piges Aftensang”.

N.F.S. Grundtvigs „Deilig er den Himmel blaa” blev første gang trykt i Sandsigeren, et Ugeskrift 10. april 1811.

Den første danske spindeskole blev oprettet i Køng ca. 15 km syd for Næstved i 1778.

Om O.D. Lütken, se I. Simonsens Den danske Børnebog i det 19. Aarhundrede (1942), s. 286-87.

Juletekster for børn findes i bl.a. V. Stybes Juleknas fra gamle dage (1993) og i Gyldendals Kanon i dansk 3 (heri flere julesange og -salmer).

Vejviser

Værket Historien om børnelitteratur udkom i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Sangene.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig