Romanen

Det er i 1800-tallet, at en stor del af de romaner skrives, som senere er blevet til børnelitterære klassikere. Det gælder ikke mindst en række engelsksprogede og i nogen grad også fransksprogede værker, og karakteristisk er det, at en meget stor del af disse ikke oprindeligt var skrevet for børn, men efterhånden blev til børnelitteratur. Det gælder værker af forfattere som amerikaneren James Fennimore Cooper (1789-1851), bedst kendt for sine romaner om nybyggere og indianere, englænderen Frederick Marryat (1792-1848), ofte omtalt som søromanens fader, og franske Jules Verne (1828-1905) med romaner om rejser, som ikke alene gik rundt om jorden, men også til månen og jordens indre.

I samme periode blev der skrevet en del romaner henvendt direkte til børn. Det var oftest en kønsdelt litteratur. Blandt drengebøgerne var de meget populære kostskoleromaner af forfattere som Thomas Hughes (1822-96) med Tom Browns Skoledage fra 1857 og Frederic W. Farrar (1831-1903) med St. Winifred fra 1862. Blandt pigebøgerne finder man romaner skrevet af forfattere som Elisabeth Wetherell (1819-85) med Den vide, vide Verden fra 1850 og Louisa M. Alcott (1832-88) med Pigebørn fra 1868. Fra Schweiz kom senere i århundredet Johanna Spyris (1827-1900) to meget udbredte Heidi-bøger (1880-81).

Undersøgelser foretaget op gennem 1900-tallet har vist, at mange af disse værker har haft et godt greb i børn, uanset om de oprindeligt var skrevet for børn eller voksne. I den første danske undersøgelse af børns og unges læsevaner fra 1918 møder vi således værker af bl.a. Cooper og Marryat på toptilisten. Da Lommebog for Skoleelever i perioden 1924-44 gennemførte undersøgelser af læsernes foretrukne bøger, kunne man på toptilisten finde bl.a. Walter Scotts (1771-1832) Ivanhoe fra 1819 og Harriett Beecher Stowes (1811-96) Onkel Toms Hytte fra 1852. Sidstnævnte optrådte på tilsvarende lister helt frem til 1970'erne. Og da man i 2000 spurgte børn i 9-12 års alderen om, hvilke bøger der var de bedste, de nogensinde havde læst eller fået læst højt, lå Robert Louis Stevensons (1850-94) Skatteøen fra 1882 på 6.-pladsen hos drenge i 3. klasse, mens Jules Verne kom ind på 14.-pladsen på listen over de populæreste forfattere hos drenge og piger set under ét.

Det er bemærkelsesværdigt, at der i 1800-tallet ikke udkommer mange danskskrevne romaner for børn og unge, og at nogle af de udenlandske romaner, som senere skal blive klassikere, først oversættes flere år efter deres førsteudgivelse. Som nævnt er der dog nogle titler, som tidligt slår igennem, især bearbejdelser af voksenlitteratur.

Disse bearbejdelser kendes allerede fra 1700-tallet. Den tidligere omtalte J.H. Campe bearbejdede således ikke kun Daniel Defoes Robinson Crusoe fra 1719; han gjorde det samme med en næsten lige så kendt klassiker, Jonathan Swifts (1667-1745) Gullivers Rejser fra 1726. I Danmark udkom i 1839 en bearbejdelse af Swifts roman „efter det Tydske” i to små bind med en del illustrationer. Senere i 1800-tallet blev det mere og mere almindeligt at udgive forkortede og på anden måde bearbejdede voksenromaner til børn. Det mest systematiske projekt stod her læreren og forlæggeren Christian Erichsen for med Børnenes Bogsamling fra og med 1896 (se Børnenes Bogsamling).

Romaner skrevet for voksne kan dog også blive til „børnelitteratur” på en anden måde end bearbejdelse, nemlig ved at disse i deres originale form viser sig at finde et stort publikum blandt børn og unge, måske som konfirmationsgaver i pæn indbinding. Dette sker op gennem 1800-tallet for romaner af to kendte danske forfattere, nemlig B.S. Ingemann og Carit Etlar. Flere af disse værker bliver i øvrigt bearbejdet med henblik på børn på et senere tidspunkt.

Bernhard Severin Ingemann (1789-1862) udgiver sine fire historiske romaner i perioden 1826-35. Det drejer sig i rækkefølge om Valdemar Sejr (1826), Erik Menveds Barndom (1828), Kong Erik og de Fredløse (1833) og Prins Otto af Danmark (1835).

De fire romaner blev en enorm succes. Ingen anden forfatters romaner solgte på denne tid så mange eksemplarer, især gjaldt det de to første bind. Valdemar Sejr indbragte forfatteren så mange penge, at den kunne finansiere hans store udlandsrejse i 1828. Lykkelig var Ingemann også for de mange taksigelsesbreve, bl.a. fra kongehuset, men det var rosenbuketter med torne, for mens det brede publikum købte Ingemanns bøger, godt understøttet af en særlig folkeudgave af Valdemar Sejr, så vendte tidens literære kritikere tommelfingeren nedad.

Hvad disse kritikere vendte sig imod, var den klare tendens i romanerne. Læserne skulle åbenlyst opdrages til gode kristne og ikke mindre gode danskere. Det var kulisseromaner, dvs. romaner, hvor der inden for en eksotisk historisk ramme skulle formidles et budskab, der havde med Ingemanns egen tid at gøre. Som Georg Brandes formulerer det: „Under Skin af at fremstille Valdemarernes Tid give de et naivt og paalideligt Billede af Idealer på Frederik Vl's Tid”.

Den tid, Ingemann foregiver at skildre, er 1202-1340, altså middelalderens Danmark, hvor vi blandt kongerne har Valdemar Sejr (fra 1202), Erik Menved, Christoffer d. 2. og Valdemar d. 3. (frem til 1340). I første bind møder læseren den unge Carl af Rise, som er elev hos Saxo, men ellers er det dels kongerne, dels nogle få centrale figurer, ofte Ingemanns talerør, vi hører om, omkranset af et utal af bipersoner. I Valdemar Sejr koncentreres handlingen om slaget ved Volmar i Estland, i Erik Menveds Barndom drejer det sig om kampen mod Marsk Stig og de andre „kongemordere”, i Kong Erik og de Fredløse om kongens fortsatte opgør med den onde bror Christoffer, og endelig følger man i Prins Otto af Danmark Christoffer d. 2.'s søn junker Otto, som lider nederlag i sin kamp mod broren Valdemar, der bliver konge i 1340 under navnet Valdemar Atterdag.

Hvad der sker med romanerne, er, at man tydeligere og tydeligere mærker hensigten. Ikke alene er der budskabet om religiøs og national samling; der er også et markant opgør med rationalismen, og mere og mere patetisk og sentimentalt bliver det. Georg Brandes er skånselsløs i sin kritik:

"Hvis det gælder om at give Børn en Bog i Hænde, som kan meddele dem patriotisk Sværmeri, underholde og spænde dem, da maa Ingemanns Valdemar Sejr kaldes en til Øjemedet svarende Bog. For Mennesker med ringeste Smule Livserfaring og for Læsere med blot elementær historisk Interesse er den forkastelig, ulæselig eller rent ud fordærvelig."

Bemærk Brandes' henvisning til børn som læsere. Dette uddyber han i samme essay:

"Naar mellem 8 og 11 Aars Alderen en dansk Dreng eller Pige i Ingemanns Levetid og sikkert mindst et Tiaar efter hans Død fik en af hans historiske Romaner i Hænde, læste Barnet dem med Henrykkelse og den mest spændte Deltagelse. Paa Valdemar Sejr anbragte jeg selv ved 9 Aars Alderen med pyntelig Skrifttegn det Mærke „Min Yndlingsbog” […]"

Ingemann var ifølge Brandes „i Pagt med Barndom og omdigtet Fortid”, og dermed var Ingemanns bøger også børnelitteratur. Den havde Brandes ikke havde den store respekt for, mest af alt på grund af barnets manglende evne til at forholde sig kritisk til det læste.

Ingemann var selv smerteligt klar over at være i utakt med tiden, da de sidste bind af hans romanserie udkom. I 1835 skrev han således til digterkollegaen Carsten Hauch:

"Tidens nærværende practiske Retning synes mig lidet gunstig for den Digter, der mere stirrer tilbage end frem i Tiden, og har mere Øie for det indre Menneskeliv end for det ydre."

I 1842 skriver han:

"Man kunde stundom fristes til ogsaa at ønske sig uden Øren, naar man for Bulderet om Betingelserne for Livet i Staten næsten ingen Lyd kan høre af dets Rørelser i Aandens Verden."

Kun én anden dansk forfatter opnår den samme popularitet, og det er Carit Etlar, et pseudonym for Carl Brosbøll (1816-1900). Også han skriver historiske romaner med et klart nationalt budskab, men stort set fri for den ingemannske patos. Ligesom den 11 år ældre H.C. Andersen forlod Etlar som ganske ung provinsen for at rejse til København, hvor også han fik Jonas Collin som velynder. Målet var at blive billedkunstner, men det skulle vise sig, at han havde større succes med skriveriet, og snart fik han udgivet nogle samlinger med fortællinger og senere også de romaner, som skulle blive en så stor succes. I perioden 1858-85 var han inspektør med ansvar for udlånet på Det kgl. Bibliotek.

Heller ikke Etlar skrev for børn, men det blev børnelæserne, som gav hans værker klassikerstatus langt op i 1900-tallet, hvor omsætningen af hans kendteste romaner, Gjøngehøvdingen (1853) og Dronningens Vagtmester (1855), til medier som skolekomedie, tegneserier, film og tv-serie fastholdt hans popularitet.

Sit gennembrud fik han med Smuglerens Søn (1839) og senere fulgte bl.a. Madsalune (1841) og Fangen paa Kalø (1877), hvormed han blev storleverandør til senere serier af børnelitterære klassikere, bl.a. Samlerens Perlebøger (1950-56). Men det er som sagt de samhørende Gjøngehøvdingen og Dronnings Vagtmester, han især huskes for.

De to romaner foregår under krigen mellem Danmark og Sverige 1657-60, og hovedpersonerne og heltene er „gøngerne” under ledelse af Svend Poulsen, bistået af sin tro væbner Ib. De to narrer igen og igen fjenden, dvs. svenskerne og tyskerne, bl.a. da de skal føre en større formue fra Vordingborg til København. Indflettet er historien om Svend Poulsens umulige kærlighed til den adelige Julie Parsberg. I Dronningens Vagtmester er Ib hovedpersonen sammen med sit modstykke, den onde og hekselignende kvinde Kulsoen, et ganske originalt kvindeportræt, der viser Etlars potentiale som forfatter.

Ingemanns og Etlars romaner er først og fremmest blevet læst af drenge, ligesom en stor del af de oversatte voksenromaner af Cooper, Marryat og Verne og de kostskoleromaner, som blev udgivet som børnelitteratur. I Danmark udkom der kun ganske få drengeromaner før 1900, dog bør Niels Juel-Hansens (1841-1905) robinsonader fra 1880'erne omtales. Juel-Hansen er bedst kendt som den, der sammen med sin kone oprettede den første frøbelbørnehave i Danmark, og som forfatter til skriftet Den Frøbelske Børnehave, dens Maal og Indretning (1871), men han skrev også skolebøger og flere drengeromaner, næsten alle robinsonader, direkte inspireret af Defoe og Campe. Den første var Erik Sjøblads Hændelser fra 1882 med illustrationer af bl.a. Holger Drachmann. Fortsættelsen, som kom året efter, hed Over Stepperne. Som kuriosum kan nævnes, at Juel-Hansen i 1891 udgav romanen Japanesere og Robinson.

I forordet til Erik Sjøblads Hændelser citerer Juel-Hansen „den ansete tyske Pædagog Prof. Ziller” for dette synspunkt:

"Ethvert Fortællestof, der umiddelbart tjener Undervisningen, skulde ogsaa stedse forekomme igjen i Elevernes Privatlekture. Kun paa denne Maade lader den sædvanlige Underholdningslekture, hvis Skadelighed forlængst er erkjent, sig fortrænge hos Ungdommen."

Det er ord, Juel-Hansen kan tilslutte sig, og han lover også, at hans robinsonade vil give „et Billede af Menneskeslægtens Udvikling paa de første Kulturstadier”, hvorfor bogen også bør kunne „finde en heldig Anvendelse i Almueskolerne, idet den under en bekvem Form giver Børnene en Række nyttige Kundskaber”. For at understrege, at alting er, som det skal være, slutter Juel-Hansen med at forsikre, at „Retskrivningen er i Overensstemmelse med Grundtvigs Ordbog”.

Romanen følger næsten slavisk den, vi kender fra Defoes og Campes robinsonader. Også Erik må skabe sig en tilværelse på en øde ø; også han må kæmpe mod „de Vilde” og redde Fredag; og også til hans ø kommer nogle matroser, som ødelægger den gode stemning ved at ligge „mageligt henslængt i Skyggen af et Træ”, hvis de da ikke driver om „med Hænderne i Lommen.” I overensstemmelse med forlægget vender Erik tilbage og forenes med sine forældre: „Stumme, aandeløse og skjælvende af Bevægelse holdt de tre længe hverandre omfavnede.”

Mens der kun udkom ganske få danske drengeromaner i sidste halvdel af 1800-tallet, var situationen for pigeromanen en noget anden, om end antallet også her var begrænset. Som den første pigeroman regnes Christiane Jacobine Mynsters (1806-57) Ungdommelige Glæder og Sorger, hvis første bind udkom i 1854. Den blev udgivet under anonymet „Ks” og bar undertitlen „Fortælling i Breve for Pigebørn paa 12 til 14 Aar”.

Mynster, som i en periode arbejdede som lærerinde, skrev flere bøger for børn, bl.a. en række fortællinger med titlen For smaa Børn (1858). Hun interesserede sig også for opdragelsesspørgsmål.

Ungdommelige Glæder og Sorger, som altså er en brevroman, handler om to piger, Mathilde og Wilhelmine, som er flyttet til hovedstaden og derfra skriver breve til deres venner. Heri fortælles om dagligdagen i en bedrestillet borgerfamilie, herunder også de store fester. Mette Winge har karakteriseret bogen som „en livligt fortalt roman og uden den for eftertiden så klæge kristelighed og voldsomme moraliseren, som er den tidlige pigeromans almindelig kendetegn”.

Året efter udkommer Annette Colbjørnsens (1818-87) En ung Piges Dagbogsblade (1855), altså ligesom Mynsters bog skrevet i en af tidens populære intimgenrer: brev- og dagbogsromanerne. Og nu følger så en række pigeromaner af bl.a. Maria Christine Bojesen (1807-98), Cornelia von Levetzow (1836-1921), Fanny Tuxen (1832-1906) og Ingrid Jespersen (1867-1938), sidstnævnte kendt som den, der i 1894 oprettede en stadig eksisterende skole i sit eget navn.

Maria Christine Bojesen, som i 1835 havde oprettet et pigeinstitut i København, opnåede størst berømmelse for sine oversættelser af de meget populære Peter Parley-bøger, skrevet af den indflydelsesrige amerikanske forlægger Samuel Grisworld Goodrich (1793-1860) til tidsskrifterne Peter Parley's Magazine og Peter Parley's Annual, udgivet 1839-63. Blandt Bojesens oversættelser var Peter Parleys Fortælling om Dyrene fra 1853. Det var også Bojesen, der introducerede de engelske Gatty'er i Danmark, dvs. Margaret Gatty og hendes i dag mere kendte datter, Juliana Horatio Ewing (1841-85), også kaldet „Tante Julie”. De skrev en række romaner, som berømmedes for „strict fact and genuine feeling”, og ikke mindst bidrag til Aunt Judy's Magazine. Bojesen, som selv besøgte familien i Ecclesfield præstegård nær Sheffield, fandt her den religiøst orienterede og renhedsdyrkende litteratur, hun selv så sig som repræsentant for. Som hun skriver i forordet til Tante Julies Fortællinger for Børn (1869):

"Med disse Fortællinger er det jeg gjenoptager min Virken, forvisset om, at de ogsaa her ville blive paaskjønnede, thi det er ikke opstyltede og opskruede Sager, som de, der kun altfor ofte bringes frem, men det er Sandhed, og det er Virkelighed i Barnelivet."

Selv skrev Bojesen En Sommerferie. Rejse over Øerne (1849) og den mere end 1000 sider lange Rejse gennem Danmark (1856), udgivet under pseudonymet Ernst Mindekjær. En Sommerferie. Rejse over Øerne udkom året efter begyndelsen på treårskrigen og er i høj grad præget af den. Fjenden er Preussen, af Bojesen blot omtalt som „tyskerne”, her i bogens første kapitel:

"Danmark bestaaer af en stor Deel adspredte Øer og en Halvø, der Throner paa den vestlige Deel af Tyskland; det kunne nu Tyskerne slet ikke lide, og derfor er det, at de saa gjerne ville sluge denne Halvø, og saa, engang naar det kunde falde sig, tage alle de største og mindre Øer med. […] Have I ikke nok hørt, at de Folk, som boe i Holsteen, og som i mangfoldige Aar have nydt saa meget Godt under vores Kongers fredelige Herredømme, i lang Tid have opført sig saa ilde, at de ret maae skamme sig, og i dette Aar have de været saa uartige og saa ugudelige, at de endog have bragt Krig og Ulykke over vort Yndige Land."

Betydelig succes havde Cornelia von Levetzow med romanen En ung Piges Historie fra 1860, skrevet under anonymet „I”, da hun var kun 24 år gammel. Ikke alene kom den i en del oplag i Danmark helt op til omkring 1900; den blev også oversat til flere sprog, bl.a. fransk. Von Levetzow skrev en del andre bøger, bl.a. Fortællinger (1861), Livsbilleder (1875) og Sporskifte (1897), alle præget af en stærk religiøsitet og tro på det, forfatteren selv betragter som ægte kvindelige værdier, herunder en tydelig læggen vægt på hjemmets betydning.

En ung Piges Historie er en jeg-fortælling og handler om en fattig pige, Maria, som efter at have mistet først sin mor og siden sin far bliver opdraget hos en familie, som udsætter hende for vanrøgt. Lykkelig er hun derfor, da hun – efter at være flygtet – bliver fundet af en enlig mor, som tager sig af hende. Kvinden, som er født komtesse, har i sin tid stødt familien fra sig ved at vælge en ung officer som ægtemand mod deres vilje. Da officeren dør heltedøden, sidder hun alene tilbage med et barn, og nu altså også med et plejebarn. Gennem mange prøvelser lærer Maria at sætte pris på det ydmyge og gudstro liv, og romanen ender lykkeligt, da hun efter en længere adskillelse forenes med sin halvsøster, som har giftet sig med en præst.

En bog som denne, som tilmed er velskrevet, må simpelt hen blive en foretrukken konfirmationsgave i sidste del af biedermeier-perioden, og det gør den da også. Velskrevet er den som sagt, hvad man mærker i den klart tegnede indledning, som liner op til en rigtig askepothistorie:

"Høit oppe under Taget i en stor, mørk Baggaard i Adelgaden saae jeg Lyset; Moder døde Aaret efter; Fader giftede sig igen; ogsaa han døde; jeg veed intet om dem, Ingen har talt til mig om min Moder, og af min Stedmoder har jeg blot hørt, at Fader var en god Arbeider.Vinden peb gjennem den ituslaaede Rude, Røgen slog ud af Kakkelovnen, de faa Pinde vilde ikke engang blusse op. […] jeg følte, at jeg var en Byrde, for hende [stedmoren], for mig selv, og gysende af Kulde trykkede jeg mig op til Kakkelovnen og græd."

Blandt de her omtalte kvindelige forfattere skriver flertallet anonymt, dvs. blot under et enkelt eller nogle få bogstaver som „Ks” og „I”, eller under pseudonym som „Eva”, dvs. Fanny Tuxen, og „H.S. Lynge”, dvs. Ingrid Jespersen. Fælles for de kvindelige forfattere er også, at de ofte skriver i intimgenrer som dagbogs- og brevromanen eller i det mindste bruger jeg-fortællere, og endelig er en del knyttet til skoleverdenen. Romanerne står som repræsentanter for de gode hensigters regimente, og det er ofte tung læsning, hvilket medvirker til at sløre, at flere af forfatterne faktisk skriver godt.

Hvorfor dukker disse romaner op i midten af 1800-tallet? Mette Winge giver i bogen „Den Kunst at blive en god Pige, Hustru, Moder og Huusmoder” (1981) denne forklaring:

"Det er ikke overraskende, at denne bølge kommer netop i 1850'erne. I disse år var interessen for kvinders forhold og kvindens muligheder blevet diskuteret […], pigeskolen havde taget et spring fremad med Nathalie Zahle og Athalia Schwartz, og i Danmark blev – som det også var sket i andre vestlige lande – tidspunktet for voksenalderens indtræden udskudt for borgerskabets og embedsstandens piger; arbejderklassens piger havde fortsat en meget kort barndom."

Heri har Winge utvivlsomt ret. Men, og der er et men: Hvad er forklaringen på, at det ikke sker i større omfang? I virkeligheden udkommer der som nævnt ganske få romaner for børn og unge, færrest for drengene. Vi skal helt frem til omkring 1900, før romangenren får sit gennembrud, men så kan man til gengæld også fastslå, at dét får den.

Der findes ingen enkeltstående forklaring på, at romanerne ikke slår igennem i større udstrækning herhjemme, i modsætning til hvad der er tilfældet i andre lande. En forklaring kan være, at både forlæggere og læsere stiller sig tilfredse med det ganske store udbud af oversatte romaner. En anden, at børnene ofte går direkte fra barndommens kortformer, dvs. eventyrene, fablerne og digtene, til den voksenlitteratur, som det er ganske let at få fat i både som køber og låner. Hvad der understøtter denne forklaring er, at biedermeierkulturen fastholder børnene i et beskyttet univers, hvor småt er godt, også når det gælder læsestof. Og småt er vel at mærke ikke kun godt, fordi det er småt. Det er også i kortformerne, bl.a. eventyrene, vi finder noget af det bedste i tidens litteratur, ikke mindst hos H.C. Andersen.