Rim og remser

For eventyrene og i nogen grad fablerne gælder det, at de har rod i en folkelig fortælletradition, og at de senere er genskabt ud fra en digterisk intention af enkelte forfattere, som både har ladet sig inspirere af konkrete eventyrs og fablers indhold og af selve eventyr- og fabelformen. Det samme gælder – og i nok endnu højere grad – for de rim og remser, som nedskrives og opnår stor popularitet i 1800-tallet.

Rim og remser er blevet brugt af både børn og voksne i mange sammenhænge: som besværgelser, som støtte for indlæringen, som styrende for arbejdsprocesser, som regelformler og som børnelege. Ofte har disse oftest ganske korte rim og remser haft nonsenspræg, fx „Ullen dullen doff / Fingfen fangen foff, / Foff for alle Mærkepander / E B ba buff / Kaavippen, kaalvappen, / Der slap 'en / Paa Trappen, / Kan Du snapp'en, Saa nap'en.”

I Danmark er den første, der systematisk indsamler børnerim og -remser Just Mathias Thiele (1795-1874). Det sker i hans Danske Folkesagn (1819-23), som består af fire „Samlinger”. I alt er der heri medtaget 143 af disse småtekster, og ligesom hos Arnim og Brentano i Des Knaben Wunderhorn fra 1805-08 kommer de med som en slags tillæg, indlejret i den øvrige tekstmasse. I 1843 genudgav Thiele teksterne, men ordnet på en ny måde og med 300 nye bidrag, og endelig tilføjede han i 1860 yderligere et bind med titlen Den danske Almues overtroiske Meninger.

Thiele, hvis andet hovedværk er hans store Thorvaldsenbiografi i fire bind (1851-56), gør i sit forord til Danske Folkesagn rede for, hvorfor børnerimene og -remserne er kommet med, og det er tilsyneladende med nogen tøven, han har gjort det:

"Det er kun endeel gamle Vers, hvilke jeg dog kan forsikre ere ikke af mig (skjønt jeg ikke nægter, at jeg gjerne gad være Autor til adskillige iblandt dem;) men troer Du mig ikke paa mit Ord, og skal de recenseres paa mit Skind, seer det galt ud, da jeg med den bedste Villie ikke vil være istand til at sige Dig, hvo der er Autor, ikke heller vil kunne gjøre dig Rede for Meningen i de fleste af dem. Nogle af dem har jeg søgt i Vuggen, andre paa min Faders Knæ, og atter andre, da jeg løb omkring og legede med Drengene. Sagtens er det derfor, at jeg blev saa glad ved at erindre dem igjen. Længe gik jeg og tænkte paa, hvor det dog var en Skade, om den Tid skulde komme, at jeg ikke længere erindrede dem. Jeg skrev derfor op, hvad jeg huskede, vakte derved Erindringen hos Andre, fik mere til, og skjøndt det tyktes mig underligt at see dem opskrevne, saa snurrige som de ere, mærkede jeg dog, at Mange, naar jeg oplæste dem, bleve ligesom blødere om Hjertet og i en Stund mange Aar yngre ved atter at see disse gamle Venner og Bekjentere. Da maatte jeg vel undres over, at saadanne, ofte meningsløse, Ord kunde være saavidt bekjente, at næsten hvert Menneske i det hele Land har kjendt og vel ogsaa i sin Tid kunnet dem udenad. Og troer jeg da, at de alene af den Aarsag fortjene at bevares; thi hvor meget er dog ikke trykt og udgivet, som aldrig faaer den Lykke. Vel ere der nogle, som synes aldeles ikke at have Mening, men, dersom du klager derover, kjære Læser! da er det ikke Versenes, men din egen Skyld!"

Teksterne skal bevares for eftertiden, skriver Thiele, alt andet ville være „Skade”. I forordet til Den danske Almues overtroiske Meninger taler Thiele om, at teksterne er som en slags „Forraad”, der skal samles i „Lade”. En anden metafor er, at de gamle tekster er som „Klude”, der kan genbruges og blive til „Papir, – ja, en heel, trykt Bog, […] – og see! – her er den”.

Thieles samlinger var på ingen måde beregnet for børn. Det var derimod Ride Ranke! Børnenes Bog, som skolebestyrer Hans Peter Andersen udgav anonymt i 1843, den første af sin art, genudgivet i 1889 med en del nye tekster. Som forord er brugt Jens Baggesens (1764-1826) digt „Der var en Tid, da jeg var meget lille, / Min hele Krop var knap en Alen lang; / Sødt, naar jeg denne tænker, Taarer trille, / Og derfor tænker jeg den mangen Gang.” Det går igen, at de gamle børnetekster indpakkes i sentimentalitet og nostalgi, jf. Thieles forord ovenfor. Her bliver man både blødere om hjertet, og en tåre falder. Selv de samlinger, der er udgivet for børn, indtænker en voksen erindrende læser.

Ride Ranke! Børnenes Bog består af en samling „Ramser”, hvoraf størstedelen findes hos Thiele, bl.a. flere udgaver af „Ride, ride Ranke”, hvortil kommer en del smårim, heriblandt flere af kendte digtere som H.C. Andersen, B.S. Ingemann og Adam Oehlenschlä-ger, og nogle folkeeventyr, bl.a. en del som bygger på brødrene Grimm.

Op gennem 1800-tallet udgives flere af den slags rim- og remsebøger for børn. Størst gennemslagskraft får Johan Krohns Børnerim i to bind fra 1882-84 med Frants Henningsens tegninger. Krohn taler også om vers og introducerer samlingen på denne måde:

"De Vers, som i denne Bog I faar,er ikke lavet i Fjor og i Aar.Nej, tvært imod, de gaa langt tilbage,langt op i Danmarks henfarne Dage,Og saa har de levet fra Slægt til Slægt."

Der sluttes med „Vorherre bevare vort gamle Sprog”, og så følger de kendte rim og remser, bl.a. „Munken gaar i Enge”, „Sko min Hest”, „Hvad skal vi lege?” og „Abel Spendabel”.

Stor popularitet vandt også Louis Moes Børnerim og Remser fra 1893, illustreret af ham selv. Krohns rim og remser er kommet i nye udgaver helt op til vor tid, bl.a. i 2002 med efterskrift af Vibeke Stybe, og Moes samling nåede allerede syv år efter den første udgivelse op på sit 45. oplag. Der går en lige linje fra disse bøger til fx Jens Sigsgaard og Arne Ungermanns Okker Gokker Gummiklokker (1943) og Abel Spendabel (1945) og Benny Andersens Nikke Nikke Nambo (1963) og Lille Peter Dille (1964).

Man kan – uden at foretage en alt for stor forenkling – vælge at kalde perioden 1820-80 for ikke alene eventyrets, men også digtets og dermed rimets og rytmens periode, når der tales om børnelitteratur. Digtformen var endog meget udbredt. Ud over de her nævnte rim og remser brugtes formen i fabler og i nogen grad i eventyr. Formen egnede sig desuden godt til læsebøger, julegaver og børneblade, og så at sige alle tidens børnelitterære forfattere skrev da også digte, lige fra ganske korte bonmoter som H.C. Andersens „Gaaer du paa Glatis og falder, min Ven, / Lee med de Andre – og reis dig Igjen!” til længere fortællende og belærende digte, sådan som det ses hos Christian Richardt.

Hvad der igangsættes med J.M. Thieles indsamling af børnerim og -remser omkring 1820, fuldendes i første omgang i slutningen af århundredet med Evald Tang Kristensens 752 sider lange Danske Börnerim, Remser og Lege udelukkende efter Folkemunde (1896). Den er lige så lidt som Thieles værk egnet til børnelæsning, men den er ikke desto mindre ifølge bogens sidste side tilegnet „den danske Barndom og Ungdom med Ønske om flittig Brug i Fremtiden”.

At Danske Börnerim, Remser og Lege mere har forskningens end formidlingens karakter understreges af den systematiske og ganske omstændelige opregning af fx „Börnerim og Remser”, som den første af de fem dele hedder. De forskellige vugge-, spise-, „Sko Hest”- og „Når Barnet lærer at gaa”-remser er samlet i afsnit, som hver indeholder adskillige næsten enslydende eksempler. Af „Ride ranke”-remser gengives alene 122 eksempler, bl.a. flere eksempler på undergenren „Ride ranke – to (tre) skidne Kvinder”.

De fire andre dele rummer eksempler på børnelege, fordelt på „I Stuen”, „Paa Legepladsen”, „Legemsøvelser” og „Sang- og Dandselege”, tavle- og kortlege, „Forskiellige Smårim og Remser” og vrøvleremser.

Tang Kristensen føler sig kaldet til at skrive en kort indledning til netop vrøvleremserne, for det er – siger han – underligt, „at Hukommelsen har kunnet opfange og gjemme noget så til Dels meningsløst Tøjeri”. Og helt tryg ved det, han har hørt, er han ikke, i hvert fald ikke ved at gengive det i trykt form i en bog, som angiveligt er tiltænkt børn og unge af det bedre borgerskab:

"Her har jeg nu foretaget et lille Udvalg iblandt den store Mængde Opskrifter, jeg har liggende fra alle Egne. Nogle af dem er saa platte, at de ikke kan trykkes, og alligevel vil der dog sagtens være dem, som siger, at jeg i den Retning har taget alt for meget med. Men jeg kan forsikre, at det næsten er utroligt, hvad der bydes, uden at nogen tager Forargelse deraf eller synes, at Spøgen er for grov. Almuens Udtryksmaade er nu en Gang en anden end de saakaldte dannede Stænders, disses er da i Reglen ogsaa vel snærpet […]."

At målgruppen og næppe heller meddelergruppen har været børn i denne samling fremgår af, at der blandt vrøvleremserne er en særlig kategori med ølbrygning og stævninger. Det er voksne meddelere, som har fortalt løs om, hvad de huskede fra deres barndom og måske også fra deres egen omgang med børn, især som forældre.

Opregnes her 1800-tallets store meddelere, fra Tyskland især Arnim og Brentano og brødrene Grimm og fra Danmark J.M. Thiele, Matthias Winther, Svend Grundtvig og Evald Tang Kristensen, viser det sig, at der altid har været erindringspolitiske interesser på spil. Der skulle samles ind for at samle nationen og folket, ofte i gedigen respekt for og fascination af folkets liv og historier. Måske for at bevare, måske for at give historierne tilbage til folket, måske for at overbevise det bedre borgerskab om den kraft, som gemmer sig i det folk, som man har isoleret sig fra. Det er her ikke noget tilfælde, at eventyr, rim og remser fortalt af og til børn får en fremtrædende placering, for er „folket” karakteriseret ved at være mere oprindeligt, mere ægte, så er børnene det i endnu højere grad. Det er de uspoleredes røst, man hører, også når det er „plat”, som Tang Kristensen skriver, tydeligt med brodden vendt mod de „dannede Stænder”.