Julehæfter og julegaver

Børnebladenes decembernumre var selvfølgelig helliget julen med digte, sange og opbyggelige fortællinger, suppleret med passende tegninger. I de sidste årtier af 1800-tallet, hvor julefejringerne bliver mere og mere omfattende og strækker sig over længere og længere tid, er sådanne julenumre dog ikke nok. I 1884 sendte forlæggeren Ernst Bojesen sit første julehæfte for børn på markedet; det hed Børnenes Juleroser. Og tre år efter fulgte hans største konkurrent Alfred Jacobsen efter med Børnenes Julegave. Det skulle for begge forlag blive endog meget store succeser med oplag på mere end 10.000 eksemplarer. Børnenes Juleroser fortsatte da også til 1930, og Børnenes Julegave til 1934.

Som det var tilfældet med børnebladene, satsede udgiverne på de bedste af tidens børnebogsforfattere og illustratorer, og det lykkedes tilmed Ernst Bojesen at overtale den forfatter, som mere end nogen anden blev forbundet med julen, til at være redaktør. Manden var Johan Krohn.

Bladene var dyre, hvorfor der også blev udgivet en form for billigudgaver. Børnenes Juleroser var således næsten identisk med det billigere Juletid, som blev udgivet frem til 1944, mens Alfred Jacobsens billigere hæfte hed Glædelig Jul og udkom frem til 1949. Som det ses, følges de to hæfter ad.

Børnenes Juleroser indledtes i 1891 med et juledigt; sådan skulle det være og gerne skrevet af redaktøren selv. Derefter fulgte først et længere juleeventyr, „Prinsen og Skorstensfejeren”, så en artikel om H.C. Ørsted og endelig yderligere tre fortællinger. Alle var de illustrerede bl.a. af Frants Henningsen. Satirikeren Alfred Schmidt bidrog med små tegneserielignende episoder, og det hele afsluttedes med gode ideer til husflid, som kunne bruges som gaver til forældre og søskende, og opgaver.

Børnenes Julegave, som længe havde Louis Moe som fast illustrator, indeholdt næsten det samme stof, indimellem også skuespil, udformet som foldebøger. Alfred Jacobsen, som havde stor succes med sine dukketeaterark, kunne i 1894-hæftet om en sådan „Dukkekomedie” med titlen „Robinson” oplyse, at den kunne „opføres paa ethvert Dukketeater, der er indrettet efter Sufflørens Anvisning. De til „Robinson” hørende Dukker og Dekorationer vil kunne købes hos enhver Bog- eller Billedhandler”. I hæfterne kunne også være skoleskemaer og store plakater, som kunne foldes ud og indrammes.

Der udkom andre julehæfter for børn, bl.a. Grankogler, Børnenes Jul og Børnenes Juletræ samt Til Juletræet, som var en del af børnebladet Dansk Børnetidende, men ingen nåede i Danmark så stor popularitet som de førnævnte.

Blandt andre børnelitterære tilbud i juletiden var de såkaldte jule- og nytårsgaver, hvoraf flere er omtalt tidligere: Christian Molbech og Sille Beyers Julegave for børn, som udkommer første gang i 1835, Julius Christian Gersons Julegave for den fromme Ungdom fra 1838 og Lorenz Frølichs Hvorledes Dagen gaaer for Lille Lise fra 1863. Sidstnævnte er et godt eksempel på, at „Julegaven” ikke var en selvstændig genre, men blot en måde at markedsføre børnebøger på. Jule- og nytårsgaverne kunne rumme en enkelt eller flere tekster både i form af eventyr, fabler, digte, moralske fortællinger, billedbøger og korte skuespil. De fleste jule- og nytårsgaver var ganske tynde bøger, som sjældent var forsynet med illustrationer. En undtagelse er her Annette Colbjørnsens Jule- og Nytaargave for Børn: 7 Fortællinger med 4 litographier (1854), som tilmed er ganske lang med sine 155 sider.

De første jule- og nytårsudgaver dukker op lige omkring 1800. Et eksempel er den tidligere omtalte Morten Hallagers Smaa muntre Historier og Fortællinger, blandede med fornøielige Samtaler, indrettede efter Børns Fatte-Evne for at opvække deres Læselyst, og tidligen at vænne dem til Dyd, og en artig Opførsel baade hjemme og i Selskab med andre Børn: En Nytaarsgave for 1801.

En del af jule- og nytårsgaverne blev udgivet anonymt; blot var der på titelbladet anført „Efter det Tydske”, hvilket gælder for Fem Fortællinger. En Julegave for Ungdommen fra 1851, eller fx „af Forfatterinden til 'Alle Smaapigers Kogebog'”.

Sidstnævnte julegave udkom i 1860 med titlen Alle Børns Glæder. En Julegave for Børn af begge Kjøn fra 8-14 Aar. Den rummer to små skuespil med titlerne „Forpagterskens Friere eller List og Bedrageri” og „Harlequin Spilopmager eller: Pjerrots Ulykker”, begge enaktere, den sidste en „Børne-Pantomime”. Hertil kommer en „Anviisning til, af egne Klæder at arrangere en Theatergarderobe, saavel som uden Bekostning at faae et smukt lille Theater i Orden”, i alt 31 sider til en pris af 16 skilling og hurtigt trykt i 2. oplag. Forfatteren skriver i forordet:

"Min Inderlige Anmodning er derfor til Børnene, at de nøie ville rette sig efter Anviisningerne, der, naar de blive fulgt, Rollerne godt lærte og Partierne indøvede med Sikkerhed, da vil forskaffe dem usigelig megen Fornøielse."

„Forpagterskens Friere eller List og Bedrageri” er en klassisk dilettantkomedie, hvor den rige forpagterske indrykker en ægteskabsannonce i avisen med angivelse af, hvornår frierne skal dukke op. Imidlertid rejser hun bort på dagen, hvorefter hendes tjener, der har forhåbninger om at blive hendes mand, klæder sig ud som hende og afviser frierne, som i virkeligheden er en og samme person, en falleret skuespiller i forklædning. Da den rige forpagterske vender tilbage, viser det sig, at hun i mellemtiden har giftet sig. Og så kan børneskuespillerne ellers samles på scenen til epilogen:

"Vort Ønskes Maal var ikkun fælles Glæde,Og rigelig den er vor skjønne LodOm ædle Kreds! Du – hvorom vi Dig bede –Vor unge svage Kunst, er huld og god.Vi eie Villien, men mangle Kraften;Gudinderne ei gav os Dolk og Speil;O, undskyld da vort svage Spil i Aften,Og, at i det indløb saa mange Feil!"

Der udgives ikke megen dramatik for børn i perioden 1820-80. Eksempler herpå findes dog i stigende omfang i børneblade og julehæfter.