Guldalderen

Ordet guldalder bruges normalt som betegnelse på en blomstrings- og storhedstid, ofte inden for videnskab og kunst. I dansk sammenhæng sættes etiketten guldalderen oftest på perioden 1800-1850, som også kaldes romantikken. Her finder vi inden for litteratur, billedkunst, musik, ballet og arkitektur værker, som siden slutningen af 1800-tallet er blevet tillagt en særlig betydning, og som har overlevet som klassikere. Afslutningen på denne danske guldalder falder da sammen med enevældens fald, den første danske grundlov og udgivelsen af dansk romantiks store programskrift, H.C. Ørsteds (1777-1851) Aanden i Naturen (1850).

I den omtalte betydning af ordet kan man inden for børnelitteraturen tale om en guldalder i perioden 1820-80 eller mere afgrænset 1835-72, dvs. fra H.C. Andersens første til hans sidste eventyr – en periode som også rummer B.S. Ingemanns Morgensange for Børn, Christian Winthers Flugten til Amerika, H.V. Kaalunds Fabler for Børn, Johan og Pietro Krohns Peters Jul og en række sange og salmer for børn, som alle i eftertiden har opnået klassikerstatus og er blevet fastholdt som sådan frem til i dag.

Betegnelsen guldalder er i nyere tid ofte blevet anfægtet, bl.a. af Jens Engberg, som i sin bog Dansk guldalder eller oprøret i tugt, rasp- og forbedringshuset i 1817 fra 1973 giver denne ironiske karakteristik af tiden:

"Paradiset lykkes det vel aldrig menneskene at skabe på jorden, men man var nær ved det i Danmark i den tid, der med rette kaldes guldalderen. Det var en tid, hvor menneskene færdedes blandt hverandre med rolig værdighed, med tilfredshed over deres kår, en tid hvor man forlod sig på Gud og sin næste, en tid uden jag, en menneskelig tid."

Men det er også en tid præget af omfattende fattigdom og massiv undertrykkelse, en ufrihedens periode for det store flertal af be folkningen, som selv børnelitteraturens biedermeieridyl ikke kan skjule. For den del af borgerskabet, som på mange måder drager fordel af og hytter sig under tidens magtforhold, er der dog også noget på spil. Der er i tiden – som litteraturforskeren Aage Jørgensen har formuleret det – en form for „fordækt seksualitet og fortrængt lidenskab” midt i Bøgens Fædreland; sådan hedder Aage Jørgensens bog fra 1999.

I det foregående kapitel om børnelitteraturen i Danmark 1820-80 er søgt skildret de store ændringer, der sker i opfattelsen af, hvad børnelitteratur og dermed også børn er. „Barnlighed er et Talent” er kapitlets overskrift med et citat af Adam Oehlenschläger, og dermed er barnligheden ikke blot en egenskab knyttet til barnet, men også til de voksne, som kan fastholde det barnlige som en dimension ind i voksenalderen, noget som ikke mindst H.C. Andersen kunne, ville og fortalte om.

Et paradoks i denne biedermeiertids børnelitteratur kan siges at være, at man på den ene side fastholdt, at børn var noget særligt og ikke blot ufærdige voksne, hvorfor de også skulle have deres egen litteratur, mens man på den anden side fremelskede en børnelitteratur, som både børn og voksne skulle have glæde af. De børnebøger, der blev udgivet, sigtede i vid udstrækning på at blive læst højt, og derfor måtte der også gerne med Andersens ord være noget for den voksne!

Andersen var dog ikke den første, der havde forfægtet dette synspunkt. Allerede i 1820 havde den norske lærer og forfatter Lyder Sagen (1777-1850) formuleret følgende kvalitetskrav til børnelitteraturen i Dansk Læsebog for Børn og Ungdom:

"Det er et Spørgsmaal, som vel fortjente at besvares, om nogen Bog kan være interessant og lærerig for Børn, som ikke tillige er det for Voksne.[…] Jeg tror det ikke."

Så tidligt formuleres altså det krav, som siden igen og igen er blevet gentaget af mange voksne kritikere, forskere og forfattere. I 1946 skrev kritikeren Christian Winther (1889-1974) således: „I Virkeligheden er det den bedste Prøvesten paa den gode Børnebog, om den gør indtryk på den Voksne,” mens forfatteren til Narnia-bøgerne, C.S. Lewis (1898-1963), har sagt det på denne måde: „I am almost inclined to set up as a canon that a children's story which is enjoyed only by children is a bad children's story.”

Hvad perioden 1820-80 angår, kan man stille spørgsmålet, om børnelitteratur er den rette betegnelse på den litteratur, som er præsenteret i det foregående? En bedre betegnelse er måske familielitteratur – den litteratur, man samledes om i familien, som Søren Kierkegaard så smukt-ironisk beskrev det: „Moderen grupperer sig mellem børnene med den mindste på armen og siger: hør nu kønt efter hvad jeres kære fader fortæller!”