Overgangen 1880-1918

I SLUTNINGEN AF 1800-TALLET og begyndelsen af 1900-tallet organiseres det danske samfund i stigende omfang, og befolkningen deler sig efter anskuelse. Enevælden er ophørt i 1848, den første grundlov er skabt i 1849, og i 1870'erne opstår først partiet Venstre og senere Socialdemokratiet ved siden af det allerede eksisterende Højre, som i 1915 tager navnet Det Konservative Folkeparti. Inden da, i 1905, er Det Radikale Venstre dannet efter en splittelse i Venstre. Først i 1901 indføres der parlamentarisme i Danmark efter længere tids politisk magtmisbrug af det regerende Højre.

Ikke alene dannes der politiske partier, som vi kender det i dag, og dengang med deres egne dagblade i så at sige hver eneste større by. Der dannes også fagforeninger fra og med 1870'erne. I 1896 organiserer arbejdsgiverne sig på landsplan i det, der senere får navnet Dansk Arbejdsgiverforening, mens arbejderne to år efter danner, hvad der bliver til LO. Efter en storlockout indgår parterne i 1899 septemberforliget, som fastlægger forholdene på arbejdsmarkedet. Ved forhandlingsbordet sidder pædagogen og politikeren Herman Trier. Ham vender vi tilbage til.

Det danske samfund fremstår nu velordnet, godt understøttet af den organisering af landbrugsproduktionen, der er sket i 1880'erne med oprettelse af de første andelsmejerier og -slagterier, i sampil med oprettelsen af de første brugsforeninger i samme periode. Åndslivet organiseres på landet bl.a. gennem folkehøjskolerne, som har været kendt siden 1840'erne, og i byerne af bl.a. fagbevægelsen. På skoleområdet har man siden 1855 kunnet dele sig efter anskuelse ved at oprette friskoler.

Med disse omfattende og generelt vellykkede forsøg på at skabe orden i samfundet og en acceptabel regulering af magtforholdene sker der imidlertid også en frisættelse af mennesket, som skaber usikkerhed. Man stiller det spørgsmål, hvad et menneske egentlig er. Allerede i midten af 1800-tallet fortæller Karl Marx historien om mennesket som socialt væsen, karakteriseret ved sin plads i produktionen. Charles Darwin fortæller om det biologiske menneske, karakteriseret ved sin plads i dyreriget, skabt gennem „naturlig udvælgelse”. Og filosoffen Ludwig Feuerbach minder sin samtid om, at det ikke er Gud, der har skabt mennesket, men mennesket, der har skabt Gud. Alt dette får, undertiden direkte, andre gange indirekte, betydning også for litteraturen, herunder børnelitteraturen.