Også før Kirkeordinansen var der blandt lutheranere fremtrædende folk, som fremhævede betydningen af skolegang, og vel at mærke ikke en skole, hvor eleverne blot skulle lære at læse for at stifte bekendtskab med de hellige skrifter. Den tidligere omtalte Christiern Pedersen skriver i „Om Børn at skikke til Studium og at skikke gode Skolemestre til dem” i 1530:

"Jeg siger for mig, at havde jeg Børn og formaaede at holde dem til Skole og Studium, da skulle de ikke alene lære Latin, men også andre Tungemaal og tillige Krøniker og Historier. De skulle ikke heller hermed lade sig nøje, men de skulle ogsaa lære vel at synge og at regne og aflægge Regnskab og at maale Dybde og Længde på Vand og Land. Og at forstaa sig paa Himlens Planeter og deres Løb."

Går vi tilbage til tiden før reformationen, nævnes den missionsskole, som Ansgar oprettede omkring 830 for 12 drenge, oftest som den første danske skole. Dengang og tusinde år frem til folkeskoleloven af 1814 var skolens væsentligste opgave fastlagt, nemlig at opdrage børnene til gode kristne og sikre rekrutteringen til kirkelige embeder.

I Europa kender man til klosterskoler fra 500-tallet; de første danske stammer fra omkring 1200. Hertil kommer katedralskoler, som lå i tilknytning til domkirkerne; her åbnede de første danske i 1100-tallet i Ribe, Roskilde og Viborg.

Reformationen indrettede sig med latinskoler i byerne. Den forberedende undervisning på landet tog degnene sig af, sådan som Palladius beskriver det i visitatsbogen. På latinskolerne, hvis vigtigste opgave som sagt var at uddanne kommende degne og præster, undervistes først og fremmest i kirkens skrifter, men også i fx grammatik, retorik og dialektik. Sproget var latin, som det var tilfældet overalt inden for kirke og administration i Europa.

Undervisningen på landet førte i 1500- og 1600-tallet til en del konflikter, fordi det på et tidligt tidspunkt blev besluttet, at de degne, som havde fast embede i sogne, som lå tæt ved byerne, skulle fratages en del af deres undervisning. Disse „sædedegnes” opgaver blev i stedet overdraget til latinskolernes ældste elever, som skulle rejse fra sogn til sogn og undervise og modtage betaling herfor; på den måde løste man i nogen grad peblingenes fattigdomsproblem. „Løbedegne” blev de kaldt og var langtfra populære, slet ikke hos de sædedegne, der nok fik lov til at sidde deres tid ud, men som måtte betale en afgift til løbedegnene, og der blev i en uendelighed klaget over dem. En af datidens smædeviser om løbedegnene giver et ganske godt billede af den folkelige opfattelse:

"Nu er der alle Vegne i SkoleGrothanser, som kunne drikke og boleOg bruge sig med Lystighed fri,Med Piber, Tromme og Symfoni,Positive og andet lystigt Spil.Mest tage de sig saadant til.De tør vel stundom i otte DageIkke en Bog i Haanden tage.Hos godt Øl og unge KvindeDer lade de dem snart finde."

Ordningen med løbedegne blev i 1683 forbudt med Danske Lov, men var i virkeligheden udbredt langt op i 1700-tallet.

Af Danske Lov fremgår det også, at der skal holdes skole:

"Skrive- og Regneskoler skal Øvrigheden i Købstæderne forordne og forsørge, og skal Forstanderne for samme Skoler og Sognepræsten have Indseende med, at Børnene i Guds sande Frygt oplæres. Skolemestrene skulle af Sognepræsten overhøres, førend dem saadanne Skoler betros. De skulle lade deres Discipler fremkomme for Præsten i Kirken og af hannem overhøres, naar den aarlige Visitats sker."

Dette følges dog ikke op af mere konkrete regler, fx om betaling af lærerløn og fremskaffelse af velegnede lokaler. Derfor bliver der meget stor forskel fra by til by og fra landsdel til landsdel på skoleordningerne.

I realiteten fungerede byskolerne i denne periode som private betalingsskoler, og der var mange forskellige former: læseskoler, pogeskoler, skrive- og regneskoler, sy- og kniplingeskoler. Ind imellem opstod der kompetencestridigheder, når såkaldte læsemestre tillod sig at lære eleverne at regne; det var regnemestrenes opgave.

De store forandringer skete i 1720'erne, hvor Frederik d. 4. på de godser, som skulle stille ryttere til rådighed for kongen, oprettede de såkaldte „rytterskoler”. 240 skoler blev det til, vel at mærke i nyindrettede og grundmurede skolebygninger med plads til en skolestue, en lærerbolig og ofte også en stald. Et nyt skolesyn var på vej, samtidig med at der var opstået et reelt behov for at uddanne embedsmænd til det voksende statsapparat.

De nye skoletanker havde ikke mindst rod i pietismen, tidens indflydelsesrige fromhedsbevægelse, hvor der blev lagt vægt på det personlige, følelsesmæssige gudsforhold og på en konkret fælles forståelse af forholdet til næsten, fx de fattige. Allerede i 1708 havde Danmark således fået en fattigdomslov, hvori det krævedes, at også fattige børn skulle møde op i kirken til undervisning om søndagen efter gudstjenesten eller på andre tidspunkter, hvor degnen tilbød katekisering. Blev man væk, straffedes det med bøde. I 1736 forpligtedes familierne til at lade deres børn konfirmere efter foregående undervisning. Og i 1739 indførtes der i realiteten undervisningspligt i Danmark, samtidig med at skolens fagkreds blev udvidet med geografi og historie. For tidligt skulle det vise sig, for de økonomiske konsekvenser var uoverskuelige. Godsejerne, som skulle afholde en del af udgifterne, protesterede, og allerede året efter modificeredes reglerne.

Men vi er for alvor på vej fra reformationens latinskole til en egentlig folkeskole. I 1775 styrkes de danskfaglige aktiviteter i skolerne, og i 1789 nedsættes Den Store Skolekommission, som skal forberede det, der bliver til folkeskoleloven af 1814, og som samtidig tager fat på lærernes uddannelse. På dette tidspunkt indrettes der flere skoler på fremsynede godsejeres initiativ. Vi er i det, som altid omtales som de store landboreformers periode, men i realiteten er der tale om en langt mere omfattende ændring af samfundet. Det handler ikke kun om nye ejerforhold og dyrkningsmetoder.

Noter

Christiern Pedersen-citatet er her taget fra Morten Bredsdorffs Læsestykker til den danske Folkeskoles historie (3. udg., 1964). I bogen findes flere tekster fra den tidlige skoledebat.

Det skal fremhæves, at Christian d. 2. så tidligt som i 1522 i sin gejstlige lov søgte at etablere grundlaget for en form for folkeskole. I lovens 5. og 126. kapitel gives anvisning på at holde skole. Loven trådte dog aldrig i kraft; kongen blev landsforvist i 1523. Uddrag af den gejstlige lov findes i Morten Bredsdoffs Læsestykker til den danske folkeskoles historie (1956, s. 14-15). En grundig gennemgang af den danske skoles historie findes i Joakim Larsens Den danske skoles historie i fire bind (1916, genudgivet 1984). Bind 1 handler om perioden frem til 1784.

Uddrag af skoleafsnittene fra Danske Lov fra 1683 findes i Læsestykker til den danske folkeskoles historie (se note ovenfor).

Vejviser

Værket Historien om børnelitteratur udkom i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Skolen frem til 1800.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig