En Visitatz Bog

En Visitatz Bog, 2. september 1537 blev de første danske lutherske bisper eller superintendenter, som de også blev kaldt, ordineret i Vor Frue Kirke i København, lige efter at den nye kirkeordinans var blevet underskrevet. Til stede var Luthers personlige udsending, Dr. Bugenhagen. Syv bisper blev det til, ingen af dem kendt i den større offentlighed, heller ikke den nye biskop over Sjælland, som i realiteten fik status af ærkebiskop, og som blev kongens nærmeste i kirkelige forhold. Hans navn var Peder Esbernsen (1503-1560), bedre kendt under det lærde navn Peder Palladius, hvis præcise oprindelse man ikke kender. Han var født i Ribe, havde i 1531-37 studeret i Wittenberg, hvor han endte som doktor med ring og hat efter tidens skik. Mindre end en måned senere rejste han sammen med omtalte Bugenhagen til København, og efter yderligere to måneder stod han så som rigets førstemand blandt biskopper og dermed også som landets mest fremtrædende folkeopdrager med ansvar ikke kun for kirkelige forhold, men også for bl.a. skole- og hospitalsvæsen. I sandhed en lynkarriere.

Peder Palladius var en flittig og nidkær mand, som tog den tilsynsforpligtelse, der fulgte med bispeembedet, meget alvorligt. Det lykkedes ham at besøge samtlige det sjællandske stifts 390 kirker i perioden 1538-43. Hvert eneste sted samlede han i kirkens kor præster, degne og menigheder og belærte dem om den lutherske tro og kirkens dagligliv.

På et tidspunkt omkring 1540 begyndte Palladius, formentlig efter opfordring, at nedskrive og samle disse belæringer i en bog, som dog ikke blev udgivet, men afskrevet i flere omgange, og som efter hans død forsvandt for først i 1866 at blive genfundet på Det kongelige Bibliotek. Bogen var En Visitatz Bog, som indeholder fem „bøger”, hver bestående af en lang række korte afsnit, som forholder sig til alt, der har med kirken og opdragelsen at gøre. Der er afsnit om kirkerummet, bl.a. særafsnit om kirkens tag, vinduer, gulv, stole, døbefond og alter, om både præsternes og degnenes opgaver og adfærd, bl.a. deres „gode og onde rygte”, om „ægteskabssager, horfolk, bolere og skørlevnedsfolk” og om troldkvinder. Læg dertil opfordringer til befolkningen om at gå i kirke, herunder til alters, og om at huske at tage børnene med.

Og så var der også et afsnit om at lade børnene komme til degnene og lære noget der og „En Formaning til Folket, at de sætte deres Børn i Skole”, dvs. de drenge, der klarede sig bedst hos degnen. Dermed levede Palladius op til det afsnit i kirkeordinansen fra 1537, som behandlede netop dette spørgsmål. Heri står:

"Vi ønsker: At der tilskikkes gode bequeme Skolemestre udi Købstederne og smaa Steder, hvilke med rette Skikkelighed kunne oplære Ungdommen udi alle Maader […] Derved lærer de den Kunst som kræves enten for at udbrede Guds Ære i Kristendommen eller til at opholde og bevare et godt civilt verdsligt Regimente."

I skoleafsnittet skriver Palladius bl.a.:

"Og hvilke smaa Drenge, som I fornemme, at de lære vel, og det løber i dem som bred Smør, hvad Degnen lærer dem, og de vil have Bog og vil til Skole, naar I spør dem ad, saa lader dem gærne komme til næste Købstad til Skole! Lejer Eder heller en liden Plovdreng saa længe […] Efter en Fjerdingaar kunde I spørge Skolemester til, om Eders Barn lærer noget; siger han „Nej,” da kunde I tage hannem hjem igen og gøre af hannem, hvad Gud haver forskikket af hannem; siger han „Ja, det er et godt Barn, han lærer vel, det var stor Synd at tage hannem fra Skolen,” da vare din Hud, om Du tager hannem derfra igen! Enten skal han snart dø bort, eller Du skal faa lidet godt af hannem. Aarsagen vil jeg sige dig: fordi at Du vil da nøde og tvinge dit Barn fra det, som han er født til af sin Moders Liv; og naar én bliver nødt og tvungen derfra, da bliver han til en Dagtyv […]; de bliver ikke alle Bønder, som er kommen af Bønder. Bønder er Guds gode Folk, naar de have Troen til Jesum Kristum; men der sidder tit paa en Bondekvindes Skød en dejlig liden Drengebarn, som vokser op og kommer til Skole og kan siden hjælpe en hel Hob Slægt indtil niende Knæ med Guds salige Ord og andre gode Raad. Saa at I kunde faa af Eders egne Børn til Sognepræster og til Sognedegne – det var jo Eders store Ære – desligeste til Borgmestre, Raadmænd, Skrivere etc., saa at en hel Slægt kunde hælde deres Hoved til en frommer Mand, som havde slidt sine Børnesko i Skole […]."

Hvis nogle forældre her kunne indvende, at de ikke havde råd til at sende et barn i skole, så havde Palladius straks et trøstende ord parat, for de behøvede slet ikke bruge mange penge på det, i hvert fald ikke til barnets kost. Barnet kunne nemlig, ligesom de andre peblinge, blot tigge rundt om i byen. Og det gjorde en endog meget stor del af peblingene faktisk, til stor fortrydelse for byens borgere, som havde dem rendende hele tiden. I Ribe drejede det sig om 700, i Roskilde om 900, ifølge Palladius' egen opgørelse. Men der er for mange, som vælger ikke at lade deres børn gå i skole, klager han, ligesom Bredal senere gør det i sin fortale til Børne Speigel, og tallet stiger tilsyneladende, for som Palladius skriver:

"Nu sidder der en Djævel ved den Ædelmands, Borgers og Bondes Hjærte og holder hannem derfra, at han skal ikke lade sit Drengebarn komme til skole, alligevel han formærker i Sandhed, at hans Barn er dertil udvalgt fra sin Moders Liv. Det gør den lede og skændige Djævel derfore, at man kan snarlig fattes dem, som forkynde skulde Guds Ord […]."

Herefter truer Palladius med at holde øje med sognenes degne. „Jeg skal føre to Regnskaber af hannem om Aaret,” skriver han. „Den ene hvorlunde han haver lært sine egne Peblinge her inden disse Døre, det er Eders unge Folk. Den anden, hvor mange dejlige Drengebørn han haver lokket til Skole her af Sognet.” Og det er slet ikke svært at fange børns interesse for skolen, for:

"[…] samme Børn er ligesom Aber; det skal man se om Sommer, naar det er blank Vejr, at Børn kan være ude, da sanke de dem til Hobe udi Gaderne hos deres Forældres Døre, og under Vinduer sætte de dem ned, og en ung liden Dreng gør sig til Kapellan og faar en Ris og læser for de andre, og de efter hannem. Saa skifter han smaa Stykker Brød eller smaa Stene blandt dem, det skal være Peberkager. Ligesom de se, at Kapellanen bærer sig ad i Kirken, saa gør de dem en Leg af paa Gaden […]."

Som det fremgår af ovenstående, sigter Palladius alene til drengebørn, fordi de kan bruge skolegangen til dens formål, nemlig at gøre dem til degne, præster, skrivere og måske endog borgmestre.

Har Palladius ret i, at der på dette tidspunkt har været flere hundrede peblinge i Ribe og Roskilde, store byer på den tid, så får han samtidig fortalt, at skolegang dengang var mere udbredt, end de fleste vel i dag forestiller sig. Og dermed var der nødvendigvis også en del bønder og borgere, som kunne læse.