Kirken og skolen

Reformationen og Martin Luther (1483-1546) hører sammen. Det er frem for nogen ham, der tager opgøret med den katolske kirke og formulerer det, som bliver protestantismens grundlag. Men han var ikke alene, og han var heller ikke den første, som kritiserede kirken. Op gennem middelalderen vendte flere sig imod pavekirkens magtfuldkommenhed og præsternes vellevned. Nogle så således en modsætning mellem evangeliernes fortælling om Jesu liv og det liv, som udfoldede sig inden for kirkens rammer. Et af resultaterne blev det fattigdomskrav, som nogle munkeordener underkastede sig. Samtidig var den pavekirkelige orden under pres, dels fra de verdslige magthavere som konger og fyrster, dels fra et mere og mere selvbevidst borgerskab i byerne. Læg dertil en betydelig utilfredshed blandt bønderne.

Modsætningerne inden for kirken kunne altså ikke reduceres til mere eller mindre spidsfindige teologiske uenigheder; der var mere på spil. Det handlede på samme tid om samfundenes politiske, kulturelle og sociale forhold. Det er da også typisk, at Luther hurtigt kastede sig ud i diskussioner om netop disse forhold.

I 1517 formulerer Luther sit 95-punkts angreb på den katolske kirkes afladshandel. I 1520 afbrænder han pavekirkens lovbøger. Og i 1521 bliver han så lyst i band af kirken og derefter erklæret fredløs af Rigsdagen i Worms. Det skal vise sig, at Luther har mange og magtfulde venner, som kan tage sig af ham, og som lader ham prædikere videre, samtidig med at han kaster sig ud i en sand raptus af skriverier. Luther ser måske bedre end nogen anden de muligheder, som udviklingen af bogtrykkerkunsten giver, når det drejer sig om at udbrede et budskab. Han skriver i de følgende år en lang række bøger og småskrifter, ligesom han oversætter først Det Nye Testamente og senere Det Gamle Testamente til tysk.

Hans budskab er klart: Mennesket kan ikke købe sig aflad eller retfærdiggøre sig over for Gud gennem gode gerninger. Der er kun troen og Guds tilgivelse. Har mennesker trang til godhed, kan de passende omsætte den i konkret handling, fx ved at hjælpe næsten. Og så er der ikke et særligt magtfuldt lag skudt ind mellem den enkelte og Gud. Det såkaldt „almindelige præstedømme” gælder, dvs. at vi alle kan tolke de evangeliske tekster. Dem, vi kalder præster, har til opgave at forkynde og passe deres arbejde med de kirkelige handlinger. Og så skal man i øvrigt give Gud, hvad Guds er, og kejseren, hvad kejserens er. Evangeliet skal ikke bruges til at retfærdiggøre oprør mod den verdslige magt i samfundet. Netop dette forhold skildrer Luther i sine to lære- og opdragelsesbøger, Den store Katekismus og Den lille Katekismus, som han skriver i slutningen af 1520'erne; den sidste er at betragte som en letlæsningsudgave for de enfoldige og børnene. Om det fjerde bud, som pålægger mennesket at ære sin fader og moder, skriver Luther bl.a.:

"Til dette bud hører også yderligere at tale om enhver lydighed mod øvrighedspersoner, som har fået til opgave at byde og at styre. Thi al anden øvrighed stammer fra og udvikles af forældremyndigheden. Når en fader ikke alene formår at opdrage sit barn, tager han en skolelærer til hjælp […] Ligeledes må han også have tjenestefolk, karle og piger under sig for at styre huset, således at alle, som man kalder herrer, er i forældrenes sted og må tage deres kraft og magt til at styre fra dem […] På samme måde har også romerne og andre folk fra gammel tid kaldt herrer og fruer i huset for patres et matres familiares, dvs. husfædre og husmødre. Ligeledes har de kaldt deres landsfyrster og de øverste herrer for patres patriæ, dvs. hele landets fædre. Det er til stor skam for os, som vil være kristne, når vi ikke kalder dem det samme eller i det mindste med ærbødighed anser dem for at være det."

At ære sin far og mor er altså også at ære sin skolelærer og andre øvrighedspersoner, inkl. landsfyrster. Det bliver netop disse landsfyrsters opgave efter reformationen af styre organiseringen af det kirkelige liv.

For Luther er der så sandelig meget andet end snævert teologi ske og kirkelige spørgsmål at tage stilling til. Som konsekvens af sin opfattelse af forholdet mellem det religiøse og det verdslige liv tager han entydigt parti imod oprørerne under Den Tyske Bondekrig i 1525 i skriftet Mod bøndernes røveriske og morderiske horder. Bønderne har netop i deres kampskrift De 12 artikler gjort det, Luther afviser, nemlig blandet kirkelige og verdslige krav, dvs. på én gang krævet fritagelse for skatter og ret til selv at udpege deres præster.

Luthers mange skrifter bevæger sig frem og tilbage mellem 1) helt praktiske anvisninger over 2) rabiate angreb på anderledes tænkende, bl.a. jøderne, til 3) diskussioner af grundlæggende filosofiske spørgsmål. Han er i høj grad, hvad man kunne kalde territoriebevidst. Ingen skal modsige ham. Det ser man for eksempel, da han går til angreb på Erasmus af Rotterdams skrift om den frie vilje, De libero arbitrio fra 1524. Året efter er Luther på banen med sit svar om den „trælbundne vilje”, De servo arbitrio. Mennesket har ikke, siger han, en fri vilje. Alt skyldes Gud.

Det, der sker med Luthers oprør og reformationen, er, at den tydeligere og tydeligere manifesterer sig som et sammenhængende tankesæt, en lære med sin egen ortodoksi: lutherdommen. De, der i samtiden så reformationen som en proces, der kunne indebære en frisættelse af individet, blev hurtigt belært om noget andet. „Sværmere” kaldte Luther dem.

Hvad Luther også tog sig tid til, var at forholde sig til skolen, opdragelsen og børns læsestof. Den lille Katekismus med dens letfatteligt svar på en række spørgsmål blev snart obligatorisk læsestof i skolerne, også i Danmark. Bogens lærdom blev den religiøse grundlærdom for børn og unge gennem generationer og mistede først for alvor fodfæste i skolen et godt stykke oppe i 1800-tallet.

For at understrege sin opfattelse af betydningen af at undervise børn udsendte han i 1530 sin „Prædiken om at man skal holde børn i skole” med dette budskab: „Hvis skrift og kunst gik til grunde, hvad bliver der da tilbage i det tyske land andet end en hoben vilde og vantro tartarer og tyrker, ja måske en svinestald og en flok skamløse vilde dyr?”

Samme år, altså 1530, kastede han sig ud i en gendigtning af Æsops fabler, fordi han fandt Steinhöwels meget udbredte udgave, den Christiern Pedersen oversatte til dansk, både skændig og sjofel. Det sidste var ikke helt usandt. Så helt og aldeles skadelig for børn anså Luther den for at være, at han besluttede sig til ikke alene at gendigte fablerne, men også at skrive et forord, hvori han fremhævede de originale fablers kvalitet og gav gode råd vedrørende deres brug. Han skriver bl.a.:

"Når man i dag skal sige sandheden om livet og verden, ved jeg heller ikke mange bøger, bortset fra Bibelen, som overgår denne i nyttighed, kunstfærdighed og visdom. Thi man finder her – for hvem der kan drage nytte deraf – i jævne ord og enkle fabler den ypperste visdom, formaning og belæring om, hvorledes man skal skikke sig i hjemmet, med øvrigheden og med undergivne, således at man på en klog måde kan leve fredeligt mellem denne falske verdens onde mennesker."

Man bemærker, at Luther igen bruger anledningen til at understrege forbindelsen mellem hjemmets og samfundets myndighedsudøvelse. Fablerne, som han i øvrigt ikke fik gjort færdige (de blev udgivet i 1557, altså efter hans død), så han i et udpræget didaktisk lys. Meningen er, siger han et sted i forordet, at faderen eller husbonden skal anskueliggøre dagligdagens problemer ved at læse en passende fabel for børn eller tyende, når situationen opstår, efterfulgt af en samtale, som skal klargøre, om budskabet er forstået.

Det er overalt tydeligt, at reformationen også rummer et pædagogisk projekt, vendt mod befolkningen som helhed og altså også børn. Der skal ske, hvad man kunne kalde en almindeliggørelse eller folkeliggørelse af kristen- og kirkelivet. Derfor skal der også prædikes på modersmålet i kirken.

Heller ikke i Danmark slog reformationen igennem fra den ene dag til den anden, selvom det gik stærkt. Lutherdommen bredte sig op gennem 1520'erne, hvor den vandt tilslutning i alle samfundslag, også hos Frederik d. 1., konge fra 1523. Nok gik han ikke selv formelt over til lutherdommen, men han provokerede i høj grad de hjemlige katolske bisper ved i 1526 at udnævne protestanten Hans Tavsen til kapellan i en situation, hvor denne stod anklaget for kætteri, ligesom han udstedte såkaldte „værnebreve” til beskyttelse af protestantiske prædikanter. Især i købstæderne bredte lutherdommen sig, og kongen forhindrede det på ingen måde. Malmø blev erklæret luthersk i 1529.

Det blev Frederik d. 1.s søn, Christian d. 3., som gjorde Danmark protestantisk, først ved at fængsle de katolske bisper og tage kirkejorden fra dem i 1536, dernæst ved at indføre en ny kirkeordning i 1537, så der kunne komme „Skik og Orden” på de kirkelige forhold. Lutherdommen vandt hurtigt udbredelse i Danmark, godt understøttet af nævnte kirkeordinans og den såkaldte visitatsordning, som betød, at biskopperne skulle besøge stiftets kirker. Denne kontrollerende ordning blev lovfæstet i Danske Lov i 1683 og omfattede også sognenes skoler, hvor tilsynet først blev ophævet i 1933.

Med til at understøtte protestantismen var dertil, at der allerede i 1569, året efter udgivelsen af Børne Speigel, blev udsendt en autoriseret dansk salmebog, Hans Thomesens (1532-1573) Den Danske Psalmebog, til kirkerne, hvor den – fordi det var en meget dyr bog at producere – skulle lænkes til degnestolen. Salmebogen, som forblev den autoriserede i 130 år, og som kom i adskillige oplag, indeholdt 268 salmer.