Modtagelsen

Et par måneder før udgivelse af de første eventyr skrev H.C. Andersen til Henriette Wulff: „Dernæst skrevet nogle Eventyr for Børn, om hvilke Ørsted siger, at naar Improvisatoren gjør mig berømt, gjør Eventyrene mig udødelig, de ere det meest fuldendte jeg har skrevet, men det synes jeg ikke.”

Ørsted stod ikke alene med sin fremsynede vurdering. Digteren Johan Ludvig Heiberg var også begejstret, hvad Andersen triumferende meddelte Ingemann i 1836: „[…] Heiberg erklærer disse [eventyrene] at staae høit over Improvisatoren og O.T., og at Eventyrene vil give mig det største Navn i vor Literatur fremfor Romanerne.”

Når det er magtpåliggende for Andersen at fortælle sin nære ven Ingemann dette, ikke bare i brevet her, men også i senere breve, skyldes det, at Ingemann var så skeptisk over for de første eventyr, at Andersen – da han fremsendte det andet hæfte til vennen – indledte brevet således: „Her sender jeg Dem det nye Hæfte af mine ”Eventyr„; gid De maa være mere tilfreds med disse, end de forrige, mange sætter disse, forunderlig nok, selv over Improvisatoren.”

En ting er vennerne, en anden tidens litterære kritik, og her var der ikke megen forståelse for eventyrene. Dansk Litteratur-Tidende bragte i 1836 en anmeldelse af de to første hæfter sammen med Christian Molbechs første Julegave for Børn fra 1835. Hvad der især blev harceleret over, var mundtligheden i sproget:

"Andersens Methode indeholder en Stræben efter at slaae ind paa den mundtlige Fortællings livligere og mindre ordnede Foredrag. Molbechs Foredrag er derimod i høieste Grad roligt og simpelt, og vi kunde ikke andet end give dette sidste Fortrinnet, ikke fordi A. i hiin Stræben er uheldig, men fordi vi mene, at det kun høist ufuldkomment kan realiseres."

En svaghed hos Andersen er også ifølge anmelderen, at eventyrene ikke „leilighedsviis afgive et moralsk Udbytte for Læseren”.

Det er den samme kritik, vi møder i tidsskriftet Dannora, ligeledes i 1836. Den anonyme anmelder hæfter sig ligesom Poul Martin Møller i dennes tidligere citerede essay (i Eventyret) ved „den Skade man maaske stifter ved at fylde Indbildningskraften med phantastiske Synsmaader”, og han fortsætter:

"I det mindste vil vist ingen paastaa, at Barnets Takt for Sømmelighed skærpes, naar det læser om en Prindsesse, der sovende rider, paa en Hunds Ryg, hen til en Soldat, som kysser hende, hvorefter hun selv, lysvaagen, fortæller denne smukke Tildragelse, som en 'underlig Drøm'; eller at dets Sans for Ærbarhed skærpes, naar det læser om en Bondekone, der i sin Mands Fraværelse sidder alene til Bords med Degnen, 'og hun skjænkede for ham og han stak paa Fisken (hvad er dette paa dansk?), for det var Noget han holdt af'; eller at dets Agtelse for Menneskers Liv skærpes, naar det læser Begivenheder, som at Store Claus slog sin Bedstemor, og Lille Claus ham ihjel, fortalt som om det havde været en Stud, der sloges for Panden. Eventyret om Prindsessen paa Ærten forekommer Anmelderen ikke blot udelikat, men endog uforsvarligt, for saa vidt Barnet deraf kan indsuge den falske Forestilling, at saa høj en Dame altid maa være skrækkelig ømskindet. [Gid] at den talentrige Digter, der har et høiere Kald, ikke fremdeles vil spilde sin Tid paa at skrive Æventyr for Børn."

Kritikken berørte Andersen meget dybt, og han vendte ofte tilbage til den, ligesom han gjorde med anden kritik nogle år senere fra bl.a. Søren Kirkegaard og Johan Ludvig Heiberg. „Formskærerlauget” kaldte han kredsen af kritikere, som ikke forstod ham, og værst af alle var Molbech, som han ikke alene blev sammenlignet med, men som selv tidligere i Maanedsskrift for Litteratur havde kritiseret Andersens eventyragtige fortælling „Dødningen” fra Digte (1830). Heri klagede Molbech over Andersens stil som værende „paataget og kunstlet”, præget af „søgt Pudserlighed” og med for meget „broget Stads”, for slet ikke at tale om de mange „stygge grammatiske Feil”; dette sagt af en mand, som i 1813 havde udgivet Dansk Haand-Ordbog til Retskrivnings og Sprogrigtigheds Fremme. Molbech opsummerer:

"[…] alt for ofte glemmer Forfatteren at det er et Eventyr han fortæller, at det barnlige og underfulde her skulde fremtræde i nøje Forening i en saa simpel og bramfri Fremstilling som muligt, uden at forstyrres af saadanne Bemærkninger, hvorved Forfatteren kun lader os vide, at han er belæst i Romaner og andre Digte […]."

H.C. Andersen svarer på den tidlige kritik i sin dagbog 27. marts 1834:

"Det burde være Critikkens Sag: med Kjærlighed til Kunsten at glæde sig ved det Gode og med en Art Smerte berøre det forfeilede, det Slette burde ganske forbigaaes, men hjemme sætter slig en kold Karl [det er Molbech, Andersen tænker på] der ikke har Gnist af lyrisk Følelse, sig for Arbeidet, vil have alt under sin Paryk, glæder sig kun naar han finder noget, han synes er slet."

Hvad der efter kritikkernes opfattelse er galt hos Andersen, er altså dels indholdet, som man finder smagløst og uegnet for børn, dels udtryksformen, hvor man – ligesom Johann Clemens Tode havde gjort det allerede i 1792 (se Det naturlige sprog) – tager afstand fra litterariseringen af den mundtlighed, man kender fra samværet mellem børn og voksne. Sagt med andre ord: Det er selve børnelitteraturens egenart, man diskuterer. For noget er sket i og med H.C Andersens eventyr. En helt ny børnelitteratur har set dagens lys. Intet vil fremover være som før.

Der er dog kritikere, også i Danmark, og især efter midten af 1800-tallet, som fremhæver, for ikke at sige hylder Andersen som eventyrdigter. En af dem er digterkollegaen Julius Chr. Gerson, til hvis børneblade Andersen leverer flere tekster. Gerson skriver i Skolen og Hjemmet i 1852:

"Læsningen af de i disse Aprildage udkomne Historier af H.C. Andersen er netop saadan Inderlighedens forfriskende Strøm, at man, naar man er færdig med den, og saa at sige kommer hjem til sin Sædvanes Huusdør, har Sang og Glæde i sit Hjerte."

Blandt dem, der tydeligst ser Andersens originalitet som eventyrdigter, er Georg Brandes. I sit essay om digteren fra 1870 skriver han:

"Konstruktionen, Ordstillingen i de enkelte Sætninger, den hele Ordning strider imod Syntaxens simpleste Regler. „Saaledes skriver man ikke.” Det er Sandt; men saaledes taler man. Til voxne Mennesker? Nej, men til Børn, og hvorfor skulde man ikke have Lov til at nedskrive Ordene i den Orden, i hvilken man siger dem til Børn? Man ombytter her den almindelige Norm med en anden; ikke det abstrakte Skriftsprogs Regler, men Barnets Fatte-Evne er det Bestemmende her; der er Methode i denne Uorden, som der er Methode i Barnets Sprogfejl. […] At erstatte det vedtagne Skriftsprog med det frie Talesprog, at ombytte den Voxnes stivere Udtryksmaade med den, Barnet bruger og forstaar, det bliver Øjemedet for Digteren i samme Øjeblik, han beslutter at fortælle „Eventyr for Børn”. […] Den, der skriftlig henvender sig til Barnet, maa altsaa forsøge at smelte det skiftende Tonefald, de pludselige Pavser, de beskrivende Haandbevægelser, den frygtindjagende Mine, det Omslaget bebudede Smil, Spøgen, Kjærtegnene og den Appel, der vækker den indslumrede Opmærksomhed, at smelte alt dette ind i Foredraget […]."

Og dermed får Brandes med udgangspunkt i Andersens fortællemåde som den første skitseret den børnelitterære poetik, som i nyere forskning går under fællesbetegnelsen adaptation, dvs. det forhold, at man tilpasser teksten til barnet og indskriver en barnelæser i værket.