Liv og digtning

H.C. Andersen var født i Odense. Det var her, han hentede den nævnte inspiration. Dels opsnappede han fortællinger rundt omkring i byen, dels lyttede han opmærksomt, når hans far fortalte eller læste højt.

Andersens barndom var fattig, noget han i høj grad selv understregede i sine tre erindringsværker, det første, Levnedsbog 1805-31, skrev han i en alder af kun 27 år. Det var vigtigt for Andersen at fastholde fortællingen om, at han – takket være forsynet og egen indsats – havde frigjort sig fra, hvad vi i dag ville kalde den sociale arv. Det er en fortælling, som vi også møder i flere af hans digteriske værker, bl.a. romanerne Kun en Spillemand (1837) og LykkePeer (1870) og – bedst kendt – eventyret „Den grimme Ælling” (1844), hvorom han i et brev til Georg Brandes 21. juli 1869 skrev, at det „er en Afspeiling af mit eget Liv”.

4. september 1819 rejste H.C. Andersen fra Odense til København, hvortil han ankom to dage senere. Målet var at blive sanger, skuespiller eller balletdanser, og han modtog da også undervisning i alle tre kunstarter, godt understøttet af bl.a. komponisten Weyse og lederen af syngeskolen Siboni. Da det ikke lykkedes ham at slå igennem som udøvende kunstner, forsøgte han sig tidligt som skabende med en række skuespil, som dog blev forkastet.

Det, Andersen fik at vide, da hans skuespil blev afvist, var, at han var „gandske blottet for Kundskaber”, og uden disse ville han ikke have nogen fremtid som digter. Men det var der en, som nu tog hånd om, nemlig Det Kongelige Teaters direktør Jonas Collin. Han udvirkede, at den unge mand fik et kongeligt legat, som betød, at han kunne modtage undervisning i Slagelse hos rektor Meisling. Det blev samtidig starten på det tætte venskab med Collinfamilien, som Andersen blev en del af; bl.a. fik han et meget nært, men også problemfyldt forhold til sønnen Edvard.

Tiden i „Plagelse”, som Andersen omdøbte byen, blev så langt fra nogen lykkelig tid, og bedre blev det ikke, da han blev tvunget til at følge Meisling til Helsingør, da denne fik embede i byen. Det var kæft, trit og retning i skoletiden og bl.a. børnepasning i fritiden, kombineret med et forbud mod at digte, som Andersen flere gange overtrådte.

I 1827 blev han udfriet og kunne tage tilbage til København, hvor han fik privattimer, og i 1828 kunne han så indstille sig til studentereksamen, efterfulgt af „andeneksamen” kaldet laud, i 1829.

I den følgende periode skrev H.C. Andersen bl.a. Fodreise fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager (1828), som blev en meget stor succes, og en række digte, skuespil og operalibrettoer, ligesom han foretog de første af sine mange udlandsrejser, nemlig til Harzen i 1831 og Italien i 1833-34; sidstnævnte rejse strakte sig over 14 måneder.

Det store gennembrud kom i 1835, hvor han fik udgivet sin første roman, Improvisatoren, og de første eventyr. I alt blev det til seks romaner; ud over de allerede nævnte var det O.T. (1836), De to Baronesser (1848) og At være eller ikke være (1857). Blandt hans kendteste digte, hvoraf flere er sat i musik, kan nævnes „Det døende Barn” (1828), „Hist, hvor Vejen slaar en Bugt” (1829), „Lille Viggo, vil Du ride Ranke?” (1832), „Jeg har en Angst” (1864, benævnt „psalme”), fædrelandssangene „I Danmark er jeg født”

(1850) og „Jylland mellem tvende Have” (1860) og julesangen „Barn Jesus i en Krybbe laae” (1833). Blandt hans værker var også rejseskildringer.

Eftertiden har i høj grad delt H.C. Andersens egen interesse for lige præcis H.C. Andersen, og der er nok skrevet mere om personen, end om digtningen. Især har man været optaget af hans særheder. Igen og igen fremhæves hans selvoptagethed og uselvstændighed. Blandt de foretrukne historier er den om, at han altid medbragte en rebstige i sin taske på sine rejser i tilfælde af brand, og at han, inden han gik i seng, skrev en seddel, hvorpå der stod: „Jeg er kun skindød”, af angst for at blive levende begravet – måske i virkeligheden ganske kloge dispositioner i en usikker verden?

Og helt nem var Andersen ikke. Han var typen, der blev inviteret til middag og blev i flere uger, hvad bl.a. den engelske digter Charles Dickens fik at opleve, og han bragte gerne sig selv i centrum, i de fleste tilfælde dog godt tilskyndet af de tilstedeværende børn og voksne, som elskede hans oplæsninger af nye og gamle eventyr.

Større end noget andet har interessen for han seksualliv dog været. Var han hetero-, homo-, bi- eller aseksuel? Eller klarede han blot sig selv, sådan som nogle kruseduller i hans dagbøger er udlagtsom bevis på? Hvad hans digtning, breve og dagbøger aldrig lader læseren i tvivl om, er, at han var et erotisk menneske; blot virkeliggjorde eller ikke-virkeliggjorde han altså dette erotiske på en måde, som dårligt kan rummes inden for rammerne af den så sexoptagede eftertids normalitetsbegreb.

Hvad man ofte overser, er, at H.C. Andersen også var en meget modig mand. Han rejste som sagt rundt i Europa, nogle gange sammen med en enkelt anden, nogle gange alene. 29 rejser blev det til; i alt ni år tilbragte han uden for Danmark. Og rejserne foregik i et uroligt Europa med revolutioner og krige, ligesom farlige epidemier truede. Alligevel nåede Andersen til både Spanien, Portugal og Tyrkiet, lande hvis sprog han ikke talte. Transportmidlet var ofte den langt fra komfortable postvogn, som også havde bragt ham fra Odense til København. Var muligheden der for togtransport, nød han det, begejstret som han var for nye teknologiske landvindinger; skibstransport var han derimod mere skeptisk overfor, selvom han foretog rejser til England. Trods flere opfordringer valgte han at takke nej til en Amerikarejse, nok mest på grund af hans meget gode veninde Henriette Wulffs tragiske død; hun omkom ved et skibsforlis på Atlanten i 1858.

At H.C. Andersen var modig, kombineret med en udtalt sarthed, viser også den måde, han skrev på, især gælder det eventyrene. Ingen havde før skrevet for børn, som han gjorde. Ingen havde i den grad formået at integrere børns eget sprog i en digterisk helhed. Det var tidens toneangivende kritikere langt fra begejstrede for, men Andersen holdt fast. 27. marts 1834 skriver han i sin dagbog:

"Lad mig følge min Natur; hvorfor skal jeg gaae i et Trav som er Mode, slentrede jeg i min Gang saa er den dog naturlig. Fordi han [det er kritikeren Molbech] ikke finder sine Nødder paa mit Træ men Æbler, er Træet derfor ikke at foragte."

Ordet „barnlig” blev tidligt hæftet på Andersen og med rette. Selv skrev han herom i et brev 10. februar 1834: „Min Barnlighed? Den paastaar jeg er en Lykke; Gid jeg kunne bevare den.”