Magazin for Børn

I 1756 udkom i London første del af det fransksprogede Magasin des Enfans med undertitlen „Ou Dialogues entre une sage Gouvernante et plusieurs de ses Elèves de la premiere Distinction”. Hurtigt efter udkom magasinet – ligeledes på fransk – i bl.a. Haag, Amsterdam, Wien, Frankfurt, Paris, Stockholm og København, ligesom det blev oversat til sprog som tysk, svensk og dansk. Dertil kom, især efter 1770, flere bøger fordelt over det meste af Europa, som hentede inspiration i værket.

Forfatteren var den franskfødte guvernante Jeanne-Marie le Prince de Beaumont, oftest blot omtalt som Madame de Beaumont, selv mor til seks børn, bosiddende i London, indtil hun som ældre vendte tilbage Frankrig. Ud over dette magasin skrev hun omkring 70 børnelitterære værker og en bog om opdragelse.

Den dansksprogede udgave udkom i 1763-64 i fire dele med titlen Magazin for Børn. Oversætteren var Johan Christian Schønheyder (1742-1803), dengang teologisk kandidat, fra 1788 biskop i Trondhjem, også kendt som digteren Johannes Ewalds formynder. Schønheyder gør i sit „Tilskrift til mine unge Læserinder” meget ud af at understrege, at „Den tydske Oversættelse har jeg havt ved Haanden, men jeg har ikke brugt den; Min Oversættelse er efter den franske Original.” En typisk tilføjelse i tiden, fordi en stor del af de danske udgaver af franske og engelske værker, som tidligere anført, tog udgangspunkt i tyske oversættelser.

Hvor originalværkets hovedpersoner bærer navne, som karakteriserer dem, fx Mlle Bonne, Lady Sensée, Lady Spirituelle og Lady Tempête, har Schønheyder ændret disse til almindelige navne, fx Clementine og Henriette, for – som han siger – „kunne man vel finde det smukt, at læse om Mams. God, Fr. Forstandig, Fr. Sindig, Fr. Barnagtig, Fr. Uveir?”. Det skal få år senere vise sig, at netop den slags navne sagtens kan bruges i også danske børnebøger.

Værket, som alene har piger som målgruppe, består af en blanding af små artikler om geografi, historie og religion, i den danske udgave tilpasset danske forhold, og af fortællinger og eventyr, det hele vævet ind i dialoger, sådan som det blev mere og mere almindeligt i børnelitteraturen i sidste halvdel af 1700-tallet. Det er tydeligt, at man nu anvender en dobbeltstrategi over for børnene. Den formodet sure og kedelige lærdom skal glide ned ved hjælp af spændende fortællinger. Schønheyder fremhæver dog, at eventyrenes „Hensigt er altid at anprise en Dyd, eller afskrække fra en Lyde. Personerne […] er altid Exempler enten paa det ene alle paa det andet.” Læserne „maa ikkun bestandig erindre sig, at alt dette er alene opdigtet for at fornøie, og at de ikke ere virkelig til, men alene at finde i Eventyr.”

Hos Beaumont består underholdningen i overvejende grad af eksempler på de såkaldte feeventyr, contes de fées, også kaldet kimærefortællinger, på engelsk omtalt som „fairy tales with a purpose”. I alt tretten eventyr bruger hun, flere hentet fra Charles Perraults (1628-1703) i 1697 udgivne Contes de Ma Mere l'Oye, på dansk „Gåsemors eventyr”. Feeventyrene, som har deres rod i en orientalsk tradition, foregår i en ikke nærmere bestemt fortid befolket af gode og onde feer, som fremmer eller bekæmper det gode i tilværelsen. Læg dertil drager, hekse og trolde, som helten i nogle tilfælde skal besejre for at nå sit mål. Hele handlingen foregår altså i et magisk univers i modsætning til, hvad der er tilfældet i de såkaldte fantastiske fortællinger, bl.a. skrevet af tyskeren E.T.A. Hoffmann (1776-1822), hvori der typisk finder et møde sted mellem en realverden og en magisk verden.

Det kendteste af eventyrene i Magazin for Børn er „Skiønheden og Bæstet”, som Beaumont har lånt fra en udgave af Gabrielle Susanne Bardot de Villeneuve fra 1740. Det er senere blevet gendigtet af adskillige forfattere og omsat til en lang række andre medier. Hos Beaumont afsluttes selve eventyret vanen tro med en samtale mellem de børn, som bogens guvernante tænkes at læse højt for:

"Fr. HenrietteJeg kunde sidde, og høre en heel Uge igiennem paa Dem, uden at Tiden skulle blive mig lang. Jeg elsker denne Skiønhed meget høit; men mig synes, at hvis jeg havde været i hendes Sted, jeg havde ikke giftet mig med Bæstet; det var alt for fælt.Fr. ClementineMen, min Frøken, det havde et saa godt Hierte, at De dog umuelig havde kunnet lade det døe af Sorrig, allerhelst da det havde giort Dem saa meget Godt.Fr. HenrietteJeg havde sagt, ligesom Skiønheden i Førstningen: jeg vil være Deres Veninde; men Deres Kone vil jeg ikke blive.Fr. MarieJeg for min Deel, jeg var saa forskrækkelig bange for Bæstet. Jeg havde stedse været i Frygt, at det skulle æde mig.Fr. MiekeJeg tænker paa. Jeg havde vænt mig til at see det, ligesom Skiønheden. Papa fik for nogen Tid en lille sort Dreng i sin Tieneste. Jeg var i det første saa bange for ham, at jeg krøb i Skiul, saasnart han kom ind, han forekom mig langt fælere end et Bæst. Tid efter anden er jeg blevet vant til ham. Nu løfter han mig endogsaa i Vognen, naar vi kiøre ud; og jeg tænker ikke engang paa hans Ansigt."

Det skal tilføjes, at der rundt om i Europa på denne tid dukker en del magasiner for børn op, nogle inspireret af Magasin des Enfans. I Tyskland kommer således Christian Felix Weisses (1726-1804) ugeblad Der Kinderfreund i perioden 1775-82. Johannes Ewald nåede at oversætte flere af disse til dansk, i omfang svarende til fem-seks numre, formentlig inspireret af omtalte Johan Christian Schønheyder, men de blev ikke udgivet.

I 1793 udgives i Holsten grevinde Julie Reventslows (1763-1816) Kinderfreuden oder Schulunterricht in Gesprachen. Heri er dog størstedelen af det mere underholdende stof forsvundet. Eeventyrene med deres fascinationskraft er erstattet af tungt moraliserende lærestykker. Tilbage er „Leitfaden zum Unterrricht”; det er med andre ord mere en skolebog, men den er i hele sin opbygning og brug af virkemidler, bl.a. samtalerne med børn, umiskendeligt i familie med Magasin des Enfants. Peder Nicolai Nyegaard (1745-99) oversatte i 1796 dele af Reventlows bog til dansk med titlen Børneglæder eller Skole-underviisning i Samtaler.