Aandelig Exempel-Bog

Den engelske præst James Janeway (1636-74) udgav i 1671-72 Token for Children i to bind. Den vandt stor udbredelse også uden for England, bl.a. i Danmark, hvortil den kom i 1729 med titlen En liden aandelig Exempel-Bog for Børn, Det er, En udførlig Beretning om adskillige smaa Børns Omvendelse, hellige og exemplariske Levnet, samt glædelige Død. Det fremgår af titelbladet på bogen, at den skal være skrevet af Jacob Janneway, og at den er oversat „af det tydske til det danske Tungemaal”, dvs. fra en tysk udgave, hvorfra fejlskrivningen af forfatternavnet også stammer. Det var på dette tidspunkt helt almindeligt, at bøger blev oversat til dansk via tysk. På titelbladet er i øvrigt angivet, at bogen er udgivet „I Haab til nogen Nytte der af, men i Særdeleshed til mange Gamles Beskæmmelse, til Opmuntring at efterfølge og til Beviisning paa at den giørlige Christendom er muelig, Gamle og Unge til Tieneste”. Bogen udkom i flere danske oplag, senest i 1836; det blev en klassiker i tiden. Dens små historier optrådte ofte i tekstsamlinger for børn.

Aandelig Exempel-Bog består af femten historier (to mere end i originaludgaven), hvori der berettes om børn, som dør, men „glædeligt”, fordi de gives et evigt liv hos Gud. Bogen er forsynet med to „Fortaler”, den første henvendt til „alle Forældre, Skolemestere og Læremesterinder, samt alle dem, som paa nogen Maade har Haand i med Ungdommens Opdragelse”, det andet til børnene, kaldet „Mine kiære Lam”. I første fortale appelleres der voldsomt og i en aggressiv tone til de voksne om at redde børnene, mens tid er, sådan som Gud har befalet det i Biblen: „Staaer her ikke tydelig, hvad Eders Pligt er? Og tør I vel forsømme saa klar en Befaling? Ere da Eders anbetroede Børns Siæle intet værd? Seer I det gierne, at de skal blive Helved-brande? Er det Eder lige meget, enten de blive fordømte eller salige? Skal Dievelen løbe bort med dem, uden at I engang skriger efter ham?”

Børnenes fortale indledes ikke mindre patetisk: „Her kand I faae at see, hvad andre velartede Børn har giort, og merke hvorledes de i en hellig Eensomhed har grædt og bedet; hvor alvorlig have de dog skreget til Gud deres Herre, at de maatte have deel i den Herre Jesu […]”. Bogen afsluttes med et tillæg med „bibelske Exempler paa fromme Børn” og nogle bønner og såkaldte „Suk”, bl.a. „Et lille Aften-Suk”:

"O Jesu! min Siæls trofaste Brudgom, bevare mig ogsaa naadelig denne Nat, og see ikke til mine Synders Mangfoldighed; thi for sig er intet Menniske retfærdigt; og meest forlad mig de skiulte Brøst, og lad Dievelen, som stedse gaaer omkring som en brølende Løve, og søger at opsluge os, ikke naae til min Siæl, Amen! Amen!"

Hver af de femten historier indledes med en kort sammenfatning, fx „Om et lidet Pige Barn, som imellem hendes Alders 9de og 10de Aar blev herligen omvendt; saa og om hendes Levnet og Død” og „Om et Barn som havde en forunderlig Kierlighed til hellige og gudelige Ting, da det var kun imellem to og tre Aar gammel; med en kort Beretning om dets Levnet og Død”. Efter sammenfatningerne fortælles historierne så fordelt på 20-30 korte, nummererede afsnit. Som det fremgår, fortælles der om både ganske små og noget større børn.

Et typisk eksempel er den syvende historie om „et ugudeligt berygtet Barn”. Det indledes således: „Et meget fattigt Barn i det Kirkesogn Newtington-Butts, kom i en meget ynkelig Tilstand, at betle for én af mine gode Venners Dør, saa slem og skidden, at én maatte af Væmmelse have spyet, naar man saae ham.” Vennen tager sig af barnet med „det Fortsæt, at opdrage ham i den Herre Christo til Ære”. Det er imidletid ikke let, for drengen er trods sin unge alder „i slem ondskab” og render, så snart han får mulighed for det „i fuld spring til Helvede”. Vennens omsorg medvirker imidlertid til at omvende drengen, som nu gennemlever svare sjælekvaler på grund af sit tidligere levned. Gennem en meget omstændelig beskrivelse af hans udvikling, fyldt med gråd og pinsler, oplyses læseren om, at det lykkes drengen at finde Gud og få tilgivelse, hvorefter han kan „hensove” i fred „ikke meget over 9 Aar gammel”.

Janeway inspirerede mange til lignende bøger, hvoraf nogle også vandt udbredelse i Danmark. Det gælder bl.a. den tyske pietistiske præst Johan Jacob Rambachs Erbauliches Handbüchlein fur Kinder fra 1734, som kom på dansk i 1740, oversat af skolemesteren Peder Hjort, som også har „formeeret” en lille fortale, og med titlen Opbyggelig Haand-Bog for Børn. I det hele taget understøttedes udbredelsen af denne type følsomme beretninger om børns gudsforhold af pietismen med dens læggen vægt på omvendelse og det meget personlige gudsforhold. Rambachs bog indeholder bl.a. en lang række „Exempler”, fx „paa smaa saa og fremvoxene Børn, som for Christi Skyld ere martrede og pinte”.

Man kan – som det er antydet i og med omtalen af disse bøger – i 1600- og 1700-tallet tale om en sand dødskult i børnelitteraturen, hvor børnene vel at mærke ikke fremstilles som ofre, men tværtimod som de, der efter gennemlevet lidelse føres op til Gud og den højest tænkelige lykke.