Robinson Kruso

Joachim Heinrich Campe (1746-1818) skrev ligesom Comenius og Beaumont opdragelsesværker, men er i dag nok mest kendt som forfatteren til Robinson der Jungere fra 1779, også med titlen Robinson Kruso. Romanen bygger på den engelske forfatter Daniel Defoes (1660-1731) Robinson Crusoe fra 1719, men er her bearbejdet for børn og unge og med en bestemt pædagogisk hensigt. Markant er det således, at handlingen er bygget ind i en ramme, hvor en far, siddende under æbletræet, efter hvert kapitel diskuterer historiens indhold med sine børn, både drenge og piger. Bogen blev i 1784-85 oversat til dansk af teaterdirektøren Gottsche Hans Olsen (1760-1829). Titlen blev Robinson den Yngre, til behagelig og nyttig Underholdning for Børn. De indlagte samtaler blev fjernet i den danske 1828-udgave. Senere er kommet flere danske udgaver, også letlæsningsudgaver og specialudgaver for mindre børn, fx Robinson for de mindste (1926). Tendensen har i nyere tid været, at Defoes originalværk igen danner grundlag for de fleste oversættelser, også når der er tale om forkortede og på anden måde bearbejdede udgaver rettet mod børn.

Campe hører til blandt tidens filantropister (se Filantroperne) og reformpædagoger og oprettede selv i 1777 en skole, hvor han praktiserede sine opdragelsesmetoder. I 1786 overtog han ledelsen af hertugdømmet Brandenburgs skolevæsen, en stilling som han imidlertid måtte trække sig fra på grund af de lokale præsters modstand. Ligesom andre af tidens filantropister ønskede han nemlig skolen selvstændiggjort og dermed også løsrevet fra kirken.

Campe er i sit pædagogiske virke og i Robinson-bogen tydeligt inspireret af Jean-Jacques Rousseau. I bogens forord tager han således udgangspunkt i Rousseaus opfordring i opdragelsesværket Émile ou de l'Education fra 1762 til, at man lader børn møde Robinson Crusoe-fortællingen, men Campe fastholder samtidig fornuftens, nyttens og dydighedens princip.

Det skal understreges, at Robinson der Jungere ikke er det samme værk som Defoes Robinson Crusoe. De mere eventyrlige og samfundskritiske elementer, man kan finde i originalværket, er stort set skåret væk, og tilbage er selve ensomheden og livet på øen. Målet er at vise, hvordan det lykkes Robinson ved hjælp af sin opfindsomhed og de ting, han har taget med sig fra skibet, at skabe en tilværelse på øen. Også hans hjælpsomhed over for Fredag understreges, ligesom fraværet af et fællesskab med andre tillægges stor betydning. Alt i alt er det – i forhold til Defoes værk – blevet en kedelig og lidenskabsløs fortælling, båret af en usentimental nøgternhed og alt for tydeligt styret af sin pædagogiske hensigt, som selvfølgelig ikke mindst markeres i de indlagte samtaler.

Et typisk eksempel på en opklarende og belærende samtale finder vi efter det kapitel, hvor Robinson har reddet Fredag, da denne stikker af fra de kannibaler, som forbereder at lave et måltid af ham. Robinson dræber i den forbindelse nogle af forfølgerne. Det får den lille Lotte til straks efter kapitlets afslutning at udbryde „Men nu var Robinson jo blevet en morder, far?” Og dermed er emnet for den efterfølgende diskussion præsenteret:

"Frits: Åh, det var jo kun vilde, som han havde slået ihjel: det gør intet!Lotte: Ja, men det var dog mennesker.Faren: Det var de, Frits; og enten de var vilde eller civiliserede, gør intet til sagen her. Men spørgsmålet er kun, om han havde ret til at dræbe disse ulykkelige? Hvad mener du, Johannes?Johannes: Jeg tror, at han havde ret dertil.Faren: Og hvorfor?Johannes: Fordi de var sådanne umennesker, og fordi de ellers ville have dræbt den anden stakkels vilde, som sagtens ikke havde gjort dem noget ondt.Faren: Men hvoraf kunne Robinson vide det? Måske havde denne fortjent at dø. Måske var de, som forfulgte ham, retfærdighedens tjenere, som havde fået befaling dertil af deres overhoved. Og hvem havde endeligt sat Robinson til dommer over dem?Nicolai: Ja, men når han ikke havde fået dræbt dem, ville de have fået hans borg at se, og så havde de igen fortalt det til de andre…Gottlieb: Og så var de kommet alle sammen og havde dræbt den stakkels Robinson selv.Frits: Og spist ham oven i købet!Faren: Nu er I på rette punkt; han måtte gøre det for sin egen sikkerheds skyld; ganske rigtigt! Men er man berettiget til at dræbe en anden for at frelse sit eget liv?Alle: Oh ja!Faren: Hvorfor det?Johannes: Fordi Gud vil, at vi skal bevare vort liv, så længe det er os muligt. Når en anden derfor vil dræbe os, må det vel også være ret at dræbe ham først, for at han skal lade det være."

Defoes Robinson Crusoe satte i gang i en hel bølge af robinsonfortællinger. Mange lande fik hver deres nationale Robinson, og børnene fik – som det ses hos Campe – også deres udgaver. I 1800-tallet kom også kollektive robinsonader for børn til, dvs. romaner med flere personer, som efterlades på en øde ø, fx Jules Vernes To års ferie (dansk udg. 1882), og halvrobinsonader, dvs. fortællinger, som foregår i ødemarken, bl.a. Captain Marryats Nybyggerne i Canada (dansk udg. 1846).

Blandt de omtalte nationale robinson-fortællinger kan nævnes to danske, den på tysk udgivne Der Dänische Robinson oder die Reisen Niels Rygaards, eines gebohrnen Jutlanders fra 1759 (uden forfatternavn, men muligvis skrevet af en P.G. Fleischer) og Adam Oehlenschlägers Øen i Sydhavet fra 1824-25.