Lorenz Frølich

Hvorledes Dagen gaaer for Lille Lise af Lorenz Frølich (1820-1909) omtales ofte som den første moderne, danske billedbog. Den findes i to udgaver, den første fra 1863 med tekst af P.J. Stahl, og den anden fra 1889 med tekst af Ernst von der Recke.

Den første udgave med undertitlen „fortalt af en Fader” var udkommet i Paris, hvor Frølich boede, og bag forfatternavnet Stahl stod den legendariske forlægger Pierre-Jules Hetzel (1814-86). I forordet til La journée de Mlle Lili, som bogen hedder på fransk, skriver Hetzel:

"Naar man tager disse Blade i Haanden, vil man maaske spørge, „er det en Bog, et Album eller en lille uskyldig Historie”? Jeg veed ikke hvad det er, men det er forekommet mig saa nydeligt, at jeg har tænkt, at det, som i saa høi Grad har behaget mig, maaske ogsaa kunde behage andre lidt."

Til de indledende genreovervejelser skal her tilføjes, at den danske oversætter har overført ordet „Album” direkte fra fransk, hvor ordet betyder „billedbog”.

Hertzel fortæller derefter tilblivelseshistorien: Frølich havde i marginen på en billedbog tegnet en række billeder af sin lille datter Lise i forskellige dagligdags situationer:

"Jeg bemægtigede mig disse Tegninger; jeg har blot villet tilføie et par Ord, et Slags Oversættelse til de smukke smaa Billeder, som jeg havde liggende foran mig, og saaledes kom de frem."

Vi følger den lille Lise i tyve scener, fra hun vågner om morgenen, til hun lægges i seng om aftenen. Hver side, som i en ramme har en tegning og en ganske kort tekst, rummer en scene. Efter at hun har indtaget sin morgenmad, sætter hun sig og læser bøger, hvilket giver Hertzel lejlighed til – ved brug af Lises synsvinkel – at propagandere for billedbogen: „Hvorfor sætte Boghandlerne ogsaa Andet end Billeder i Bøgerne”.

I det hele taget er det bemærkelsesværdigt, at vi ser verden med Lises øjne. Da hun sendes af sted til faren for at give ham en besked, har han svært ved at forstå hende, hvilket afføder denne kommentar: „En Fader skulde altid strax forstaa, hvad man siger” (bru gen af „man” i stedet for „børn” viser, at det er Lises synsvinkel). Og da hun får lov til at spille på klaveret, bemærkes det, at „Lille Lise kan næsten gjøre ligesaa stærk Støi som Moder”.

Det er barnet og dets synsvinkel, som gennem hele bogen er i centrum, dog ofte med en svag ironisk distance, som mest synes at være rettet mod den voksne (højt)læser, fx da moren går ud for at handle, og den Lille Lise derhjemme prøver at få adgang til kommodeskuffen, hvori sukkeret opbevares, og dermed „ogsaa at giøre sit Indkøb”. En særlig Frølich-vinkel på datterens aktiviteter har vi, hvor Lille Lise i farens fravær maler „paa Faders Malerier med sin Finger. Fader vil blive glad, naar han ser det, for lille Lise er en stor Kunstner”. Også her markeres synsvinklen i det sproglige, hvor der står „Fader” og ikke „Faderen”.

Første udgave af Hvorledes Dagen gaaer for Lille Lise blev i Danmark udgivet op til jul som en „Julegave for Børn”, hvilket tydeligt er markeret på forsiden. Om julegaver, se Julehæfter og julegaver.

Lorenz Frølich modtog allerede som 13-årig undervisning i at male. Blandt lærerne var Christen Købke og C.W. Eckersberg, og blandt vennerne J.Th. Lundbye og P.C. Skovgaard. Sine første billeder udstillede han, inden han blev 20 år, og han fortsatte frem til sin død med at male, ofte historisk-nationale motiver. Det blev dog som illustrator han opnåede anerkendelse og ikke mindst for sine omkring 100 børnebøger, der for langt de flestes vedkommende blev udgivet i Frankrig, hvor han med korte afbrydelser boede i 1851-75. Frølich opholdt sig i det hele taget en del i udlandet, også i Tyskland og Italien.

Frølich var inspireret af to af tidens store tyske illustratorer, Otto Speckter (1807-71), som han havde mødt allerede som 15-årig, og Ludvig Richter (1803-84); blandt disses kendteste værker er også børnebøger. I Frankrig blev Frølich gennem sin store produktion selve indbegrebet af en børnebogsillustrator, og langt op i 1900-tallet omtalte man her stadig en billedbog som „un Froehlich”. Stor succes havde han med sine egne Bébé-bøger, bl.a. Bébé aux bains de mer (1863), og Lili-bøger, ud over den allerede omtalte bl.a. Alphabet de Mlle Lili (1865), og med sine illustrationer til først Comtesse de Ségurs og senere La Fontaines fabelsamlinger, henholdsvis i 1865 og 1866. Kun to af Frølichs mange billedbøger er – ud over de to Lille Lise-udgaver – oversat til dansk, nemlig Lækkermundenes Land (1902) og Tante Solskin (1904).

Efter at være kommet tilbage til Danmark og efter at have mistet sin første kone, giftede han sig igen i 1878 og fik tre børn, bl.a. i 1886 den lille Karen, som han nu omtegnede sin første Lille Lisebog til. Den udkom i 1889 med den samme titel som den første bog, men med Ernst von der Recke som forfatter til en versificeret tekst. Von der Recke (1848-1933) skrev flere digtsamlinger, men blev mest kendt for sine bøger om verslære og folkeviser, og for sin deltagelse i debatten om retskrivning. Han skrev bl.a. afhandlingen Store og Smaa Bogstaver i 1888.

Fra den første udgave af Hvorledes Dagen gaaer for Lille Lise er bibeholdt en del af scenerne, men der er nu tale om farvelitografier, og den enkelte bogside er bygget op på en helt anden måde: Inden for en ramme er øverst en scene fra Lille Lises dagligdag og nedenunder en supplerende, ofte humoristisk eller ligefrem grotesk billedkommentar til von der Reckes tekst, ligeledes indrammet.

Bogscenen fra førsteudgaven er ændret. Lise sidder stadig og læser i en bog, men teksten lyder:

"Det er flinkt, som Lise kan læse AltI Bogen, hvad hun har hørt fortalt;Af Bogstaver kjender hun vel kun faa;Men hun kan jo udenad, hvad der skal staae.Saa gjør det kun Lidt, selv om Bogen er fransk,For Lise læser den nu paa Dansk."

Nederst på siden ses en gruppe papegøjer, som understreger, at Lille Lise eftersnakker og ikke selv læser.

Andenudgaven af Hvorledes Dagen gaaer for Lille Lise er genoptrykt helt op til vor tid og har dermed fået klassikerstatus, ligesom det er tilfældet med Frølichs illustrationer til en del af H.C. Andersens eventyr.

Det var faktisk Frølich, der lavede den første danske illustration til et H.C. Andersen-eventyr, nemlig „Hyldemor” i 1845, og det var da også ham, Andersen i 1846 bad om at illustrere den tyske udgave i et bind, som var under forberedelse til udgivelse i 1848. Frølich, som på dette tidspunkt var i Rom, sagde nej tak, og opgaven blev i stedet overgivet til den jævnaldrende Vilhelm Pedersen. Først i 1867 udkom Andersen-eventyr med Frølichs tegninger, nemlig Femten Eventyr og Historier, som Andersen var noget skeptisk overfor. Som han skriver i et brev til Frølich, i øvrigt vedlagt en negativ anmeldelse af bogen: „Lægfolk fremhæve, at der er noget Fremmed, noget ikke Dansk, i flere af Billederne.”

Andersens brev sårede Frølich, som svarede Andersen, at spørgsmålet var, om „jeg har opfattet Aanden i Deres Fortælling”. I de følgende år bliver det dog til adskillige illustrationer af Frølich på Andersens foranledning, ikke mindst gælder det de mange tegninger til tre bind med Nye Eventyr og Historier 1870-74.

Op gennem 1900-tallet udkom adskillige bøger med samtlige eller udvalgte H.C. Andersen-eventyr, ofte med en blanding af Lorenz Frølichs og Vilhelm Pedersens tegninger, bl.a. Hans Brix' meget udbredte H.C. Andersens eventyr i Udvalg, udgivet i et førsteoplag på 40.000 eksemplarer i 1943.

Vilhelm Pedersen (1820-59) var, da han fik til opgave at illustrere den tyske Andersen-udgave, en ganske ung maler, men med Andersens ord en „ung genial Mand”, og Andersen var da også godt tilfreds med de 112 tegninger til Gesammelte Marchen. Pedersen derimod følte sig ilde behandlet af den tyske forlægger, som krævede rettelser og betalte dårligt, og som lod tegningerne xylografere, hvilket gav en hård streg i modsætning til Pedersens mere skitseagtige originaler. En dansk udgave af Gesammelte Marchen kom i 1849, og i perioden 1853-59, dvs. helt op til den tuberkuloseramte tegners død, leverede han yderligere en række illustrationer til Andersen-eventyr.