Farvelitografiet

I 1860'erne bliver det mere og mere udbredt at trykke bøger i flere farver, hvor man tidligere var henvist til at håndkolorere. Farvelitografiet – eller stentrykket, som er forgængeren for det moderne offsettryk – blev til på den måde, at hver farve påtryktes for sig. Når denne teknik ikke straks slog fuldt ud igennem, skyldtes det ikke mindst, at det i en periode var billigere at lade den lavt betalte arbejdskraft, bestående af især børn og kvinder, håndkolorere bøgerne, som da var trykt i sort/hvid. Nogle farvetrykte bøger havde heller ikke i starten den fornødne kvalitet; farverne var ofte forskubbet i forhold til hinanden og til tegningernes streger. Der var simpelt hen „malet udenfor”.

En ganske vellykket billedbog får vi dog allerede i 1866, nemlig Aarets tolv Maaneder: fremstillede i 42 Billeder med tekst af Caspar Claudius Rosenhoff (1804-69) og illustrationer af forskellige tegnere. Rosenhoff var redaktør af flere tidsskrifter, bl.a. Den Frisindede 1835-46, og forfatter til digtsamlinger og bøger om så at sige hvad som helst, bl.a. amatørtegning, duehold og mæslinger.

Aarets tolv Maaneder er bygget op på den måde, at der til hver måned hører et seksstrofet digt og en illustration i en ramme. Ved nogle måneder er der blot et enkelt billede, andre gange er et større billede suppleret med småbilleder under eller langs siden. Billederne til februar og marts er indrammet af blomsterranker. Der er tale om naturalistisk gengivne landskaber med scener, som er typiske for årstiden, fx kanefart, fastelavn og høst. December måned er helt helliget julen på samme måde som brødrene Krohns Peters Jul, hvis første udgave ligeledes udkommer i 1866. Man ser maden og juletræet blive båret frem og faren, som krumbøjet og synligt udmattet træder ind gennem døren, overlæsset med julegaver.

Kvaliteten i farvegengivelsen er i dette tidlige eksempel på en farvetrykt billedbog ganske høj og kan rigeligt konkurrere med de bedste blandt de håndkolorerede bøger. Der er en stor nuancerigdom og skarphed i billederne. Ansvaret for dette heldige resultat har ikke mindst portrætmaleren og litografen Emilius Ditlev Bærentzen (1799-1868), oftest blot omtalt som Em. Bærentzen. Hans Em. B. & Co.s litografiske Institut, som blev oprettet i 1837, var på dette tidspunkt landets førende.

Hvor Peters Jul i 1866 var trykt i en enkelt farve og dernæst håndkoloreret, og Aarets tolv Maaneder trykt i flere farver, var Billedbog til Forstandsøvelse for Børn, som blev udgivet kun to år før, udelukkende håndkoloreret. De forskellige farvelægningsteknikker levede side om side.

Billedbog til Forstandsøvelse for Børn er en oversættelse af tyskeren Niklaus Bohnys Bohny's neues Bilderbuch. Han redegør i et forord for, at hensigten med bogen er at give mødre mulighed for at forberede deres børn til skolen; målgruppen er børn i tre- til syvårsalderen, som skal lære om „Tal-, Form- og Maalforhold, i Forbindelse med Sproget”, og han fortsætter:

"Men de [børnene] ville ikke blot maale og sammenligne Gjenstandene, hvad deres Form og Udstrækning angaaer, skjelne mellem stor og lille, tyk og tynd, lang og kort o.s.v., de ville ogsaa tilintetgjøre, gjendanne, omdanne og atter tilintetgjøre disse Former, som de have betragtet fra alle Sider, og som de nu ere kjede af, kun – for at skabe nye Former. Dette er et Fingerpeg af Naturen, der giver os et Vink om ret tidlig at lægge Beslag paa denne Virksomhed, for dertil at knytte Barnets Opdragelse og Aandsdannelse."

„For Mødrene er det imidlertid en vanskelig Sag at lede denne Smaabørnenes Trang og Evne,” fortsætter forfatteren, men her vil bogen være en hjælp.

Der er i virkeligheden tale om en tidlig form for „før-ABC” med særligt henblik på tal og former. Hver af de 36 farveplancher er forsynet med to eller tre friser, hvor der fx kan være to forskelligt udseende huse, men huse er de begge, og „1 + 1 = 2”, ligesom „2 = 1 + 1”. I frisen nedenunder ses også to huse, men det ene er i brand. Teksten lyder: „Hvor mange Huse er her? Hvad ser man paa det 2det Huus? Naar af 2 Huse 1 brænder, hvor mange bliver der da tilbage?” Og så har barnet også lært, at „1 fra 2 = 1”. I en anden frise ses fire borde med forskelligt formet bordplade: rund, kort og lang firkant og kvadratisk. Tre borde har fire ben, et blot et enkelt i midten. På hvert bord ligger en ting: to forskellige slags hovedbeklædning og to forskellige slags kurve med hver sin facon. Det er uhyre gennemtænkt, og tegninger og farvelægning er af meget høj kvalitet. Man kan virkelig tale om, at de håndkolorerede og de farvetrykte bøger på dette tidspunkt konkurrerer med hinanden, når de er bedst.

Både Aarets tolv Maaneder og Billedbog til Forstandsøvelse for Børn har teksten og illustrationerne adskilt, men snart ser man bøger, hvor tekst og farvetrykte billeder er integreret, og efterhånden bliver det det mest almindelige. Samtidig udvikler illustratorerne nye teknikker. Det ses bl.a. i Conrad Staugaards Rama Sama. En Historie for smaa Børn fra 1898. Her optræder på hver side op til flere illustrationer indvævet i teksten, og illustrationerne består i overvejende grad at udklip fra aviser og reklamer, ofte sådan at producentens navn indgår, fx „Dampvaskeriet Victoria. Telefon Nr. 1883. Holger Danskes Vej F.” placeret nedenunder fimaets logo, et fornemt firspand.

Forfatteren og collagemageren Conrad Staugaard (1852-1922) var bankdirektør i Randers og skrev yderligere en børnebog i 1898: Historien om Otto, der krøb op i Vindueskarmen. I øvrigt er han far til Marie Hjuler (1894-1986), som illustrerede adskillige børnebøger og skabte tegneserien Lone og Lille Lasse (fra 1955).

Rama Sama er en dansk nonsenshistorie, og dem er der ikke mange af i denne periode. Som baggrund for historien ligger en begivenhed fra 1894. I annoncer og foromtaler i august måned blev sensationen Rhamat-Sama omtalt. Det var en „Vildmand fra Himmalayabjergene”, „halv Vildmand, halv Menneske, halv Abe”, som blev udstillet på Museum for Naturvidundere i København. Dette væsen præsenteres i øvrigt på denne måde: „Øjnene er sløve, Næsen stor og skarp, Munden dyrisk formet. Desuden hænger Haaret ham over hele Ansigtet”. Og så er han ikke ganske ufarlig meddeler impresarioen: „[Han] forvares af Forsigtighedshensyn, saa længe der er Fremmede tilstede, i et Bur. Han brummer nu og da lidt, men gør sig ellers kun forstaaelig ved Gestus”.

Staugaard lader dette væsen i en megt gemytlig form møde den lille Hans, hvis mor med glæde har set ham forlade hjemmet: „Ja, gaa bare, […] gaa langt, langt bort, saa bliver jeg fri for at smøre Mad til Dig, og saa bliver jeg fri for at vaske Dig, og saa bliver jeg fri for at strikke Strømper til Dig, – det kan blive rigtig rart, at blive fri for Dig!”

Hans, som har taget sin kat og sine billeder med, møder først en stol, der kan gå, og dernæst en dør, som kan tale. Bag døren står Rama Sama, som er klippet ud af en annonce i Politiken. Ham (og læseren) viser Hans sine mange billeder, bl.a. „en sort Margarinemand” hentet fra firmaet Svendborg Margarines logo. Herefter byder Rama Sama på et måltid, som i ægte nonsensstil rummer alt det, børn ikke „bør” spise og i rigelige mængder: sødsuppe, pandekager, æbleskiver, kransekage, flødeskumskager, chokolade, syltetøj, lakrids og brystsukker. Rama Samas ven, „Nissefar”, giver Hans en masse penge, som han tager med hjem til sin nu ganske tilfredse mor. På bogens sidste sider er gengivet, hvad hun bruger pengene til, lige fra et fortepiano og et korset til et voltakors og et fuglebur.

„Det var Historien om Rama Sama! Nu er der ikke mere.” Sådan slutter den 16 sider lange billedbog, som blev genoptrykt som foldebog i Politiken 6. marts 1954 og udgivet på ny i 1976.

Af andre bemærkelsesværdige billedbøger i farvetryk fra sidste tredjedel af 1800-tallet kan nævnes de allerede omtalte Børnerim fra 1882 og 1884, udvalgt af Johan Krohn og med Frants Henningsens illustrationer, og 2. udgave af Lorenz Frølichs Hvorledes Dagen gaaer for Lille Lise fra 1889. For begge bøger gælder, at tekst og billede er vævet sammen, og at de har formået at fastholde en sarthed i farverne, som man langt fra finder i alle tidens farvetrykte billedbøger. Fra denne periode stammer også Christian Richardts Vort land (1889), illustreret af Knud Larsen (1865-1922).

Det høje kvalitetsniveau i illustrationer og tryk finder man også hos Hans Tegner (1853-1932) i hans helsides billeder til H.C. Andersens Svinedrengen og Fyrtøiet, begge udgivet 1882, og hos illu stratoren Niels Halkjær (1854-1927) i dennes remsefortælling Historien om Dronte (1885). Tegner bidrog senere med 250 illustrationer til en stor, international udgave af H.C. Andersens eventyr i 1900, en opgave, der trættede ham så meget, at han ifølge Vibeke Stybes Fra billedark til billedbog (1983) udtalte, at han var „nået til at afsky H.C. Andersens Form”. Omkring århundredskiftet var Tegner i øvrigt en af Ernst Bojesens mest brugte illustratorer, også i Børnenes Juleroser.