En Ræffue Bog

I 1555 udkom En Ræffue Bog, dvs. „Rævebogen”. Også den ses undertiden omtalt som Danmarks første børnebog, ikke fordi den skulle være skrevet specielt med henblik på børn, men fordi man ved, at den også har haft børn som læsere, sikkert i højere grad end Børne Speigel. Bogens fulde titel er En Ræffue Bog, som kaldes paa Tyske Reinicke Foss oc er en deylig og lystig Bog met mange skønne Historier, lystige Rim, Exempel och herlige Figurer, som aldri føre haffuer værid paa Danske, nu Nylige fordanskit af Hermen Weigere, Borgere udi Cøbnehaffn.

Rævebogen rummer en lang række fortællinger og begynder, da Kong Løve sammenkalder alle dyrene, bl.a. for at tage fat på de klager dyrene måtte have over hinanden. Kun ét dyr møder ikke op, nemlig ræven, og det er der tilsyneladende god grund til. De andre dyr er nemlig voldsomt utilfredse med rævens opførsel. Ikke alene snyder, narrer og bedrager han dem. Det sker også, at han spiser dem. Kun ét dyr tager ham i forsvar, nemlig grævlingen, som er hans fætter. Det ender med, at nogle af dyrene sendes af sted for at på gribe ræven, men han er dem for snu. Da han til sidst, på fætter grævlings foranledning, selv dukker op og taler sin sag, dømmes han til hængning. Men igen viser hans snarrådighed sig, for han slipper fri, mens det i stedet går ud over bjørnen og ulven, som begge ender i fængsel. I det sidste kapitel udkæmpes den store kamp mellem ræven og hans evige rival, ulven. Ræven sejrer og ender som kongens statsminister. Hvad der går igen i næsten alle rævebøger, er, at ræven – trods sine ugerninger – skildres med stor sympati. Han repræsenterer opgøret med autoriteter og understreger gennem sine handlinger gang på gang, at den lille og svage ved brug af list kan overvinde de fysisk stærkere og dem, der har en højere rang. Det er ikke noget tilfælde, at Robin Hood i Disneys tegnefilm af samme navn fra 1973 er en ræv.

Rævefortællinger kendes helt tilbage fra omkring 3000 f.Kr. i form af en række fra hinanden løsrevne fabler om kampen mellem ræven og ulven; i indisk tradition er ræven en sjakal. Og rævefortællingerne synes at have deres rod i netop Indien, men også i Ægypten og Grækenland, hvorfra de vandrer videre til Rom og endelig til resten af Europa. Det er også i Indien, man ser de første forsøg på at samle de løsrevne rævefortællinger i én sammenhængende beretning med dyrenes konge som den centrale figur med et hof af dyr omkring sig.

Det blev den flamske magister og kirkelige skriver Nivardus, som i begyndelsen af 1150'erne samlede den grundstamme af fortællinger om ræven og ulven, som vi kender i dag. Håndskriftet, som fik navnet Ysengrimus, dvs. „Ulvebogen”, var på latin og fremhæves overalt som et højdepunkt i middelalderens latinske digtning. Niels Møller skriver i sin gennemgang af rævedigtningen i 1923:

"Nivardis Digt er et af Middelalderens ypperste latinske Værker; det er skrevet letflydende, med megen Kraft og ligefrem elegant og med en vældig Ordrigdom, nok med Mindelser om Digterens Læsning i antikke Forfattere, særlig Ovid, men egenartet og personligt. Det er fuld af skarp Satire; som man kunne vente af den kirkelige Forfatter, gaar det stærkt ud over Munke og Præster, deres Verdslighed og Magelighed og Omgaaen af Budene; han er hvas mod de rovgriske Bisper og skaaner ikke Pavemagten. Men han vender sig ogsaa mod det verdslige Samfund, mod Rigmændene, den nye Adel, og dirrer af Harme over den brutale krigerske Storstand, der træder Lov og Ret under Fødder […] Satiren i Digtet et tit nok bedsk og sørgmodig, men den er oftest hyllet i sprudlende Lystighed. Denne ligger ikke saameget i Hændelserne, der fortælles meget morsomt, tit med kraftig Realisme, men gærne kort. Det er Samtalerne, der fylder, og i dem udfolder Digteren sin særegne Komik. Den er ironisk, fantastisk og frodig. Ironien slaar saa viltre Kolbøtter, at man tit har ondt ved at følge med."

Nogle fandt da også samtalerne for lange og så svært tilgængelige, at der for en bredere læserkreds måtte laves en forkortet udgave: Ysengrimus abbreviatus. Både originaludgaven og den forkortede udgave blev afskrevet i flere omgange, og værket fandt ganske stor udbredelse, også som inspiration for anden digtning, ikke mindst i Frankrig, hvor standardværket blev Roman de Renard, men også i Tyskland og Nederlandene. I midten af 1200-tallet skrev nederlandske Willem således Van den vos Reynaerde, hvori den rækkefølge, fortællingerne opføres, er den, vi kender i dag, dvs. startende med mødet, hvor dyrene klager over ræven. I Ysengrimus, som er opdelt i tolv fortællinger, er rækkefølgen ikke kronologisk, men starter med det såkaldte „skinkeeventyr”, hvor ulven stjæler den skinke, som ræven har lokket fra en bonde, og kun efterlader ræven den vidje, skinken var bundet sammen med, og slutter med ulvens dramatiske død, da den sønderrives af svinene.

Van den vos Reynaerde overførtes fra håndskrift til trykt bog i 1480 og kom kort tid efter i tysk oversættelse med titlen Reinke de Vos. Det er denne bog, skrevet på nedertysk, der danner grundlaget for den første danske udgave i 1555. Den danske er – ligesom de tidligere omtalte udgaver – skrevet på rim, her på knittelvers, en rytmisk ofte noget ubehjælpsom form med parrim, som vinder stor udbredelse i middelalderens folkelige digtning:

"Der Ræffuen vaar fangen som I nu høreOc dømt at man hannem skulde udføre.Oc henge hannem op foruden NaadeDa kom Mickel først i Nød oc Sorg oc Vaade."

Rævedigtningen bliver populær over det meste af Europa og ikke mindst, da den bliver tilgængelig i disse trykte udgaver. Størst gennemslagskraft får den imidlertid, da man forlader den rimede form og gendigter den i prosa, samtidig med at man trykker den i store oplag til en lav pris. Rævebogen bliver dermed en af tidens populære folkebøger.

Folkebøgerne, som dukker op i og med bogtrykkerkunstens opfindelse, er – ud over at være billige – også skrevet i et let fatteligt sprog. Ofte er de humoristiske, for ikke at sige platte, eller meget spændende med fantastiske elementer. Det er datidens triviallitteratur, som nok i sin oprindelse har haft samfundets elite som målgruppe, men som snart skal vise sig at have størst gennemslagskraft i den brede befolkning, hvorefter eliten, som det kendes fra anden underholdende folkedigtning, vender den ryggen. Blandt de kendteste værker inden for denne særlige del af litteraturen, som havde både voksne og børn som læsere, findes ud over Rævebogen bl.a. De gamle Vises Eksempler, Jerusalems Skomager, Uglspil, Faust og Griseldis. Af titellisten ses det, at flere store forfattere gennem tiden har ladet sig inspirere af disse fortællinger. Folkebøgerne fastholder deres popularitet indtil sidste halvdel af 1800-tallet.

Folkedigtningen er, set med magthavernes øjne, ikke ganske ufarlig, alene af den grund at den har så stor en udbredelse. Hvad der gør den farlig, er især, at den ofte i sig rummer oprør, og ingen steder møder man dette tydeligere end i rævebøgerne. Mange indlæser selv en samfundskritisk tendens, hvad der ikke er svært, men ofte ser vi også rævebøger med et udtalt samfundskritisk sigte. Så farlige anser den katolske kirke disse bøger for at være, at de optræder på listen over forbudte bøger, Index Librorum Prohibitorum. At rævebøgerne ikke ligefrem lagde skjul på deres samfundskritik, ses af denne tekst fra forsiden af Speculum vitae Aulicae, dvs. „Af spejling af Hoflivet” (1747), som er en bearbejdelse af Weigeres bog: „Den fordanskede Reynike Fosz, hvori under Dyrenes og andre forblummede Navne moraliseres over det Menneskelige Levnet i Almindelighed og Hoffet i Særdeleshed”.

Den første danske udgave er altså Herman Weigeres fra 1555. Weigere var født og opvokset i Malmø, hvor han som købmand nåede stor rigdom og anseelse. Da han – efter at Christian d. 3. var kommet til magten – bosatte sig i København, gik det ham imidlertid dårligt, og i fortalen til En Ræffue Bog skriver han, at Gud „haffuer smucht effter hans Guddommelige vilge og godhed borttagit och aff veign lagt” hans „Rigdom Gotzs och Pendinge”, hvorfor han nu er „en fattig vlerder Mand”. Weigere tilegner i øvrigt sin bog til landets „Stormectigste Fyrste”, altså Christian d. 3, som også optræder på et helsides billede lige efter titelbladet. Niels Møller omtaler Weigeres oversættelse af det tyske forlæg på denne måde:

"[…] mange Steder er hans Fremstilling kraftigere og mere munter end den Tyske. Den er mere ligefrem – han lader ogsaa oftere sine Personer slaa over i direkte Tale – og den er billedrigere; han ynder livagtige og individualiserende Udtryk for Tider og Steder og Ting og indfører pudsige Ord og Talemaader […] Han overgår oftere sit Forbillede i poetisk Følelse og Udtryk."

Weigeres bog bliver imidlertid ikke den eneste danske udgave. I første halvdel af 1800-tallet udkommer tre rævebøger af Adam Oehlenschläger, Frederik Schaldemose og Christian Winther.

Oehlenschlägers Reinike Foss fra 1816 er en oversættelse af Wolfgang Goethes Reinike Fuchs fra 1794, ikke noget bemærkelsesværdigt værk, som dog når at komme i yderligere en udgave i 1848, denne gang med titlen Mikkel Ræv.

Mikkel Ræv er også titlen på kaffebryggeren og melhandleren Schaldemoses berømmede udgave fra 1827, en bog han måtte udgive for egen regning. Som der står på titelbladet: „Trykt paa Oversætterens Bekostning”. Det skal vise sig, at Schaldemose har set rigtigt, for der udkommer yderligere flere udgaver, de senere med otte litografier. Endelig kommer i 1849 Winthers oversættelse af en ny tysk udgave, gendigtet af sprogforskeren August Heinrich Hoffmann von Fallersleben, bedst kendt for det tyske nationaldigt Deutchland über Alles og en lang række børnesange. Winther skriver i sin fortale: „Allerede meget tidligt banede Reinike Fos sig Veien ogsaa til vort Fædreland, og det lader til at denne snilde, ironiske, hist og her ogsaa ondskabsfulde-satiriske Skildring har ret tiltalt den danske Læseverden”.

Sluttelig kommer så i 1947 Den gode gamle Rævebog, „genfortalt for børn af Christian Dahlerup Koch”. Dermed kommer rævedigtningen i Danmark direkte i kontakt med det børnepublikum, som har vist sig mere end et voksent publikum at sætte pris på de mange små fortællinger om ræven, løven, ulven, grævlingen og alle de andre. Den er kommet i adskillige oplag, i dag forsynet med Kuno Papes enkle sort/hvide illustrationer. Dahlerup Koch har samlet de i alt 37 historier i fem „bøger”. Handlingen er af alle steder henlagt til Lemvig. Det er hertil dyrene kommer for at klage over Mikkel Ræv, og det er her historien får den for Mikkel lykkelige afslutning:

"De spiste og drak og sang og holdt taler. Og sidenhen begyndte Mikkel i sit nye embede som statsministerræv – det betød, at han satte sig op bag statsministerens ene øre, og nogen siger, at dér sidder han endnu."

Med Børne Speigel og En Ræffue Bog er de bøger, der normalt betragtes som de to første danske børnebøger, omtalt. Men samtidig er også præsenteret en modsætning, som skal vise sig at blive børnelitteraturens lige op til vore dage, nemlig modsætningen mellem den del af litteraturen, som tydeligt har et opdragende sigte, og som især skolen og andre institutioner står inde for, og den del, som ikke nødvendigvis oprindeligt er udgivet for børn, men godt kan opfattes af børn, og som bliver deres foretrukne fritidslæsning, ikke sjældent til netop skolens utilfredshed.