Børnelitteratur før 1500

Hvad der fik revolutionerende betydning for litteraturen i almindelighed var Gutenbergs opfindelse af typetrykket i midten af 1400-tallet. Med bogtrykkerkunsten blev det muligt at trykke bøger i større oplag og til et bredere publikum, hvad der også fik betydning for udgivelsen af bøger for børn. De første bogtryk stammer fra 800-tallets Kina. Her hæftede man en række ark sammen, som var trykt hver for sig ved hjælp af udskårne træplader. Senere, fra midten af 1000-tallet, brugte man også, inden man trykte, at sætte enkeltdele („typer”) sammen, som kunne kombineres på forskellige måder.

Fra midten af 1400-tallet kunne de enkelte bogstaver støbes i bly og derefter frit kombineres, dvs. sættes sammen til ord, sætninger og hele tekster i det, man også i dag kalder en „sats”. Efter selve trykprocessen kunne typerne genbruges, idet man „styrtede” satsen og lagde typerne på plads i en særlig kasse, „sættekassen”, ordnet bogstav for bogstav og tegn for tegn.

Bogtrykket gennemgik gennem de følgende århundreder en udvikling, så det blev muligt at trykke meget store oplag til lave priser, noget som i høj grad fik betydning for udbredelse af læsestof, lige fra aviser over blade til bøger. Også for børn.

Den første milepæl i bogtrykkets historie blev Gutenbergbibelen, som blev trykt i 1453-55. Når det tog så lang tid, skyldtes det, at Gutenberg ikke havde typer nok og derfor hele tiden måtte styrte satsen for at kunne sætte de følgende sider. Trykte bøger bredte sig derefter ud over hele Europa, fra og med 1482 også til Danmark. Det skønnes, at der ved indgangen til 1500-tallet fandtes mere end 10 millioner eksemplarer af trykte bøger i Europa. Gutenberg døde i 1468, altså præcis 100 år før den første danske børnebog udkom, og i øvrigt tretten år efter, at han var gået konkurs med sit bogtrykkeri.

Men selvfølgelig er der blevet fortalt historier for børn også før bogtrykkerkunstens opfindelse. Og før skriftsproget blev udviklet. Vores viden herom er endog meget begrænset, men vi har i dag ingen grund til at tro andet, end at mennesker – fra det tidspunkt, man overhovedet kan tale om mennesker med et udviklet talesprog, og det vil sige fra omkring 40.000 år siden – har meddelt sig til hinanden, også i form af historier, og at nogle af disse historier har været fortalt, mens børn lyttede. Efterhånden er der så kommet historier til, som særligt henvendte sig til børn, måske fordi man erkendte, at børn havde andre – det vil nok i denne sammenhæng sige færre – forudsætninger end voksne, måske også fordi man mente, at der var særlige historier, som børn skulle kende til for at blive inddraget i samfundet.

Hvad der sker op gennem tiden, er, at flere og flere mennesker kommer til at bo og leve sammen, efterhånden også på samme sted, og at man begynder at dyrke jorden og bliver til små samfund, der så ved forskellige lejligheder kommer i kontakt med andre samfund. I disse større og større samfund udvikles en arbejdsdeling, samtidig med at behovet for at skabe sammenhængskraft i samfundene vokser. Denne sammenhængskraft kan netop skabes gennem fortællinger, bl.a. i form af myter, som forklarer naturfænomener og giver svaret på, hvordan „vi” er opstået og samlet netop her. Dette er de såkaldte skabelsesmyter. Dertil må man forestille sig, at øget kontakt med andre samfund har skabt øget behov for kommunikation, både for mere entydig kommunikation, for fjernkommunikation og for dokumentation. Man kender tidligt til menneskers meddelelser gennem enkeltstående tegninger eller tegnede forløb, og senere skabes de første egentlige skriftsprog, forstået som skriftlig gengivelse af tale. Det sker omkring 3000 f.kr.

Hvor det talte sprog er flygtigt, er skriftsproget forankret i en mere eller mindre blivende form. Og denne form udvikler sig. Der opstår forskellige skriftkulturer, bl.a. med forskellige alfabeter, men alle skriftformer er fælles om at kunne fastfryse det tænkte og det talte. Denne fastfrysning kan som sådan ske i eller på et hvilket som helst materiale, fx i sten, som vi kender det fra runeindskrifterne, på bearbejdede skind, som vi kender det fra de islandske sagaer, og efterhånden også på papir, som kan samles i bøger. Det kender vi fra bl.a. middelalderens håndskrifter.

Ordet papir kommer af „papyrus”, som var de gamle ægypteres form for papir, kendt fra ca. 3000 f.Kr. Den papirproduktion, der udviklede sig i Europa, især op gennem 1300-tallet, byggede på teknikker udviklet i Kina mere end 1000 år tidligere. Den første papirmølle på dansk grund, nemlig i Skåne, blev anlagt fem år efter, at den første danske børnebog var udkommet, altså i 1573.