„Børn er ligesom Aber” - børnelitteraturen frem til 1780

Vi skriver det herrens år 1568. Danmarks konge har siden 1559 været Frederik d. 2., og landet er i krig, nærmere bestemt syvårskrigen mod svenskerne, en krig som afsluttes i 1570 med freden i Stettin, og hvis meningsløshed understreges af, at der ingen ændringer sker. Det hele ender uafgjort. Og dermed ligger rigets grænser fast. Danmark omfatter på dette tidspunkt også Skåne, Halland, Blekinge, Gotland og Øsel samt Norge og dermed også Færøerne, Island, Grønland og yderligere en del af Sverige. Læg dertil, at den danske konge har hertugdømmet Slesvig som len og bærer titlen hertug af Holstein. Inden for de grænser, som i dag er Danmarks, bor ca. en halv million mennesker, langt den overvejende del, nemlig 85%, på landet, resten i byerne; i København 30.000. Vi er i det såkaldte adelsvældes tid, dvs. at kongen regerer sammen med Rigsrådet bestående af repræsentanter fra højadelen. Magtforholdet er reguleret af en håndfæstning.

Syvårskrigen forarmer store dele af befolkningen, ikke mindst bønderne, som dels må bidrage med ekstra skatter, dels for manges vedkommende rammes af plyndringer, hvis deres landsbyer ikke ligefrem nedbrændes. Det er en elendighed, som ikke bliver mindre af, at landet kun godt 30 år tidligere har gennemlevet den borgerkrig, som går under navnet Grevens Fejde.

Efter Frederik d. 1.s død i 1533 ønskede det daværende rigsråd ikke umiddelbart at indsætte hans ældste søn Christian som konge, fordi denne var konverteret til lutherdommen, så man udsatte beslutningen i et år. Dette tomrum udnyttede andre, bl.a. borgmestrene i København og Malmø, til at arbejde for indsættelse af den tidligere konge, Christian d. 2., som sad som fange på Sønderborg Slot, og som ikke uden grund blev betragtet som mere venligt indstillet over for borgerne end over for den magtfulde adel. Resultatet blev en regulær borgerkrig med et udtalt element at bondeoprør. Grev Christoffer af Oldenburg, som har givet navn til fejden, kæmpede med basis på Sjælland, Fyn og i Skåne kampen for Christian d. 2.s tilhængere, mens adelen og bisperne, mest af alt af nød, valgte af hylde Christian d. 3. i Jylland med det resultat, at de lokale bønder, som foretrak Christian d. 2., under Skipper Clements ledelse gjorde oprør. Efter voldsomme kampe i Nord-, Midt- og Vestjylland blev oprøret slået ned af feltherren Johan Rantzau, som Christian d. 3. havde hyret til at stå i spidsen for sine dyrt betalte lejetropper. Kort efter overgav Skåne sig takket være den svenske konge Gustav Vasas indgreb, og derefter fulgte Fyn og Sjælland. Senest, dvs. d. 28. juli 1536, faldt København, og Christian d. 3. kunne kort efter lade sig indsætte som hele det danske riges konge. Inden – dvs. kun fjorten dage efter Københavns overgivelse – havde han imidlertid ladet samtlige katolske bisper fængsle og inddraget deres ejendomme i krongodset.

Som konsekvens af de nye tilstande udsendtes i 1537 på latin og to år efter også på dansk en kirkeordinans, som fastlagde kirkens opgaver ned til den mindste detalje og indsatte kongen i pavens sted som kirkens øverste leder. Reformationen var dermed gennemført i Danmark, noget som skulle få betydning for hele samfundslivet, også for opfattelsen af skole og opdragelse og dermed for børnelitteraturen.

Det er i dette reformerede, for ikke at sige revolutionerede, samfund,at den første danske børnebog bliver udgivet i 1568. Forfatteren er Niels Bredal, bogen hedderBørne Speigel, og den er, som det er almindeligt i tiden, på selve titelbladet forsynet med en dedikation: „Hæderlige: Wiise oc Velforstandige Mend Jens Michilssen / Oc Clement Søffrensen Borgemester udi Weyle oc menige Borgere tilschreffuit”.