Tegneserier (1918-1964)

Også tegneserier blev i 1950'erne omtalt som „kulørt litteratur”, men havde også mange andre navne, bl.a. „smudslitteratur”, „kloaklitteratur” og „køkkentrappelitteratur”.

Tegneserierne, som slog igennem i aviserne i slutningen af 1900-tallet og som særlige hæfter og magasiner i 1930'erne, blev et mere og mere populært medie, ikke mindst blandt børn og ikke mindst i netop hæfte- og magasinudgaven. Under anden verdenskrig og i årene efter udkom en del krigsserier, produceret i USA og England. Superheltserierne var slået igennem allerede i 1930'erne, og i 1950'erne kom også i stigende omfang krimi- og gys og gru-serier til. Det var ikke småting forældre fandt i deres børns skuffer og tasker, og en del af dem brød sig bestemt ikke om, hvad de så. Endnu mindre gjorde pædagoger og lærere det.

Allerede i sidste del af 1940'erne blev tegneserierne mødt med kritik i USA, og kritikken ramte ikke kun de voldelige serier, men også mediet som sådan. Man frygtede bl.a., at for meget tegneserielæsning ville „vænne børn af med at læse sammenhængende tekst”, som det hed. Det udviklede sig til en intens debat, som også fik politisk bevågenhed, og i 1948 besluttede de største tegneserieproducenter, de såkaldte syndikater, at underkaste sig et kodeks, som forbød „seksuel ophidselse, uanstændige scener, glorificering af kriminalitet, skilsmisser og antikirkelige og racistiske beskrivelser”. Blandt de skarpeste kritikere af tegneserierne var psykiateren Fredric Wertham, som skrev bogen Seduction of the Innocent i 1954, og det var lige præcis den tankegang, som lå bag: Tegneserier kunne forføre børn, bl.a. til at udføre kriminelle handlinger.

Debatten nåede også til Danmark, hvor ikke mindst den tidligere omtalte kritiker Christian Winther fra Folkeskolen var aktiv. Denne debat kulminerede i 1954-56 med utallige læserbreve, artikler og kronikker i fag- og dagblade. Et par eksempler:

"Hvis De derimod som jeg mener, at disse hæfter er den argeste og mest udspekulerede gesjæft i idioti og sjæleforgiftning, som en kultur nogensinde var fostret, så må De også tage konsekvensen af denne erkendelse […] De skylder fremtidens, ungdommens og Deres egen anseelse at øve en gerning for at standse denne lavine af dumhed, råhed og svineri, der med hastigt stigende tempo vælter ud over os […].Vi har jævnligt gjort opmærksom på de smagsnedbrydende og fordummende seriehæfter og billeder; vi har gentaget til trivialitet, at den eneste mulige måde at bekæmpe det dårlige på er at sætte noget bedre i stedet.Under debatten har man fra vide kredse mødt det synspunkt, at man skal bekæmpe den dårlige litteratur ved at sætte en bedre i stedet. Vi giver ikke meget for den slags udtryk for slapt frisind.Der er ikke nogen anden effektiv måde at undgå påvirkning på end ved at forbyde tegneserier. Det må stå helt klart, at den kriminelle fare ved ikke at forbyde tegneserier er større end ved at forbyde dem."

På dette grundlag nedsatte undervisningsminister Julius Bomholt d. 27. januar 1955 et udvalg, som skulle undersøge, hvad man kunne gøre for at bekæmpe „den kulørte litteratur”. Som ministeriets repræsentant i udvalget sad kontorchef Vagn Jensen, som engagerede sig voldsomt i debatten og gjorde sig til talsmand for lovgivning på området. Han fremlagde et forslag for udvalget, hvorefter man skulle kunne få helt op til et års fængsel for at udbrede „skrifter, der enten ved sit emne eller ved den måde, hvorpå det er behandlet, kan virke forrående, herunder forvirrende eller nedbrydende på børns og unges opfattelse af, hvad man kan eller bør gøre”. Interessant var det, at loven ikke skulle finde anvendelse på lovovertrædere, som havde handlet i „deres egenskab af indehaver af forældremyndighed”. Man kan med rette spørge, hvem loven i virkeligheden skulle beskytte.

Mens det ministerielle udvalg sad, ebbede debatten ud, og da betænkningen, som blev døbt „den kulørte betænkning”, kom i 1960, var interessen stort set væk. Kun ganske få aviser omtalte den. Ti år efter begyndte børnebibliotekerne at indkøbe både seriebøger og tegneserier ud fra den filosofi, at man skulle tage udgangspunkt i børnenes ønsker. Og yderligere ti år efter, altså omkring 1980, begyndte præcis den samme diskussion om et andet medie: videoen.

Debatten om „den kulørte litteratur” gav dog anledning til flere såkaldte „positive foranstaltninger”, som det hed i „den kulørte betænkning”, bl.a. afholdelse af den første børnebogsuge i 1956, hvor den gode børnebog blev grundigt markedsført. Disse uger fortsatte med fem års mellemrum frem til 1971. Senere har andre tilsvarende initiativer set dagens lys, bl.a. børnebogsmåneden i 1985 og festivalen Den gode Historie, første gang i 1998.