Illustrerede Klassikere

En særlig form for tegneserier voldte 1950'ernes kritikere besvær, og det var Illustrerede Klassikere, en serie bestående af 227 hæfter, udgivet 1955-76. Serien byggede på den amerikanske Classics Illustrated og bestod af mere eller mindre kendte litterære værker udformet som tegneserier.

Problemet for kritikerne var, at man netop på dette tidspunkt for alvor valgte at acceptere bearbejdede klassikere i romanform, fx i den omtalte serie Gads lette klassikere. Så selve det forhold at man bearbejdede tekster, blev betragtet som et godt læsepædagogisk og kulturpolitisk initiativ ud fra den forestilling, at det vigtigste var, at børn og unge mødte disse værker i en eller anden form. Et andet problem var, at Illustrerede Klassikere faktisk lå ganske tæt på originalteksterne, selvom de var en del forkortede. William Shakespeares Hamlet, nr. 4 i serien, byggede således i den danske udgave på Edv. Lembckes oversættelse i Dramatiske Værker fra 1864, og det første hæfte i serien, Alice i Eventyrland, var oversat og gendigtet af Halfdan Rasmussen. Tilbage for kritikerne var i virkeligheden kun, at det var tegneserier, og dem kunne man ikke lide.

Blandt de 227 hæfter byggede en del på amerikanske værker, som kun er lidt kendt i Danmark, men der var også internationalt udbredte klassikere af J.F. Cooper og Mark Twain fra USA, Walter Scott og Charles Dickens fra England, Jules Verne og Alexandre Dumas fra Frankrig og J.W. Goethe og Friedrich Schiller fra Tyskland. Flest værker var Verne, Dumas og Cooper repræsenteret med. Også et dansk værk kom med: Carit Etlars Gøngehøvdingen.

Hæfterne, som i begyndelsen kom d. 1. og 15. i måneden, bestod af et klassisk værk (i enkelte tilfælde to), hvortil kom andet stof, dels meddelelser til læseren, fx med tilbud om at få hæfterne indbundet 12 ad gangen i bøger med „et meget smukt rødt bind […] med titel i guldtryk på ryggen”, dels fagligt stof, ikke mindst forfatterportrætter, men også små artikler om berømte personer, lige fra „vovehalse” til operakomponister, og historiske forhold, fx en gennemgang af Dreyfus-affæren. Tit var der også opfordringer til at blive pennevenner med andre navngivne læsere og dermed få sig nogle „klassikerkammerater”.

Det var vigtigt for udgiverne at understrege det seriøse i projektet. Derfor blev læserne også opfordret til at gå på biblioteket og få fat på de originale værker efter læsningen af tegneserieudgaven for „derigennem at lære sprogets skønhed og ordenes liv at kende”. I et genkommende forord til læserne beskrev man intentionerne:

"Bogen gengiver fortællingen i rigt kolorerede illustrationer. Gennem livlige, malende billeder giver den et levende indtryk af personer og hændelser, og hvor talen er om historiske begivenheder, er dragter, bygninger og redskaber afbildet nøjagtigt, som de på den tid blev brugt. Teksten bygger på forfatterens egne ord […]."

Der er ingen tvivl om, at en generation at børn og unge ved hjælp af Illustrerede Klassikere stiftede bekendtskab med litteraturens store værker på denne måde, også uden at gå en tur på biblioteket bagefter, og at persongallerier og handlingsmønstre dermed blev en del af deres univers. Det var en genvej til almen dannelse, rigeligt til at klare en middagskonversation. Uden tvivl – og uanset om man kan lide fremgangsmåden – et af de mest effektfulde kanonprojekter i 1900-tallet.

En grundigere gennemgang af Illustrerede Klassikeres indhold og gennemslagskraft findes i C. Tage Nielsen o.a.s Kulørt historie (1998), s. 140-61.