I sort og hvidt

Mængden af børnebøger, ikke mindst illustrerede bøger og billedbøger, stiger i sidste tredjedel af 1800-tallet, og de nye flerfarvede tryk bliver meget populære. Børnebøger måtte dengang, ligesom før og senere, meget gerne være i farver.

Alligevel er det markant, at også de sort-hvide bøger opnår stor popularitet i denne periode. Tidligere er nævnt andenudgaven af brødrene Krohns Peters Jul og førsteudgaven af Lorenz Frølichs Hvorledes Dagen gaaer for Lille Lise samt billedbøger af H.V. Kaalund, Christian Winther, Christian Richardt og Gotfred Rode. Forklaringen på populariteten skal bl.a. søges i udviklingen af xylografi-teknikken, som gav mulighed for ved hjælp af træblokke at trykke med meget stor detaljerigdom. Glemmes skal dog ikke, at Kaalunds Fabler for Børn måtte håndkoloreres, for at restoplaget kunne blive solgt.

Medvirkende til den sort-hvide billedbogs succes – ved siden af de farvetrykte billedbøger – er, at fotografiske billedbøger og de såkaldte silhuetbøger dukker op i 1860'erne.

Den fotografiske teknik udvikledes for alvor igennem de første to tredjedele af 1800-tallet. Efter 1830'ernes daguerreotypi, hvor motivet fastholdtes i negativ, men kunne ses som positiv i en bestemt vinkel, kom det velkendte fikserede sort/hvide fotografi. Det var fristende at bruge sådanne fotografier som illustrationer også i børnebøger, men det var på dette tidspunkt ikke muligt at trykke billederne; man måtte lave aftryk, som blev limet ind i bøgerne et for et.

Det var også tilfældet med den første danske fotografiske billedbog, Harald Paetz' Fotografiske Bornegrupper med „tildigtede Riim af H.C. Andersen”. Bogen udkom i 1866, altså samme år som Peters Jul og Aarets tolv Maaneder. Harald Paetz (1837-95), som oprindeligt var uddannet skuespiller, slog sig i 1865 ned som fotograf. Blandt dem, han tidligt fotograferede, var H.C. Andersen, som blev hans ven, og som sagde ja til at digte nogle ganske korte rim til de kun seks billeder i bogen. 19. november 1866 noterer Andersen i sin dagbog: „Bragt Paets de Riim jeg har skrevet til hans Photographier; han omfavnede mig og trykkede sin Kind til min.”

Fotografiske Bornegrupper, som er genudgivet i 2002 i Los Angeles med engelsk oversættelse af rimene, viser børn, som er udklædt og opstillet i sceniske arrangementer. En lille pige er faldet i søvn med hovedet hvilende på en lænestol, bag hvilken der står tre alfer; en dreng klædt ud som soldat kæmper mod kavaleriet, dvs. en gyngehest; en anden dreng hilser som spansk kavaler på „en Dame med Slæb og Maneer”; en skødehund sidder på en stol, mens en pige knæler ved siden af og lover den sukker; en dreng holder fast i snore, som er bundet til fire heste, dvs. stole, foran sig; og endelig er det sengetid for en lille pige, hvor Andersen digter i ingemannsk stil:

„Læs Aftenbönnen för Du sover ind, I Drömme Guds Engle kysser din Kind.”.

Bogen fremtræder i dag mest som et kuriosum uden nogen litterær eller på anden måde kunstnerisk værdi, men den understreger biedermeierkulturens stærke forankring og anskueliggør samtidig den brydningstid, billedbogen befinder sig i i 1860'erne.

Af andre fotografiske billedbøger kan nævnes En Dag af en lille Piges Liv (1879), som bygger på et tysk værk, og hvortil Johan Krohn digtede nogle små rim. I øvrigt er antallet af fotografiske billedbøger begrænset. Det store gennembrud for brug af fotos i bøger kommer først, da det bliver muligt at trykke tekst og fotos i samme proces. I begyndelsen af 1900-tallet er det i en kort periode populært at illustrere børneromaner med fotos, og langt senere i 1900-tallet får vi en lang række fotografiske billedbøger.

Større gennemslagskraft får de såkaldte silhuetbøger med „mørkebilleder”, dvs. bøger, hvor illustrationerne er udklippede eller tegnede som sorte silhuetter på papirets hvide baggrund. Teknikken, som vandt stor udbredelse, bl.a. ved fremstilling af portrætter, blev udviklet i 1700-tallet af Étienne de Silhouette (1709-67) og fik sin markante udøver i Auguste Edouart (1789-1861). En særlig udgave var de papirklip, sort på hvidt eller hvidt på sort eller en anden farve, som bl.a. H.C. Andersen dyrkede. Blandt dem, der lavede silhuetbøger for børn, var Franz von Pocci (1807-76) og Paul Konewka (1841-71). Deres klip blev udbredt over hele Europa med nyskrevne, lokale tekster. Således også i Danmark, hvor det kendteste eksempel er Poul Konewkas Den sorte Peter fra 1878 med Holger Drachmanns (1846-1908) digte.

På titelbladet af Den sorte Peter ses silhuetklipperen som netop silhuet og teksten hertil lyder: „Dette er den store Peter / Han er sort, det ser I strax, / og han klipper med sin Sax / alle Slags”. Men store Peter har også en bror, den lille Peter, som også klipper, og det handler det følgende digt om. Herefter følger yderligere 18 klip og digte, nogle af disse ganske korte; flere minder mest om fabler, andre er blot – som det ses i mange af tidens billedbøger – scener fra børns dagligdag.

Blandt danske silhuetklippere, bl.a. af portrætter, er den tidligere omtalte forfatter til Aarets tolv Maaneder, Claudius Rosenhoff.

Selvom portrætsilhuetten snart blev erstattet af fotografiet, blev illustrationsformen stadig dyrket op i 1900-tallet af bl.a. Else Hasselriis (1878-1953) og Gunhild Skovmand (f. 1913); begge har illustreret H.C. Andersen på denne måde.

Ud over fotografiske billedbøger og silhuetbøger udkommer der som sagt stadig mange almindelige sort/hvide billedbøger for børn, helt op til omkring 1900, flere af dem smukt trykt på kraftigt papir. Et eksempel er Erik Bøghs Billedbog for større Børn fra 1894 med illustrationer af Johannes Resen Steenstrup (1868-1921), en maler med forkærlighed for dyremotiver; han lavede også illustrationer til Storkebogen (1911) med tekst af Niels K. Kristensen.

Erik Bøgh (1822-99) var forfatter og redaktør, bl.a. af Folkets Avis, som han i en periode gjorde til landets mest læste. Han blev, især som ældre, kendt som en hvas polemiker, der vendte sig mod alskens nymodens tendenser i kunst og kultur og i den aktuelle samfundsorden, hvilket tydeligt mærkes i Billedbog for større Børn. Det er en form for moderne fabler, hvor dyrene ofte spiller en anden rolle end den sædvanlige; især har han et godt øje til rovdyrenes magtudøvelse. Om løven skriver han i indledningsdigtet:

"Løven og hans Gemalinde varfra Oldtiden Dyrenes Kongepar –Var det med Visdom eller Retfærdighed,de har opnaaet denne Værdighed?Tvert imod! De har aldrig agtet Lov og Ret,men hensynsløs slagtethvem de har magtet,og Mængden hylder jo altid den stærke –ja Mængden af Dyrene, vel at mærke."

Om katten og musene hedder det senere: „Jeg véd min Paastand vil Modstand møde, / men mig synes Musene lige saa søde, / som de saa meget yndede glatte, / falske og forkælede Katte”, og om ørnen står der, at den „har aldrig forstaaet at gøre Gavn, men kun at myrde og rane”.

Elefanten er endt som „Clovn hos Beriderne”; æslet må finde sig i at blive sammenlignet med „enhver, der har levet lumpent og skændigt, / sværmet og sviret og spillet ubændigt”, mens frøerne puster sig op som den „opblæste Slægt”, dvs. mennesket. Og mennesket går så rigeligt i rovdyrenes spor og kaster sig over den „prægtige, stolte, kronede Hjort”:

"Landøkonomernes kloge Hær,forkynder forud: den Tid er nær,da Du som Skadedyr maa forsvinde."

Her retter den sande misantrop det kritiske blik mod den på dette tidspunkt uddøende biedermeieridyl, og det tilmed i den foretrukne biedermeiergenre, fablen, og til „større Børn”; det er tydeligt, at den voksne gerne må læse med, som H.C. Andersen ville have formuleret det.