Den danske Skoelemester

Vi kender ganske rigtigt ikke forfatteren til Den danske Skoelemester, som udkommer i en række hæfter i perioden 1766-67, men også samlet i to bind i 1767, altså kun tre år efter Magazin for Børn. Netop Magazin for Børn kan værket minde en del om, ikke mindst i sin opbygning og udgivelsesform. Den tanke er derfor fristende, at det skulle være magasinets oversætter Johan Christian Schønheyder, som også er forfatter til Den danske Skoelemester, måske for at skabe en drengependant til magasinet, som alene henvendte sig til piger. Imod denne tese taler, at der er en del indholdsmæssige forskelle mellem de to værker, ikke mindst fraværet af feeventyr i Den danske Skoelemester, med mindre forfatterens opfattelse var, at netop disse eventyr alene egnede sig til piger. Hvad vi med sikkerhed ved, er, at der ikke er tale om en oversættelse, selvom genren er velkendt uden for Danmark.

At udgive i føljetonform var udbredt og praktisk i tiden. Det var en form for afbetalingshandel med indbygget fortrydelsesret, hvilket var til fordel for både udgiveren, som ikke skulle investere så meget i starten, og for køberne, som kunne betale lidt ad gangen. Forfatteren skriver selv herom i sin fortale til „Den Vakre og Haabefulde Ungdom! Mine Smaae Venner!”:

"For at forskaffe mig saadanne artige Børns Kierlighed, skal jeg en Gang hver Maaned flye Dem saadan noget at læse, hvorved De kunne blive gudfrygtige, velartede og vittige, naar De kun som smukke og lærvillige Børn ville læse det med Agtsomhed og indtrykke det ret paa Deres smaae bøyelige Hierter; og hvorfor skulle De ikke ville det?"

De 13 hæfter indeholder i alt 35 „Samtaler”, de femten første samlet i en „Første Del” om religiøse spørgsmål, bl.a. om Gud, dåben og „Forløsning ved Christum”, resten samlet i „Anden Del” med emner som „Børns Forhold imod Lærere”, „Om Egensindighed” og – i flere omgange – „Om Dannemarks og Norges Geographie”. Det er altså religiøs opdragelse blandet med faktuel viden, ind imellem suppleret med korte fortællinger og fabler af moralsk art, og ikke mindst vejledning i, hvordan man skal opføre sig i dagligdagen. Her er der som i Bredals Børne Speigel gode råd om „Næthed og Reenlighed”, men også om „Børns Tanker ved Forældres Død” og „Forsigtighed i at vælge Venner”.

Fortællingerne og fablerne danner udgangspunkt for efterfølgende samtale mellem skolemesteren og børnene, ofte således at en fabel slutter et hæfte, hvorefter samtalen om den indleder det følgende hæfte. Vi har at gøre med en forfatter, som bruger de tilgængelige kneb for at tiltrække købere, også til næste hæfte.

Målgruppen er som sagt drenge, hvilket fra starten fremgår af fortalen og oversigten over, hvem der deltager i samtalerne ud over skolemesteren, kaldet Monsr. Omsorg:

Fiire Discipler:Franz Hurtig, 8 Aar gammel.Johan Stræbsom, 7 Aar gammel.Gotlob Grundig, 7 Aar gammel.Friderich Agtsom, 6 Aar gammel.

Men det viser sig snart, at der er ganske mange piger, hvis forældre køber hæfterne, hvorfor forfatteren indfører to piger i samtalerne, nemlig „Jomfrue Næt, Sophie, 9 Aar” og „Jomfrue Huuslig, Elisabeth, 8 Aar”, ligesom han i en supplerende fortale skriver:

"Men især maa jeg berømme mine smae yndige Jomfruer, som ogsaa have Lyst at læse: det var meere end jeg ventede, at de skulde ville læse det, som egentlig var indrettet for unge Mands Personer. Jeg blev nok saa forundret, da jeg engang fandt en vis lille Jomfrue med denne Skoelemester i Haanden: jeg spurgte hende: hvad, mon artige Jomfrue, læser hun og saadanne Bøger? Jeg tænkte, det var uanstændigt for en Jomfrue at have en Skoelemester. Men ved De, hvad hun svarede mig, den lille fornuftige? Min Herre, svarede hun, saa er det uanstændigt for en Jomfrue at være vittig og dydig? […] Saadanne Jomfuer have vi nu omstunder, som sætte deres Lyksalighed i noget virkeligere, end i et Blomst og et kreppet Haar."

Forfatteren slår tonen an i første hæftes fortale, hvor målgruppen både smigres og trues:

"Maa jeg ikke nok troe om Dem, mine Venner, at De elske Dyd og nyttige Videnskaber? at den smukkeste nye Klædning klæder Dem ikke nær saa vel, som et artigt og dydigt Væsen, der alene giør os ret deylige i Guds og Menneskens Øyne? Synes Dem ikke og, at en nyttig og lærerig Bog i Haanden giør Dem større Ære, end en Top og andet Lege-Tøj, der er got nok til sin Tid for at forfriske Sindet; men giør dog intet til Lyksaligheden? Jo vist! […] Jeg tør endog forsikre mig selv, at, inden Vinteren er forbie, skal der ikke mere være uartige eller vanvittige Børn i Byen, saa gierne skulle De ville læse min Bog, og efterleve mine Formaninger, at de endog skulle stræbe at overgaae hinanden: saa skal jeg og, naar De have faaet saa mange Ark af denne nyttige Lærdom, at De kunne giøre en smuk Bog deraf, med fornøjelse anføre alle saadanne Børns Navne, som have læst min Bog, at hele Kiøbenhavn maa vide, hvilke smukke og dydige Børn, den eyer, der allerede giøre Staten Ære […] thi jeg skal nok faae det udspurgt, hvo der læse min Bog med Nytte, og de, som kaste den i Krogen eller rive den i Støkker. Fye!"

Bemærk, at ordet „vittig” ikke betyder morsom og „vanvittig” ikke sindssyg eller noget tilsvarende. „Vittig” betyder vidende og „vanvittig” er man, hvis man ikke ved noget.

I den efterfølgende „Indleedning” fastholder forfatteren sit koketteri over for læseren med det formål at tegne et billede af bogen, dens hensigt og brugbarhed:

Msr. Omsorg: Hvorfore komme De nu til mig? Gide De nu ikke Spøget meer?Franz Hurtig: Jo, saa men giøre vi saa, min Herre, men det er nu vor Skoele-Time.Msr. Omsorg: Det er paa den anden Danske, lille Hurtig, at han ønskede gierne, der var hverken Bøger eller Skoele-mestere til, ikke saa?Fr. Hurtig: Ney, min Herre, tænker De saaledes om mig, giør De mig visselig Uret; thi lige saa gierne, som jeg vil spøge, saa gierne vil jeg og læse.Msr. Omsorg: Det er stort sagt: jeg har Vanskelighed ved at troe det. Hvad mener Han, lille Stræbsom, kan jeg vel troe Msr. Hurtig paa hans Ord?Joh. Stræbsom: Jeg tør nok forsikre paa min Vens Vegne, at han ikke har sagt andet, end han mener; thi der ere toe vigtige Aarsager, som maa bevæge os til at have ligesaa stor Lyst til at læse, som at spøge.Msr. Omsorg: Vær saa god at sige mig de Aarsager.Joh. Stræbsom: Den første Aarsag er; at, dersom vi ikke have Lyst til at læse, saa kunne vi ikke lære noget: den anden Aarsag er, at det er en Lyst at læse under saadan lille artig skiøn Skoelemester, som min Herre.

Alle, som subskriberede, blev med jævne mellemrum opført i listeform med navns nævnelse i selve hæfterne (se ill. fra Den danske Skoelemester), og herfra kunne man da tydeligt se, at antallet af „unge Jomfruer” steg op til ca. en fjerdel af alle. Og alle vil i denne sammenhæng sige knap 200, hvoraf de flestes forældre var lærere og præster eller ansat inden for handel og håndværk.