I bogen Ulykkes-Historier til Advarsel for Børn, oversat fra tysk af Ludvig Fasting i 1822, var 24 illuminerede, dvs. håndkolorerede, kobbere placeret efter hinanden bag i bogen og altså ikke i forbindelse med de tekster, de henviser til. Det var simpelt hen enklere og billigere at gøre det på denne måde. Illustrationen her hører til historien om den unge pige, som ulykkeligt omkommer efter – mod sine forældres ønske – at have drukket kold limonade, da hun var blevet varm i kroppen som følge af sit hæmningsløse danseri.

.

Illustration til den tragiske historie om pigen som i forfængelighed stiller sig foran kaminen iklædt kjole. Ilden tager fat i kjolen, og pigen brænder op. Fra Pierre Blanchards Tag dig i Agt! Oversat af Karl Dielitz 1844.

.

Den ene fortælling er „Den smukke Lotte”, som indgår i pigebogen Speilet fra 1793, og hvis forfatter er ukendt. Den anden, „Dandserinden” fra 1822, er ligeledes skrevet af en ukendt forfatter og oversat til dansk af Ludvig Fasting (1789-1863).

Speilet består som anden spejllitteratur af en række tekster, som tegner et billede af det liv, som unge piger bør (efter)leve. Teksterne er oftest ganske korte og går lige til sagen. En problemstilling præsenteres og udfoldes gennem et eksempel, hvoraf der da kan drages en lære. Denne lære udtales enten af den, der i fortællingen har været den belærende, eller af den, der er blevet belært og nu er blevet klogere; ikke så sjældent af begge parter. I „Den smukke Lotte” lyder konklusionen:

"At udbrede Glæde rundt omkring os, at giøre andre lykkelige, naar og hvor man kan, at leve fromt og retskaffent, og ved vor Død at efterlade os det Minde, at de, som kiende os, kunne tale vel om os, og de, som vi havde giort godt, kunne fælde en Taare ved vor Grav. See, mit Barn, dette er det skiønneste Skilderie af Mennesket."

Og det er netop „Skilderiet af Mennesket” denne fortælling handler om, og dermed er den også et meget konkret eksempel på spejllitteratur. Den handler simpelt hen om udseendet, og om hvordan vi mennesker helst vil „ses” i ordets bredere betydning.

Hovedpersonen er den unge pige Lotte, som fra første linje udtrykker ønsket om „engang [at] maatte blive afskildret”, som hun siger. Argumentet er, at alle siger, at hun er meget smuk, og „hvad der er smukt fortjener jo vel at afskildres”. Forfængeligheden vækker morens vrede. „Du ligner et Menneske, som staaer paa Pynten af en Afgrund og, færdig at styrte ned i den”, siger hun med en af tidens yndede metaforer og fortsætter: „For du giør dig et falsk Begreb om en Ting, som allerede tidlig kan giøre dig ulykkelig”. Lottes fortrin kommer nemlig alene fra Gud, og nok skal hun være glad for, at hendes „Lemmer ere veldannede, ikke skieve”, men dels skyldes det ikke hendes egen indsats, dels kan „Et eneste Tilfælde […] ramme dit Legeme eller dit Blod, [og] i en Hast forandre denne din Smukke Skabning. Et ulykkeligt Fald, et Stød, en Byld, en Sygdom […] og endog giøre dine velskabte Lemmer skieve, lamme og krumme”.

Nej, Lotte skal ikke lægge øre til den meget udvendige ros, hun får på grund af sit gode udseende. De, der roser hende, kan meget vel have til hensigt at „derved forføre dig til Feil”. Hvis der overhovedet skal laves et maleri af hende, så er det „ingenlunde fordi du er smuk; men blot fordi jeg vil sende dit Skilderie til din Moster, som elsker dig saa hiertelig, og som derved ligesom vil forskaffe sig din daglige Nærværelse”. Moralen er, siger moren, at det „er bedre at være god end at være smuk”, og er man god, så er man blot „dobbelt smuk”, hvis man tilmed har et godt udseende. Men kun så længe det varer; for man bliver jo ældre, og man kan også ud over de nævnte bylder få kopper, som kan skjule „hele dit Ansigt med Ar”. Der er trusler i luften, og datteren ender da også med at beklage sin dumhed og selvoptagethed: „Ak! kiereste Moder! Deres kierlige Forestillinger og gode Underviisning har gandske forandret mine forrige Tanker om mig selv”.

Blandt spejlbøgerne var også særlige udgaver henvendt til piger, som i 11-12-års alderen skulle ud og tjene, fx Pigespeilet, der blev udgivet af Peter Thonboe „efter J.G. Reinhard” i sin første udgave i 1797. I visen om „Den brave Lovise” tegnes idealbilledet af en ung pige:

"O synger I Piger med Lyst og med FrydDen brave Lovise til Ære!Hun elskede Retsind og qvindelig DydSom Eder min Vise skal lære.Den Pige var tro, som det prøvede Guld,I Uskyld hun satte sin Ære.Var stedse saa flink, saa beskeden og huldSom retskaffen Pige bør være."

Der blev, ud over „spejlbøger”, udgivet en del bøger specielt rettet mod piger omkring 1800. Blandt disse var Amalie Sekkendorffs fra tysk oversatte En liden Piges Historie, bestemt til Sædernes Dannelse især hos den qvindelige Ungdom (1796), og de mange egentlige vejledninger, bl.a. de ligeledes fra tysk oversatte Den Kunst at blive en god Pige, Hustru, Moder og Huusmoder (1805) og Minona, en underholdende Læsebog for unge opvoksende Piger til deres Sæders Dannelse (1813), sidstnævnte oversat og med forord af den meget indflydelsesrige kritiker Knud Lyhne Rahbek (1760-1830).

Dyd og god opførsel handler det også om i „Dandserinden”, som stammer fra Ulykkes-Historier til Advarsel for Børn. Oversætteren Ludvig Fasting udgav også skolebøger, bl.a. Læsebog for Borger- og Almueskoler i 1817. Ulykkeshistorier er en særlig genre, hvor der ganske kort fortælles om en situation, som et ungt menneske har bragt sig i ved uforsigtighed eller overmod, og som får voldsomme konsekvenser, ofte døden. Blandt historierne kan nævnes „Uforsigtig Brug af Skydegeværer”, „Hvor let et velskabt Barn kan blive Pukkelrygget”, „Mosebadet” og „Den qvalte”. Hver historie er illustreret med et „illumineret”, altså håndkoloreret, „kobber”; disse er placeret samlet bag i bogen.

„Dandserinden” er særlig interessant, fordi den tematiserer en af tidens erklærede farer, nemlig det at drikke noget koldt, når man er varm i kroppen. „Dandserinden” indledes sådan:

"I hele E. var der ingen lidenskabeligere Dandserinde end Lovise Fachter. Intet Bal, ingen Redute blev forsømt af hende; og naar hun havde begyndt at dandse, holdt hun ikke op den hele Nat. De vildeste Dandse var hende altid de kjæreste."

Lovise er aldrig af gulvet, for hun er en smuk pige og en god danser, „let som en Fugl”. Forældrene advarer hende dog, men egentlig ikke mod selve danseriet, som der nok var tendens til i tiden. Nej, faren består i, at den opvarmede krop kræver afkøling:

"Du behøver blot naar Du engang er ret hed, at drikke et Glas koldt Vand, saa er du forloren. Du veed jo desuden nok, hvor tit og ofte din Moder har revet dig Glasset ud af Haanden."

Men Lovise lytter ikke, og da hun en dag er til bal, ledsaget af sin onkel, og har danset sig varm og er „næsten vansmægtet af Tørst”, vil hun ikke tage imod den kop te, onklen tilbyder hende, men hun drikker „et Glas Limonade, som egentlig ikke var bestemt for hende”, ja hun ligefrem „nedslugede” det. Det gentager sig senere på aftenen, og så bliver hun syg og får en „hæftig Brækning” på vej hjem i vognen. Næste morgen er hun svag, og det bliver værre og værre, indtil lægen kommer og konstaterer, at der ikke er noget, han kan gøre: „De utrøstelige Forældre maatte see hende henvisne for deres Øine liig en afreven Blomst; og i sit nittende Aar maatte hun alt forlade denne Verden”.

Det bliver aldrig helt klart i denne historie, om det er den vilde danselyst, eller indtagelsen af den kolde drik, som er hovedproblemet. Der advares til sidst mod danseriet, som pigen er „et tidligt Offer” for, og læseren bedes se på „hendes ynkelige Død” som „et advarende Eksempel”. Mest af alt er der nok tale om et tankesæt, som siger, at gør du det ene, så udløser det det andet, hvorefter noget tredje (sygdommen, døden) bliver resultatet. Historien kunne også have handlet om at danse vildt for derved at blive et let offer for forførelse med et uønsket barn som resultat.

Det „farlige” dukker jævnligt op i tidens ulykkeshistorier for børn og unge. Et andet eksempel finder vi i Pierre Blanchards (1772-1836) Tag Dig i Agt: En Samling af smaa Fortællinger, der ere skikkede til at afholde Børn fra Handlinger, som kunne blive farlige for dem (dansk udgave 1844 ved Karl Dielitz på Chr. Steens forlag). Bogen er forsynet med et forord til de voksne og et til børnene, „Forfatteren taler til sine smaa Læsere”, som indledes på denne måde: „Mine kjære Børn! Eders Mangel paa Erfarenhed og det for Eders Alder saa naturlige Letsind udsætter Eder for mange Farer. For at gjøre Eder opmærksomme paa nogle af disse Farer, har jeg skrevet denne lille Bog”.

I Blanchards bog gennemgår børn, som ikke opfører sig ordentligt, de frygteligste lidelser. Louise er, ligesom den tidligere omtalte Lovise, forfængelig og ser sig hele tiden i spejlet for at „beundre sit smukke Udvortes”, bl.a. den dag hun uden at have fået lov prøver sin mors halssmykke og ørenringe, men kommer for tæt på kaminen:

"Medens den forfængelige Nar beundrede sig selv og smilede til sig selv med stor Tilfredshed, tog Ilden fat i hendes Kjole, og i mindre end to Minutter stod den i lys Lue. Hun udstødte græsselige Skrig, og man ilte hende ogsaa strax til Hjælp; men det var for silde. Under de skrækkeligste Pinsler maatte hun lade sit unge Liv."

Vibeke Stybe omtaler i sin børnelitteraturhistorie Fra Askepot til Asterix (1974), dog uden at angive kilden, en anden bog, hvor det ikke går bedre for den lille Henrik, som ukritisk kaster sig over alt, der ser ud som søde sager, men ved en fejl indtager gift: „Man lod strax en Læge hente, men forgieves. Sønnen døde en Time efter.” For ikke at tale om Edvard, som også vælger at slukke sin tørst med kolde drikke, hvorefter „hans Kræfter og hans Munterhed forsvandt tydelig; og han blev saa mager, at han lignede en Skygge”. Edvard brød ud i gråd, men „al hans Klage var forgieves, han kunde ikke undgaae Døden”.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfra denne forestilling om koldt vands skadelige, for ikke at sige dødbringende, indvirkning på den varme krop kommer. Måske har det været en del af den folkelige sundhedslære ligesom senere tiders opfattelse af, at det er skadeligt at bade efter et måltid. Men det kan også stamme et helt andet og mere autoritativt sted fra, nemlig fra John Locke. I hans Some Thoughts Concerning Education kan man nemlig møde sådanne advarsler i første kapitels afsnit om vaner: „At indtage kolde drikke, når man er varm af arbejdet eller af at bruge kroppen, fører flere mennesker i graven eller til gravens rand på grund af feber og andre lidelser, end noget andet jeg kender til”.

Nøjagtigt hvordan den slags ulykkesskildringer er blevet modtaget af de børn, som selv har læst dem eller fået dem læst op, ved vi ikke, men et kvalificeret gæt kunne være, at de i højere grad har pirret børnenes fantasi og givet dem nogle gode gys, end de har fungeret som fortællinger, man kunne tage ved lære af.

Samme år, som Blanchards bog udkom på dansk, altså i 1844, udgav Heinrich Hoffmann i Tyskland sin berømte parodi på denne type bøger, nemlig Der Struwwelpeter, på dansk Den store Bastian (se Den store Bastian). Men så er vi et stykke inde i en ny børnelitteraturens tidsalder.

Noter

„Den smukke Lotte” og „Dandserinden” findes i henholdsvis M. Winges Pigespejlet (1992) og V. Stybes Børnespejl (1969). Hos Winge findes også visen om „Den brave Lovise”. P. Blanchards Tag dig i Agt (1844) findes på Danmarks Pædagogiske Bibliotek.

Uddrag af Sekkendorfs tekst findes i V. Stybes Børnespejl (1969); uddrag af Den Kunst ... og Minona ... findes i M. Winges Pigespejlet (1982).

Jeg har kontaktet Medicinsk Museum i København og forhørt, om man her har kendskab til en videnskabelig eller folkelig opfattelse i 1700- og 1800-tallet om skadevirkningen ved indtagelse af kolde drikke og har fået det svar, at en sådan sammenhæng kender man ikke til.

Vejviser

Værket Historien om børnelitteratur udkom i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Dødbringende limonade.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig