John Locke

Locke var empirist, dvs. at han tillagde erfaringen den helt afgørende betydning for, hvordan vi udvikler viden og indsigt. Mennesket er ikke født med sådanne egenskaber, sagde han, og opponerede dermed mod en udbredt tanke i tiden. Mennesket tilegner sig egenskaberne.

Politisk set var Locke liberalist, en af tidens mest betydningsfulde. Han mente, at alle samfundsmæssige værdier bliver skabt gennem det enkelte individs arbejdsindsats, og at dette er selve grundlaget for den private og ukrænkelige ejendomsret. Ejendomsretten er dermed ikke en ret givet til individet af samfundet.

Som pædagog lagde Locke afgørende vægt på karakterdannelsen. Barnet – og det er hos Locke kun drengebørn, der er tale om – skal ikke tvinges, heller ikke til at lege eller læse, siger han, og det er i øvrigt heller ikke nødvendigt, for grundlæggende set drives individet af en voldsom trang til aktivitet, som blot skal kanaliseres. Alt skal være til barnets „vederkvægelse”. Arbejde må børn heller ikke pålægges, for „hverken deres sjæl eller krop tåler det”. At lære børn at læse bør derfor ikke ses som „en arbejdsopgave”.

Vigtigt er det, at barnet møder dagligdagens udfordringer. Det skal lære (sig) at bevæge sig rundt, også i naturen, fx skal det lære at svømme, og så skal det lutres gennem naturlig sult og træthed. Alle former for pylren og forkælelse vender Locke sig imod. Målet er, at barnet udvikler evnen til selvbeherskelse.

Om læsning og bøger skriver Locke i virkeligheden ikke meget i sin Some Thoughts Concerning Education (1693), som er bygget op af større kapitler med korte, nummererede afsnit, i alt 216. Heraf handler ca. 12 sider om læsning. Overskriften på et af kapitlerne lyder meget typisk: „Tving ikke børn til at læse!”.

Hvad Locke peger på som læsestof, er – ud over de tidligere omtalte fabler – billedbøger og rævebogen, som udkom i England i 1481 med titlen Reynard the Fox. Om billedbøger siger han: „Jeg anser det derfor for vigtigt, at man, så snart drengen begynder at stave, skaffer ham så mange billeder af dyr som muligt med de trykte navne på dyrene føjet til”. Flere gange vender Locke tilbage til, at drengen skal se læsningens nytteværdi. Han skal føle, at han bliver klogere. Pointen er ikke, siger han, at læseren bliver „underholdt, sådan som tidens mode kræver det”.

Om læsning i Bibelen siger Locke, at dette „så langt fra er til barnets gavn”, simpelt hen fordi det „ingenting forstår”. Der er dog nogle af Bibelens tekster, børn kan have glæde af i tillempet form, fx fortællingen om Josef og hans brødre og den om David og Goliat.