Skolen (1880-1918)

I Det Sthyrske Cirkulære (1900), som følger den nye folkeskolelov af 1899 op, fremhæves behovet for, „at der under Folkeskolens stigende Udvikling og fremadskridende Organisation tages det skyldige Hensyn ogsaa til den fornødne Enhed og Orden inden for Skolens Virksomhed”.

Orden er – som alle andre steder i samfundet i denne periode – kerneordet, og det er da også lige præcis orden, der skabes på skoleområdet i 1899-1903. Med loven af 1899 skiftes navnet almueskole ud med folkeskole, børnene deles ind i klasser efter „Deres Alder, Fremgang og Modenhed”, og de danskfaglige aktiviteter, som tidligere har været spredt på disciplinerne at læse og skrive samt selve håndskrivningen, samles nu i et egentligt danskfag kaldet „Mundtlig og Skriftlig Dansk”. For første gang får skolen nu egentlige fagmål og læseplaner.

Ønsket om mere styring af skolen understreges i 1903, hvor man indfører den fireårige „mellemskole”, skudt ind efter folkeskolens 5. klasse og før gymnasiet, som de højere almenskoler nu kaldes. Også i mellemskolen får faget dansk en vigtig plads under navnet „Dansk (med Svensk)”.

Det nye danskfag i folkeskolen bliver også et litteraturfag. Nok er det vigtigt at lære de grundlæggende læse- og skrivefærdigheder, men dannelsesaspektet skal styrkes. Som der står i Det Sthyrske Cirkulære: „Sproglig Dannelse er Prøvestenen for Aandsdannelse i Almindelighed, Dygtighed i Modersmaalets Behandling ikke en isoleret Færdighed, men et Udtryk for Aandslivets Udvikling. Der bør derfor lægges ganske særlig Vægt paa Danskundervisningen i Skolen”.

Denne „Aandslivets Udvikling” skal dog tage udgangspunkt i barnets egen verden. Det skriftlige arbejde skal således foregå „inden for den Forestillingskreds og de Sprogformer, der ere naturlige for Børn”. Desuden skal der „gives Børnene rig Lejlighed til mundtlig Fremstilling” og „skriftlig Behandling af Modersmaalet med det Maal for Øje, at de sprog- og tankerigtigt kunde udtrykke egne Forestillinger og Tanker paa selvstændig Maade”.

Der er i det hele taget nye strømninger på vej inden for pædagogikken. Tidligere er kort omtalt de tanker, som Ellen Key i 1900 gør sig i bogen Barnets Aarhundrede, men nævnes skal også den amerikanske filosof og pædagog John Dewey (1859-1952), som argumenterer for en skole, hvor teori og praksis går hånd i hånd, ikke mindst i sit vigtigste værk Democracy and Education fra 1916. Også Alexander S. Neill (1883-1973) får stor betydning med sin antiautoritære pædagogik, som lægger stor vægt på børns selvforvaltning. Hans idéer realiseres i Summerhillskolen, først i Dresden i 1921, senere i England. I Danmark samles trådene – med rødder tilbage til bl.a. Rousseau – i reformpædagogikken, som for alvor slår igennem i 1920'erne.

Omfattet af de nye love for folkeskolen var i begyndelsen af 1900-tallet ca. 360.000 elever fordelt på ca. 4200 skoler og knap 9000 lærere. En gennemsnitsskole havde dermed 85 elever og to lærere. Det er mere end 40 elever pr. lærer. Hundrede år senere var tallet ti elever pr. lærer.

Det skal her understreges, at det store flertal af eleverne faktisk lærte at læse omkring 1900, og at det havde været sådan også i sidste tredjedel af 1800-tallet. Ca. 85% af eleverne kunne, når de forlod skolen, både læse og skrive almindelig samskrift, som det hed. Kun ca. ti procent havde problemer med læsningen, lidt flere med at skrive.