Da Tudemarie-bøgerne blev genudgivet i 1980'erne, var det med nye tegninger af Lene Bourgeat (f. 1945). Scenen er fra begyndelsen af Tudemarie, hvor Marie er blevet væk og må med på politistationen, indtil moren henter hende.

.

Kun ganske få af drenge- og pigeromanerne fra første halvdel af 1900-tallet har fastholdt deres popularitet op til i dag. En af dem er Maria Andersens (1876-1941) Tudemarie (1939) og i nogen grad også de to følgende bind Tudemarie søger Plads (1941) og Hvad der videre hændte Tudemarie (1942).

Maria Andersen, som var vokset op i fattige kår, blev efter sin konfirmation sendt ud at tjene uden videre uddannelse. Hun blev som ung ramt af en hjertelidelse, som førte til ophold på Skt. Maria Hospital i Roskilde. Bagefter, dvs. i 1906, fik hun ansættelse på hospitalet som økonoma, et arbejde hun beholdt frem til sin død.

Maria Andersen var tidligt begyndt at skrive sine barndomsoplevelser ned på ark, og hun gemte dem. Det var en uorganiseret mængde af enkeltstående begivenheder fra slutningen af 1800-tallets København. Det var dog ikke hende selv, som forestod sammenskrivningen af de mange episoder, men derimod veninden Gudrun Eriksen (1894-1961), som var lærer i Roskilde. De 2 første bind udkom, mens Maria Andersen levede, det sidste skrev Gudrun Eriksen færdigt efter venindens død.

Tudemarie er, ligesom efterfølgerne, fortalt i en episodisk stil; de oftest ganske korte, anekdotiske fortællinger – flere af dem på kun 1-2 sider – kommer som perler på en snor, og for flertallet af episodernes vedkommende kunne de være placeret andre steder i teksten. Der ses ikke nogen markeret udvikling hos Tudemarie, selvom hun bliver ældre med tiden. I bind 1 følger vi hende fra før skolestart til konfirmationen.

Det episodiske understeges af, at nye afsnit ofte indledes med formuleringer som „En Dag skulle Mor i Byen […]”. Derefter sker der typisk det, at Tudemarie af ubetænksomhed, uforsigtighed eller almindelig klodsethed kommer i en situation, som hun ikke selv kan klare, eller hvor hendes handlinger i forsøget på at klare sig skaber problemer for andre. Hun er både „geskæftig” og „frejdig”. Hendes retfærdighedssans og trang til at fortælle sandheden fører også til gentagne problemer. Derhjemme søger moren at trøste, mens faren, der er smed, uddeler øretæver eller endefuld.

En typisk scene er den, hvor moren for at trøste Tudemarie lover at servere sødsuppe til middag, blot skal Tudemarie selv hente for 15 øre kirsebærsaft hos urtekræmmeren. Men fristelsen er for stor; Tudemarie drikker først lidt, så mere og til sidst resten af kirsebærsaften på vej hjem, og så bliver suppen lavet på den sædvanlige rødbedesaft.

Tudemarie bor sammen med sine forældre og mange søskende, bl.a. den ældre og helt anderledes dydige søster Amalie, i „en Gade over for Kongens Have” i 1880'ernes København. Hun er „lille og spinkel med store, mørke Øjne og en uforholdsmæssig stor Næse”, hvilket straks efter fødslen undrer faren: „Du faar ellers så pæne Børn, Mor.” Morens svar er: „Se dig engang i Spejlet, Far, saa kan du se, hvem hun ligner.” Der er trods forskelligt udseende og forskellig baggrund flere fælles træk mellem Tudemarie og Bibi fra Karin Michaëlis' romanserie.

Fattigdommen er stor, ikke mindst da faren i en periode er syg, og Tudemarie må en dag om ugen spise hos en velhavende apotekerfamilie, ligesom hun henter gammelt brød hos bageren og meget tidligt får et job med at løbe ærinder, kortvarigt selvfølgelig, for hun kommer til at ødelægge den hat, hun skal bringe ud til Frøken Dunkelberg. Velgørenhed er familiens redning.

I Tudemarie søger Plads følger vi Tudemaries karriere som tjenestepige, først hos to gamle tanter, den skrappe Frederikke og den godmodige Sofie. Førstnævnte bereder Tudemarie et chok, da det viser sig, at hun har både kunstigt hår og kunstige tænder, noget som Tudemarie selvfølgelig må kommentere. Senere er hun hos en spækhøker og en billedhugger, her som barnepige. I sidste bind, Hvad der videre hændte Tudemarie, bliver hun husholdningselev på en herregård og bliver forlovet med barndomskæresten Søren.

Det var som nævnt veninden og læreren Gudrun Eriksen, som sammenskrev Tudemarie-bøgerne, og det gav hende åbenbart så meget blod på tanden, at hun i 1944 indsendte et manuskript til Hagerups konkurrence om en pigebog. Hun vandt, og året efter udkom Ungerne i Bjørnegade 5, som foregår i 1820'ernes København, og som bygger på familiemedlemmers erindringer og skolebøger fra tiden. Det er fra disse bøger „det summer op”-pædagogikken stammer. Familiens strenge far, Anton Læsting, straffer – helt på niveau med Tudemaries far – børnene hårdt, men først om lørdagen for den afsluttede uges forseelser. Undervejs meddeler han blot børnene, at „det summer op”, og børnene er Hanne, Ida og Obaldo, født med et års mellemrum. Den eneste, der slipper for lørdagsbank, er Rikke, naboens lille datter, som Anton Læsting adopterer, da hendes forældre dør. Det sker i bog nr. 2, Rikke fra Nyboder, som udkommer i 1947. Yderligere et bind kommer en del år senere: Obaldo og hans søstre (1957). Bøgerne er i øvrigt skrevet i den samme episodiske stil som Tudemarie-bøgerne, koncentreret om børnenes stadige kamp med lærerne og christianshavnerdrengene.

Noter

Citaterne fra Tudemarie stammer her fra den illustrerede 1978-udgave (Notabene).

Vejviser

Værket Historien om børnelitteratur udkom i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Maria Andersen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig