Karin Michaëlis

Da Karin Michaëlis (1872-1950) i 1929 udgav sin første børnebog, Bibi med undertitlen „En lille Piges Liv”, var hun allerede en veletableret forfatter med mere end 20 voksenromaner bag sig, bl.a. Den farlige Alder (1910), som skabte betydelig opmærksomhed med sin skildring af en moden kvinde, der gør op med sit tidligere liv og forlader sin mand. Romanen blev filmatiseret i både Danmark og Tyskland, og overalt efterspurgte man nu forfatteren som foredragsholder. Michaëlis blev dermed en aktiv deltager i tidens debat, glødende optaget, som hun var, af kvinders liv og seksualitet. Hun trak i høj grad på sine egne erfaringer, bl.a. fra to ægteskaber, i både debatten og som forfatter, ikke mindst i erindringsromanen i fire bind, Træet paa godt og ondt (1924-30).

Michaëlis, som også arbejdede som journalist, rejste over det mest af Europa og i USA. I Danmark havde hun sit fristed på Thurø syd for Fyn. Hendes hjem var i 1930'erne bosted for flygtninge fra Nazityskland. Hun omsatte dermed sit politiske engagement, som havde grundlag i en udtalt humanisme, i handling.

Samtidig var Michaëlis optaget af børns vilkår. På sin første foredragsrejse til Wien i 1910 mødte hun den jævnaldrende østrigske reformpædagog Eugenie Schwarzwald (1872-1940). Dennes antiautoritære opdragelsestanker, især vedrørende piger, inspirerede Michaëlis til bogen Glædens Skole (1914). I Bibis store Rejse (1930) lader forfatteren Bibi opleve en sådan skole i Tyskland, Odenwaldsskolen, ligesom der i bogen direkte henvises til „en svensk Kone”, dvs. Ellen Key, som mente, „at man ikke maatte slaa Børn, for det var en stor Forbrydelse”. Allerede i 1904 havde Michaëlis skrevet Barnet, en bog om børn for voksne.

I Bibi-bøgerne rettes der gentagne angreb på den autoritære skole, ikke mindst skoler for piger. Bibi er således blevet bortvist fra skolen, da hun møder sine bedsteforældre for første gang uden at kende dem: „Jeg er vist ud af én Skole, fordi jeg faar saa mange Anmærkninger, fordi jeg altid skulker, og der hvor jeg nu gaar, der vil de ogsaa vise mig ud”. Da bedstemoren forfærdes, svarer Bibi: „De skulle selv prøve paa at sidde stille en hel Time ad Gangen og kede Dem og kede Dem … Saa maa man stikke af, for ellers dør man!„. Bibi vil selv lære og giver ikke meget for, hvad der står i ”de skidt Bøger”, skolen har.

I et interview i Vore Damer 11. december 1924 udtalte Michaëlis om børneopdragelse: „Ja, jeg elsker Børn, og jeg forstaar dem og lader dem være i Fred! Jeg iagttager dem bare og bedømmer dem udfra mine egne klare Erindringer om min egen Barndom. De fleste Kvinder forstaar ikke Børn, dvs. de forstaar ikke, at man skal lade dem gro i Fred, at man ikke skal trænge ind paa dem!”

De syv Bibi-bøger er Bibi (1929), Bibis store Rejse (1930), Bibi og Ole (1931), Bibi og de Sammensvorne (1932), Bibi paa Ferie (1935), Bibi bliver Landmand (1939) og Bibi og Valborg (1939).

I Bibi's „Indledning, som endelig maa læses med” introduceres Bibi og Danmark, og det er da også de to, som er hovedpersonerne. Bibi „med lange Ben og blaa Øjne og gult Haar” i den forstand, at det er hende, vi følger gennem alle bindene. Danmark i den forstand, at landet omtales som en kær ven, og fordi Bibi rejser rundt og præsenterer forskellige egnes geografi og historie, sådan som det – om end på en anden måde – kendes fra Selma Lagerlöfs (1858-1940) læsebog Nils Holgerssons underbara resa genom Sverige (1906-07):

"Medens Kina og Amerika paa Verdenskortet er som to Kaffeplamaser paa en Dug, er Danmark saamænd ikke stort større end et Fluevisitkort. [Men] naar man bor i Danmark, er Danmark, allermindst, det allerstørste Land i Verden."

Og sådan fortsætter det i samme naivt-ironiske tone:

"Saa er der for Resten akkurat lige saa mange Grise i Danmark, som der er Mennesker. […] Der er nogle Mennesker, der bader hver Dag, […] andre bader en Gang om Ugen, ja, der er saamænd dem, der kun bader en Gang om Aaret, til Jul, og ser vi os for, er de saamænd slet ikke saa snavsede endda. […] Vores Konge har en rigtig Guldkrone og en Hermelinskaabe ligesom i Eventyrene, men den er kamfret ned, for at Møllene ikke skal gaa i den, og han bruger den kun til Stads."

Af præsentationen af landsdelene fremgår det, at „Bornholmerne er de allermest sparsommelige af alle Danskere, og de taaler ikke at blive sagt imod.” Selv kommer fortælleren fra Thurø, hvor der boede folk i stenalderen: „Har I lært om den Tid? Lad ellers bare, som om I har.”

Stilen er altså mundtlig med genkommende henvendelser til læseren på H.C. Andersensk vis: „I kender da Duften af de dejlige blaa Lavendler?” og med mange forklaringer. Målet er tydeligvis at skabe et nærvær mellem fortæller og læser i den hensigt at tilgodese barnelæseren eller -tilhøreren, hvilket understreges af, at store dele af Bibi og de senere romaner i serien er breve, som Bibi skriver til sin far, eller „Papsen”, som hun kalder ham. Disse breve er tilstræbt autentiske i sproget, bl.a. med stavefejl, grammatisk usikkerhed og misforståelser som „Kumfelutten”.

Bibis mor er død, og faren er stationsforstander. Han giver Bibi lov til at rejse rundt i landet, og er han ikke hjemme, så hun kan spørge ham, rejser hun alligevel. Bibi er en nysgerrig vagabond med en glubende livsappetit og et stort mod. Og med evnen til at vende op og ned på alting. Med andre ord: Hun er en tidlig Pippi-figur. Hun er også vred på sine godsejerbedsteforældre, som omtales som „de graa Folk” og „Grevepak”, fordi de „huggede Haanden af hendes Mama, fordi hun giftede sig med ”Papsen„ og lavede en ”Misselangse„ med ham.”

De mange togrejser, bl.a. til Ribe og Tønder med grundige beskrivelser, betyder imidlertid, at Bibi ikke passer sin skole. Hun bliver bortvist og derefter sendt til bedsteforældrene på „Slottet”, dvs. herregården Klinteborg. Her stortrives hun, godt beskyttet af de gamle mennesker, men hun vil dog ikke – som bedsteforældrene foreslår – „addepteres”.

Bind 1 afsluttes med kapitlet med overskriften „Stop!”: „Nu faar I ikke mere at vide om Bibi for denne Sinde.” Men samtidig løftes sløret for, at bind nr. 2 kommer næste år. „Og saa en Ting til,” siger fortælleren: „Da vi to store Piger, som har lavet Bogen, begyndte, saa var det Meningen, at der skulle en Masse Billeder med alle mulige dejlige Kulører [men det blev] alt for kostbart.”

Den anden „store Pige”, som der tales om, er Hedvig Collin (1880-1964), som forsynede bogen med 100 sort-hvide tegninger og otte smukt udførte farveillustrationer. Også de senere bind var gennemillustrerede af Collin. På flere af oplagene står både Michaëlis' og Collins navne på forsiden.

Også i de følgende bind er Bibi på rejse, dels med sine bedsteforældre, dels med den dansk-amerikanske dreng Ole og dels med veninderne i klubben „De Sammensvorne”. Bibi når i Bibis store Rejse under dramatiske omstændigheder til Marseille efter at have fået frastjålet sine penge, i Bibi og Ole til det daværende Tjekkoslovakiet, i Bibi og de Sammensvorne til Østprøjsen og endelig endnu en gang rundt i Jylland med veninderne i Bibi paa Ferie. I dette bind søger pigerne også at samle alverdens børn i kamp for alverdens dyr. Efter sin konfirmation får Bibi plads på en gård på Fyn; hun vil være landmand. Men da er bedstefaren for længst død, efter at godsforvalteren har bedraget ham.

Mens Bibi-bøgerne kun blev en begrænset succes i Danmark, blev de hurtigt oversat til mere end 20 sprog, bl.a. de nordiske, engelsk, tysk, fransk, russisk og hebraisk. I Italien genudgives Bibi stadig og har dermed opnået klassikerstatus.

Noget, der lignede en børnebogssucces, fik Michaëlis i Danmark med småbørnsbogen Lotte Ligeglad fra 1936. Den handler om Fru Gormsen og hendes fire børn, bl.a. Lotte. Da Fru Gormsen, som ejer en „Skibsekvipering” i Nyhavn, placeret lige op og ned ad et værtshus, rejser til Aalborg i nogle dage, sker det samtidig med, at en af sønnerne, Anton, vinder penge i en krydsordskonkurrence. Pengene bruger børnene på en kæmpe fest for ejendommens beboere og gode venner. Det er ikke mindst denne fest og forberedelserne til den, som bogen handler om.

Den grønne Ø (1937), som i lige høj grad er en bog for børn og voksne, er en robinsonadeagtig utopi, hvor thurøboerne en morgen opdager, at verden omkring øen er forsvundet ved en naturkatastrofe. Beboerne skal nu klare sig selv, og det udløser først stor forvirring, derefter almindelig lovløshed og endelig et samarbejde til alles bedste, som ikke mindst børnene går ind i. Til slut dukker et skib op i horisonten, og der begynder at komme lyde fra den ellers tavse radio. Øboerne er ikke alene.

Karin Michaëlis forblev gennem hele sit forfatterskab tro mod barnligheden på samme måde, som H.C. Andersen gjorde. For hende hang desuden barnlighed og kvindelighed sammen. Det er ikke noget tilfælde, at mange af Michaëlis' voksne kvinder taler et sprog med barnlige træk. Det barnlige i det kvindelige rummer et utopisk projekt.