Fra Ole Lund Kirkegaards Lille Virgil (1967); forfatteren har også tegnet.

.

Lille Virgil er ingen Silas, og det er heller ikke de andre hovedpersoner i de i alt otte børnebøger, Ole Lund Kirkegaard (1940-79) nåede at skrive inden sin tidlige død i 1979. Alligevel har de visse træk fælles med Silas, nemlig opgøret med voksenautoriteterne, hos Kirkegaard formet som en humoristisk udlevering af de arbejdsomme voksnes mangel på fantasi og frodighed. Uden for disse veletablerede voksnes kreds står de uproduktive, dvs. børnene, de gamle og de skæve eksistenser. Det er dem, Kirkegaard hylder. Kun i én af Ole Lund Kirkegaards bøger mærker man for alvor en smerte over barnets udsathed, nemlig i Gummi-Tarzan fra 1975.

Lille Virgil ved ikke meget. „Hvad er …?” spørger han hele tiden, men når han får svaret, er han til gengæld villig til at stifte bekendtskab med hvad som helst, selv en tohovedet drage. Han lever i en by, hvor det betyder noget at være ”mest„. Oskars mor er den „største” i byen. Carl Emil er den, der spiser „mest”, og smeden er den, der råber „højest”.

Det er i denne by, lille Virgil oplever lidt af hvert med sine kammerater, Oskar og Carl Emil. Sidstnævnte er en klassisk børnebogsfigur: den artige dreng, som ikke må noget for sin mor, som skal overholde spisetiderne, og som sover i natskjorte, noget der fylder lille Virgil med oprigtig undren. Det hele er fortalt i en episodisk stil, fordelt på syv kapitler, som hver især godt kunne være en enkeltstående historie. Og som sådan begyndte Lille Virgil da også. I 1966 havde Ole Lund Kirkegaard vundet en novellekonkurrence i Politiken med „Dragen”, et af Lille Virgils kapitler.

Lille Virgil og de andre drenges usikkerhed over for sproget og den verden, sproget henviser til, formes til den nonsensprægede prosa, som er så karakteristisk for Ole Lund Kirkegaards forfatterskab:

"Nu sidder den [det er en stork] på mit tag, sagde købmanden. Ene og alene. Den kommer hvert år, men altid mutters alene.

Mutters? Sagde lille Virgil. Hvordan mutters?

Ja, sagde købmanden. Hvordan mutters. Bare sådan mutters alene.

Nå, på den måde, sagde lille Virgil."

"Men her er jo ingen bjerge, sagde Oskar. Jeg har aldrig set et bjerg her i nærheden. Det er vist kun i Paris og Arabien, man har bjerge.

Også i Rusland, sagde lille Virgil. Og på Fyn.

Ikke på Fyn, sagde Carl Emil. De har rotter på Fyn, men ingen bjerge."

Det hele er så genkendeligt og hverdagsagtigt, også hvor Ole Lund Kirkegaard inddrager fantastiske elementer, her altså en drage, i andre værker er det et næsehorn og et flyvende tæppe. Hele universet med dets persongalleri er så åbenlyst i familie med Astrid Lindgrens universer og personer, at man kan tale om et fællesskab, om end ikke nødvendigvis en konkret inspiration. Fælles er også solidariteten med barnet eller nærmere det barnlige, en dimension som også kan findes hos voksne, ikke mindst „landevejens farende svende”, som vi møder i Lille Virgil. Dermed er Ole Lund Kirkegaards børnelitteratur også en romantisk litteratur i god overensstemmelse med både H.C. Andersens og Adam Oehlenschlägers syn på netop det barnlige: „Barnlighed er et Talent” (se afsnittet Barnlighed er et Talent).

Blandt Ole Lund Kirkegaards andre børnebøger er Albert (1968), Orla Frø-Snapper (1969) og Otto er et næsehorn (1970). Efter forfatterens død udkom en række efterladte tekster, bl.a. Tippe Tophat og andre fortællinger (1982). Flere af hans værker er omsat til teater og film.

Vejviser

Værket Historien om børnelitteratur udkom i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Lille Virgil.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig