Drengeromanerne

Mette Winge skriver i Dansk børnelitteratur 1900-1945 – med særligt henblik på børneromanen (1976) i sin sammenfatning:

"Den danske børneroman fra første halvdel af det 20. århundrede kolporterer en række myter, som tilsammen danner et bestemt univers. De tre centrale myter er myten om det gode menneske, myten om den problemløse familie og myten om det retfærdige samfund. Det univers, som herigennem struktureres, er naturligvis ikke fuldstændig statisk i de femogfyrre år, der er på tale, men de forskydninger, der sker, ændrer ikke grundkarakteren."

Winge uddyber myte for myte disse træk. Drengen er således „ærlig/sanddru, tapper/modig, lydig over for de sande autoriteter, men tillige også selvstændig, stræbsom/flittig”, og den heltestatus, denne type drenge tildeles, er typisk uproblematisk: „[…] når konflikter overhovedet opstår, skyldes det, at problemer påføres heltene fra yderverdenen […]„. Hvad familien angår, er den ”ubrudte familie principielt problemløs„, mens der i brudte familier er problemer. Det retfærdige samfund manifesterer sig deri, at det ”går den gode godt, dvs. han eller hun får det økonomisk og socialt godt„. For de børn og unge, som bevæger sig opad i samfundshierarkiet, er det ”uddannelsen [der] er vejen frem„, når det gælder drengene, mens pigerne typisk stiger opad gennem ”adoption, forlovelse eller giftermål”. Mennesker, der forbliver fattige, har typisk selv ansvaret herfor.

Denne beskrivelse af børne- og ungdomsromanernes „myter” kan jeg grundlæggende tilslutte mig, men vil dog hæfte mig ved tre forhold, som dels understøtter ovenstående, dels peger på andre træk. Det drejer sig om 1) børnelitteraturens udprægede eksotisme, 2) det meget store antal forældreløse børn (eller i det mindste børn, som midlertidigt lever isoleret fra begge forældre eller den ene af dem, som er tilbage), og 3) fortællerrollen i de enkelte værker. (Se også omtalen af romaner i kapitlet om overgangsperioden 1880-1918.)

Eksotismen: I en meget stor del af tidens danske børneromaner foregår handlingen uden for Danmarks grænser og da gerne i andre verdensdele. Det afspejler i nogen grad en fascination af det fremmede, sådan som vi også mødte det i biedermeierperioden, men er også tæt forbundet med tidens imperialisme. Valget af det fremmede synes dog i mindst lige så høj grad at udspringe af fortællemæssige krav. Der skal ske noget spændende, typisk ved at personerne bringes i fare, og her er det en fordel af have adgang til vilde dyr og mennesker, voldsomme naturkræfter, storladne landskaber og fremmedartede normer. Romanerne er typisk kulisseromaner i den forstand, at de konkrete ydre forhold sjældent bruges til at markere en specifik fremmedhed, men blot er rammerne om begivenhederne. Også de historiske romaner, hvor vi ikke nødvendigvis føres til andre lande, men til andre tider, er kulisseromaner og dyrker det eksotiske.

De forældreløse: At der er så mange forældreløse børn i romanerne eller børn, som i en kortere eller længere periode er væk fra forældrene, skyldes også i vid udstrækning fortællemæssige krav. Man vinder en del ved at stå med det isolerede individ, som må skabe sin eget liv i kamp mod uretfærdighed, og som hele tiden bringes i farefulde situationer uden forældre til at gribe ind. Disse børn bliver en slags Robinson Crusoe'er, som skal søge at få det bedste ud af de givne omstændigheder. Ofte flyttes disse børn uden for de vante rammer, hvorved det eksotiske understreges. Peder Most, som kun har sin mor, rejser på de syv have; den forældreløse Bitten og tvillingerne, som kun har deres far, sendes bort i en periode, fordi de ikke opfører sig ordentligt, og i kostskoleromanerne hærdes og udvikles børnene, så de kan „stå på egne ben”. Når børn er uden for forældres rækkevidde, giver det samtidig forfatteren mulighed for at præsentere andre voksenautoriteter, fx lærere og skoleledere.

Fortælleren: Langt de fleste børneromaner betjener sig i denne periode af en alvidende fortæller, der – som det tidligere er vist med fortælleren i Torry Gredsteds Paw – kan gå ind i alle personer og kommentere deres adfærd og personlighed, ligesom den alvidende fortæller kan træde ind og belære læseren om den verden, hvori romanens handling foregår, eller den verden, som forfatteren og læseren er en del af. Det ses bl.a. i Peder Most-bøgerne.

Blandt forfatterne til drengeromaner i denne periode vil følgende blive kort omtalt, nævnt i rækkefølge efter deres debutår som drengebogsforfatter, og udvalgt, fordi de anses for at være repræsentative: Niels K. Kristensen, Adolph Stender, Rudolf Bruhn, Marius Dahlsgaard og Cai Schaffalitzky de Muckadell. En grundigere omtale får Torry Gredsted, Gunnar Jørgensen og Alfred Christian Westergaard. Niels Meyn omtales i afsnittet Nazister?, og Walter Christmas er tidligere omtalt (se Walter Christmas). Af andre mandlige forfattere til drengeromaner kan nævnes Johannes Bech (1867-1950), Jens Bjerre (1871-1940), Holger Buchhave (1891-1979), Aage Hermann (1888-1949), Axel Holm (1872-1960), Børge Janssen (1867-1933), Ebbe Nielsen (1901-1961), Frederik Nygaard (1897-1958), Holger Rosenberg (1869-1960), Sigurd Togeby (1909-1970) og Svend Tvermose Thyregod (1863-1931). Bemærk, at Inger Bentzon (se Pigeromanerne) også skrev drengeromaner under pseudonymerne Jørgen Brun og Jesper Birkeland.

Niels K. Kristensen (1859-1924) optrådte ikke alene – som tidligere omtalt – i rollen som forkæmper for børnebogssamlinger og som flittig debattør og anmelder af børnebøger, især i Vor Ungdom; han skrev også adskillige børnebøger, dels historiske romaner, dels samtidsromaner. Af disse overlevede Rasmus fra Rodskov-trilogien og En Københavnerdreng som læsestof for især drenge frem til midten af 1900-tallet, mens de andre hurtigt blev glemt. Niels K. Kristensen var uddannet lærer og virkede som sådan på Vesterbro fra 1890 til sin død.

De fleste af Kristensens historiske romaner foregår under de slesvigske krige, dvs. Treårskrigen 1848-50, bl.a. Danske Drenge i 1848 (1901), og krigen i 1864, bl.a. En Dreng fra 64 (1899), som er Niels K. Kristensens debut. Rasmus fra Rodskov-bøgerne, dvs. Rasmus fra Rodskov (1911), Rasmus og Spionen (1912) og Rasmus Spejder (1913), foregår også under Treårskrigen. I bind 1 oplever den 14-årige Rasmus, at fjender rykker frem mod Århus, i bind 2 optræder han sin unge alder til trods i efterretningstjenesten og møder general Olav Rye, og i bind 3 opholder han sig hos sin onkel i Isted i dagene op til det store slag.

Også i en senere trilogi, som indledes med For Fædrelandet (1914), og som foregår i 1864, møder vi Rasmus, nu som voksen soldat. Hovedpersonerne er præstesønnen Jørgen og avlskarlen Jens Kulsvier. Alle disse romaner, som har de slesvigske krige som kulisse, er præget af en stærk nationalisme i god overensstemmelse med strømninger i tiden efter tabet af Sønderjylland i 1864. Den sidste sætning i Rasmus fra Rodskov-serien er: „Sit Fædreland skylder man alt.”

Mest markant blandt samtidsromanerne står den første, En Københavnerdreng fra 1900. Her som i flere af de senere romaner skildres de dårligst stillede med indlevelse og indignation, om end denne ikke omsættes i et egentligt politisk budskab. Bøgerne er præget af en tro på, at også de svageste børn og de unge, der er på vej ud i alkoholmisbrug og kriminalitet, kan få et godt og virksomt liv, hvis de blot møder forståelse og kærlig omsorg. I En Københavnerdreng ender hovedpersonen Simon Mørk som forstander for det børnehjem, hvor han selv voksede op. I sin tiltrædelsestale til børnene siger han:

"Men saa blev jeg sendt herover til Opdragelsesanstalten, og den gamle, kære Forstander, som sidder her og som I jo alle kender saa godt, han hjalp mig … han førte mig ind i Sandhedens Rige, som er Guds Rige … gode Mennesker hjalp til at støtte mig … og nu staar jeg altsaa her og skal hjælpe Jer! … Kom bare til mig med alt, hvad I har paa Hjerte! I behøver ingenting at skjule for mig, for jeg kender det alt sammen .. jeg har jo selv været, ligesom I er!"

Niels K. Kristensen var både som kritiker, forkæmper for børnebogssamlinger og børnebogsforfatter en stor ildsjæl og moralist.

Adolph Stender (1876-1946), som selv havde gået på Sorø Akademis kostskole, udgav på sit eget forlag en række kostskoleromaner, tæt på den engelske tradition, samlet i Soranerserien og Stolt-Henrikserien, hvis første bind var Stolt-Henrik (1919). Soranerseriens første bind, Frisk mod!, udkom i 1906 og efterfulgtes af Skolekammerater (1914), Drenge er Drenge – ! (1916) og Maalet er naaet (1917). Det er klassiske kostskolebøger, som – til tider endog meget omstændeligt – skildrer dagligdagen på akademiet med stærke venskaber og konflikter drengene imellem, mobning af de yngste elever og en hyldest til mandlige dyder som stålsathed og sanddruhed. Hovedpersonerne er Poul Borg og Otto Hassing, som vi følger gennem fire år, og som i første bind bliver uvenner, men senere forenes i et fasttømret venskab, da Poul redder Otto, efter at en løve er sluppet ud fra et menageri, der besøger byen.

En af Stenders kammerater fra soranertiden, personalhistorikeren og H.C. Andersen-forskeren Henrik Gerner Olrik (1876-1949), skrev i en anmeldelse af Drenge er Drenge – ! i Aarhus Stiftstidende, gengivet i bogens andet oplag:

"[Man finder heri] en saa sund og ren Tone, at enhver Fader eller Moder med Tryghed tør give sin store Dreng denne Bog i Hænde, fordi den, foruden at more og fornøje ham, ogsaa vil kunde lære ham baade et og andet om, hvordan trofaste, sunde og rettænkende Drenges Ungdomsliv kan forme sig."

I samme bog fremhæver Stender selv i et efterskrift „Til mine unge Læsere!”, hvad man gerne skulle lære af disse bøger:

"Fremfor alt – elsk jeres Hjem, jeres Forældre, jeres Søskende! Hold ogsaa af jeres Skole. Føl ikke Skolegerningen som Slaveri, Barndommen er Menneskets frieste Tid, nyd den, mens I har den – der kommer en Gang, da ogsaa I staar og stirrer mod Barndommens fjerne Kyst og mindes et Hjem, som Tidens Bølger har skyllet hen over – og revet med sig!."

Stender slutter sin sentimentale og patetiske opsang med en tak til læserne og „den danske Boghandlerstand”, som har givet ham håb om „ad Aare at kunne skrive mig til en fri Mand!”

Rudolf Bruhn (1889-1918) var ligesom Niels K. Kristensen uddannet lærer og også ansat som sådan på Vesterbro i København.

Han engagerede sig tidligt i spejderbevægelsen, især FDF, til hvem han skrev en del sange, bl.a. „Væbnersangen”. Netop denne tætte tilknytning til spejderbevægelsen gav ham et stort og trofast publikum, da han begyndte at skrive børne- og ungdomsromaner. Tre blev det til i hans korte liv, Drenge (1914), De seks (1916) og I Sommerlejr (1917). Den første og sidste foregår blandt spejdere, De seks er en ungdomsroman om seks lærerstuderende og deres liv og diskussioner på seminariet.

De seks er en særpræget roman, hvis enorme succes – i alt solgt i mere end 150.000 eksemplarer – kun kan skyldes, at den blev en form for pligtlæsning for et par generationer af unge med tilknytning til den indremissionske del af spejderbevægelsen. Der er ikke megen ydre handling i romanen. Seks unge mænd mødes på seminariet, hvor en gruppe af ældre elever med navnet „Sorte Haanden” dominerer under ledelse af Rasmussen. De seks, dvs. Anton, Jørgen, Mogens, Folmer, Ekstrøm og Tom (sidstnævnte er et portræt af forfatteren selv) gør oprør, og Rasmussen forlader seminariet, dog blot for at vende tilbage to år efter, hvor han ikke alene kommer i samme klasse som de seks, men også forlover sig med Antons tidligere kæreste, Else. Det lykkes de seks at afsløre, at Rasmussen har en kønssygdom, hvorfor de mødes med ham og kræver en forklaring. Da Rasmussen omtaler kønssygdommen som „Driftsomkostninger”, bliver det for meget for de andre. Jørgen kræver ham kastreret, og det ender med, at de smider ham ud.

De seks er præget af en streng, kristen tankegang med store krav til, hvordan man skal opføre sig, og med stærk fordømmelse af anderledestænkende. Samtidig er bogen et indlæg i tidens debat om skolen og lærergerningen. Anton siger i bogens sidste kapitel:

"Vi skal være klar over, at Læreren sidder med Folkets Fremtid i sin Haand. Alt, hvad der duer: Gudsfrygt, Kærlighed til Land og Folk; det at ville mere end sig selv, det skal vi saa, det skal vi lægge ned i Børnene, og alt hvad der skæmmer vort Folk: Magelighed, Mangel paa Lovlydighed og Pligtfølelse, alt det skal luges bort allerede i Skolen."

De seks indledes med et programdigt:

"Lad den hilse hver Ung, som har Sol i sit Sind,der er frejdig og frisk som en Foraarets Vind,som har Smil over Arbejdets graatunge Slid,og som vil bygge med paa den kommende Tid.Som kan le med Humør, og som dog bærer BudFra de evige Lande og Alverdens Gud.For en Ungdom som den vil jeg hejse mit Flag,Naar den fylkes en Gang paa en Fremtidens Dag."

Blandt Rudolf Bruhns tekster har en enkelt overlevet og bruges også i dag til oplæsning ved juletid. Det er „Sørens Spille”, første gang offentliggjort i hæftet Juleferie 1918, som Bruhn selv var med til at redigere. Det er en sentimental historie om den fattige, stammende Søren, der bor alene med sin bedstemor, og som lige før jul finder en gammel spilledåse, som dårligt kan spille. Fordi han leger med den i timen, tager læreren den, men glemmer at give Søren den tilbage den sidste dag inden jul. Da læreren opdager dette, forlader han julefesten til sin forlovedes store utilfredshed og opsøger Søren i hjemmet med en helt nye spilledåse. Lidt efter dukker også lærerens forlovede op med en kurv med mad og gaver, for selvfølgelig har hun fortrudt sin reaktion. Der er ikke et øje tørt.

„Sørens Spille” blev filmatiseret i 1952 af Bent Haunstrup Clemmensen og Børge Skov og i den forbindelse udgivet som et lille hæfte med fotos fra filmen. Efter forfatterens død kom Fortællinger og Digte, bl.a. med „Sørens Spille” (1919).

Marius Dahlsgaard (1879-1941) skrev knap 40 børnebøger, hvoraf langt de fleste henvendte sig til drenge. I første del af forfatterskabet, som blev indledt med Drengeære (1915), var det historiske romaner; senere fulgte en del romaner om utilpassede drenge, hvad titlerne ganske godt illustrerer: Vildttyvens Søn (1924), Umulig (1926), Tyven (1929), Særlingen (1931), Rendt af lære (1934) og En Skarnsknægt (1937). Ofte står disse utilpassede drenge til søs, bl.a. i Skibsdreng Peder Rasmussen (1919), Stormfuglen (1924), Hjemve (1932) og Ivars bedste Ven (1936); målet for hovedpersonen er hele tiden gennem modgang at udvikle sig til et mandfolk.

Marius Dahlsgaard blev efter sin læreruddannelse i 1905 ansat som lærer på fødeøen Mors, hvor han blev, indtil han på grund af sygdom trak sig tilbage i 1939. Ligesom Niels K. Kristensen var han optaget af bibliotekssagen og skrev en del artikler herom, bl.a. i Bogens Verden. I perioden 1918-29 var han børnebogsanmelder ved Folkeskolen. Her forfægtede han det synspunkt, at forfatteren til børne- og ungdomsbøger først og fremmest skulle „kunne skrive sit Modersmaal lydefrit” og understøtte læserens moralske udvikling, og han skrev da også i 1916 en meget positiv anmeldelse af Rudolf Bruhns De seks: „Dens Friskhed og sunde Moral vil betage og glæde”. Om sit eget forfatterskab udtalte han i 1919:

"Naar man spørger mig om Drivfjederen i mit Forfatterskab, kan jeg besvare det saaledes: Kærlighed til mit Lands Historie og Beundring for den tapre og dygtige danske Sømandsstand. Mit Maal med mine Sømandsfortællinger, som alle hviler på Virkelighedens solide Grundlag, er at give paalidelige Billeder af den danske Sømand […] At sprede Kendskab om vor Sømandsstand og dens indsats i dansk Historie, saa Nationen – og da navlig dens Ungdom – kan lære at agte og ære den, er min litterære Stræben."

I den sparsomme litteratur om Marius Dahlsgaard fremhæves altid Ærens Vej fra 1917 som hovedværket. Hovedpersonen er den 13-årige Christen, som behandles så dårligt af sin stedmoder, at han stikker af sydpå gennem Jylland til Holsten, hvor en familie tager sig af ham. Efter sin konfirmation ser Christen første gang havet og bliver så betaget, at han kommer ud at sejle. Her kommer han – som det næsten altid er tilfældet i drengeromaner til søs – ud for skibbrud, sørøvere, sygdom og kampe mod fjendtlige flåder, her den franske i 1793. Som belønning for sin heltemodige indsats mod franskmændene får han så mange penge, at han som 30-årig kan købe sig en gård. Det er et gennemgående tema i tidens drengeromaner, at en stor indsats ikke alene belønnes med ros og hæder, men også økonomisk.

Cai Schaffalitzky de Muckadell (1877-1972) var baron og uddannet søofficer. Frem til 1931 havde han forskellige ledende stillinger inden for søværnet, men blev afskediget efter beskyldninger om økonomiske uregelmæssigheder. Straks derefter blev han tilknyttet Berlingske Tidende, først som bladets redaktør i Berlin 1932-38. Inden da havde han redigeret og skrevet en lang række artikler i Tidsskrift for Søvæsen. I 1931 udgav han også sin første drengeroman, Nyboderdrengen. Det blev til i alt 31 drengeromaner, næsten alle søfartsromaner, ofte med et marinehistorisk perspektiv. Blandt andet var han optaget af krigen 1807-14: Hurra for Willemoes! (1940) og Kanonbaad Ohøj! (1941). Ud over at være stærkt nationalistiske indeholdt romanerne også ofte indgående skildringer af sømilitære forhold, fx i Frisk og Laber (1938), som fortæller om ubåde og ubådskrig.

Schaffalitzky de Muckadells bøger blev generelt godt modtaget; især fremhævede man hans store kendskab til maritime forhold. Men der var også skeptiske røster, bl.a. i den socialdemokratiske ungdomsorganisation DUI's blad Rødfalken, hvor det om Frisk og Laber hed: „Den hører til de Bøger, som Drenge læser, men som vi helst saa, at I lod ligge, men paa den anden Side læst med Fornuft, saa gaar den an.”