De værgeløse?

Perioden 1918-1964 kan ikke som perioden 1820-1880 karakteriseres som en guldalder, næppe heller en sølv- eller bronzealder i dansk børnelitteraturs historie. Antallet af titler stiger ganske vist markant, men kun få forfatterskaber rummer sådanne kvaliteter, at de kan læses med udbytte i dag. Som forfatteren Niels K. Kristensen skrev i 1900, kunne en „Børnebog […] som saadan være en udmærket Bog, selv om det skorter på kunstnerisk Udførelse, men vil altid være en slet Bog, dersom dens Indhold ikke har opdragende Værdier […].” Sådan var den udbredte holdning blandt både forfattere og formidlere.

Der er forfattere, hvis romaner rummer en rimelig litterær kvalitet kombineret med en godt konstrueret ydre spænding, sådan som det ses hos Torry Gredsted og i nogen grad A. Chr. Westergaard, eller med en klart formuleret humanisme, som det ses hos Karin Michaëlis og Estrid Ott, og der er autenciteten i skildringen af de socialt svagt stillede hos Maria Andersen og Tove Ditlevsen, for sidstnævntes vedkommende med en tydelig kunstnerisk intention. Dertil kommer, at nogle bøger opnår stor popularitet hos læserne, noget som viser sig i meget store salgstal; her tænkes ikke mindst på Walter Christmas' romaner. Men hovedindtrykket er, som Mette Winge tidligere er citeret for, at der skrives i et ofte „slapt” sprog; det er en „nøjsomhedsprosa”.

Hvad billedbogen angår, stiller det sig noget anderledes, selvom kvaliteten i den begrænsede produktion frem til omkring 1930 er på det jævne, når der ses bort fra enkeltstående titler. Også her dækker ordet „nøjsomhed”. Efter en kortvarig blomstring i 1930'erne fortsætter det på samme nøjsomme vis frem til midten af 1960'erne, dog med de tre omtalte, markante undtagelser: Arne Ungermann, Egon Mathiesen og Ib Spang Olsen. Det er tre langtidsholdbare fornyere.

Overskriften på periode 1918-1964 er „Børnene, de værgeløse”, for sådan så man i vid udstrækning på børn i denne periode. Børn og unge skulle beskyttes mod dårlig påvirkning. Både kroer, kortspil og gadehjørner truede dem – som tidligere omtalt. Og truslen kunne tilmed komme fra litteraturen selv, især den „kulørte litteratur”.

Det, man betragtede som den gode litteratur, stod i pædagogikkens tjeneste. Det var så at sige alle enige om; blot var de uenige om hvilken pædagogik. Her ser vi som nævnt et markant skel mellem langt de fleste romaners borgerlige, for ikke at sige småborgerlige, ideologi og deraf afledte pædagogik og en del af de nyere billedbøgers syn på barnet inden for rammerne af en kulturradikalt orienteret reformpædagogik. Det lykkedes faktisk at indlejre pædagogikken i et kunstnerisk projekt hos nogle af illustratorerne, men langt fra hos alle – og sjældent i romanerne.

Samtidig var der sket det, at børnebogen blev et mere og mere institutionaliseret medie. Det sørgede skolen og bibliotekerne for, godt understøttet af de omtalte børnebogsudvalg og deres vejledende lister over gode børnebøger. De store institutionelle bogindkøbere blev en magtfaktor med deres rolle som „statsgaranterede guvernanter”. Nogle frygtede, at det næste skridt ville blive en egentlig „forhåndscensur hos et statsligt kulturudvalg”, som det hed i en leder i Jyllands-Posten 16. juni 1963. Og så ville det for alvor gå ud over „børnene, de værgeløse”. Det skete ikke. Men institutionaliseringen fortsatte med forøget kraft, især efter at en ny bibliotekslov i 1964 styrkede børne- og skolebibliotekerne i en sådan grad, at en betydelig del af børnebogsproduktionen blev direkte afhængig af bibliotekernes indkøb. Mere herom i det følgende kapitel.