Overgangen 1964-1967

1960'ERNE ER EN MODSÆTNINGSFYLDT TID. På den ene side befinder vi os midt i den kolde krig, hvor USA og Sovjetunionen og deres alliancer forbereder sig på den endelige konfrontation gennem massiv oprustning, herunder genkommende prøvesprængninger af atombomber. På den anden side er det en periode præget af betydelig økonomisk vækst, også i Danmark. Der bliver råd til både køleskab, tv, bil og charterrejer, samtidig med at staten opkræver mere og mere i skat, nu ca. en tredjedel af bruttonationalproduktet, for at realisere det store socialdemokratiske projekt, som bliver hele befolkningens projekt: velfærdsstaten.

Uroen i verden viser sig ikke alene i oprustning og krigsretorik. I 1961 angriber USA's efterretningstjeneste, CIA, det kommunistiske Cuba i Svinebugten, dog uden succes, og året efter stiller USA Sovjetunionen over for et ultimatum: Enten vender de sovjetiske skibe med raketter til Cuba om, eller også bliver de angrebet. Skibene vender om, mens „verden holder vejret”.

Rundt om i verden løsriver flere og flere lande sig fra kolonimagterne og bliver selvstændige nationer. Det gælder bl.a. Congo i 1960 og Algeriet i 1961. Også i Vietnam kæmpes der, efter at de franske koloniherrer har trukket sig ud, og landet er blevet delt i et Nord- og Sydvietnam. USA støtter det sydvietnamesiske regime og involverer sig dermed i en altødelæggende krig, ikke alene i vietnam, men i hele Indokina; det er en krig, som USA ender med at tabe både på slagmarken og i medierne, som rapporterer om massakrer og napalmbombning. Bedre står det ikke til med Sovjetunionen, som bekæmper ethvert tilløb til selvstændighed og frihed i de østeuropæiske lande, som er blevet deres „interessesfære” efter afslutningen af 2. verdenskrig. I 1956 har ungarerne gjort oprør, og i 1968 er det tjekkoslovakkernes tur. Begge oprør slås ned.

Hvad der sker i den store verden, er danskerne godt orienteret om takket være aviser og radio og nu også tv, det nye, dominerende medium. Fra 1956 til 1964 stiger antallet af tv-licenser fra ca. 40.000 til 1 million. Krige og oprør bringes ind i dagligstuen, og det er ikke alle, der bliver siddende foran skærmen og venter på det næste underholdningsprogram. Flere og flere engagerer sig i den tredje verdens kamp for selvstændighed og imod stormagternes oprustning og overgreb. Protestdemonstrationer samler tusindvis af mennesker, og der sker en politisk radikalisering, især blandt de unge.

Protesterne kulminerer i 1968, hvor flere universiteter, også i udlandet og ikke mindst i Frankrig, besættes. Det såkaldte „nye venstre” gør på en og samme tid oprør mod „professorvældet” på uddannelsesstederne og den store verdens uretfærdigheder, i første omgang i bevægelser, men snart også i politiske partier. Venstrefløjen styrkes, og det fortsætter ind i 1970'er.

Men midlerne i kampen mod uretfærdighed og undertrykkelse er ikke alene besættelser og demonstrationer. Nye og gamle medier bruges, og børnene skal også både oplyses, påvirkes og tage stilling. Derfor leverer Vietnamkrigen, den tredje verdens kamp og undertrykkelsen af arbejderklassen i den vestlige verden også stof til børnebøger, en udvikling der når sit højdepunkt i 1970'erne, hvor vi får en egentlig „socialistisk børnelitteratur” med forfattere som Flemming Andersen (f. 1945), Hans Ovesen (f. 1943), Iben Melbye (f. 1943) og Torben Weinreich (f. 1946). Den samme tendens ses inden for børneteater, børnefilm og børne-tv.

Men 1960'erne er også, som nævnt, en økonomisk vækstperiode. Arbejdsløsheden ligger på et par procent, og kvinderne kommer i stigende omfang ud på arbejdsmarkedet, noget der i sig selv medvirker til at øge levestandarden i den typiske danske familie. En sand forbrugsfest indledes, og kan man ikke betale her og nu, kan man få det på afbetaling, eller „afbedrag” som nogle kritisk kalder det.

Velfærdsstaten løser flere og flere opgaver, som tidligere har ligget i familien, bl.a. børnepasning, nu hvor flere kvinder går på arbejde. Der afsættes på statsbudgettet betydelige midler til denne samfundsmæssiggørelse, og der bruges i kommunerne store summer på ikke mindst skolen og kulturen, herunder biblioteksvæsenet, noget som i høj grad får betydning for børnene og børnelitteraturen, godt understøttet af ny lovgivning. Men ingen – eller i hvert fald forsvindende få – beklager sig over det deraf følgende skattetryk, for der er penge nok til det hele, og alle får glæde af tilbuddene i den styrkede offentlige sektor. Man kan sige, at der sker en form for „statsliggørelse”, som omfatter mennesket fra fødsel til død. Også børnelitteraturen kommer på sin måde i „statens tjeneste”.