Bibliotekerne

I 1964, samme år som Statens Kunstfond blev oprettet, vedtoges en ny bibliotekslov med store konsekvenser for børnebogen. Ikke alene styrkedes børnebibliotekerne, men – nok så vigtigt – skolebibliotekerne blev for første gang nævnt i loven. Det bemærkes, at skolebibliotekerne dermed blev en del af biblioteksloven under kulturministeriet og ikke af folkeskoleloven under undervisningsministeriet. Man så bibliotekssystemet som en enhed, hvilket helt konkret manifesterede sig i, at børne- og skolebibliotekerne var forpligtet til et tæt samarbejde, bl.a. vedrørende bogindkøb.

Men skolebiblioteket var stadig kun et bibliotek, som kommunerne kunne, men ikke nødvendigvis skulle oprette. Situationen var dog sådan, at der i 1960'erne var skolebiblioteker på de fleste byskoler og i stigende omfang også på skolerne i landkommunerne, flere steder som „fællesbiblioteker” for både skolen og lokalsamfundet. Et godt stykke op i 1970'erne var omkring en tredjedel af alle skolebiblioteker stadig en del af sådanne fællesbiblioteker.

Egentlig var det meningen, at skolebiblioteket skulle flyttes væk fra biblioteksloven og ind i den nye folkeskolelov i 1975. Det fremgår af lovens § 17, stk. 2, hvor der står: „Ved hver selvstændig skole indrettes et skolebibliotek. I skolebiblioteket indgår de af skolens materialer, der katalogiseres efter et fælles system”. I samme lovs § 48 slås det dog fast, hvad mange har overset, at undervisningsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af § 17, stk 2. Og det skete ikke, især fordi der i brede kredse var modstand mod at splitte bibliotekssystemet op. Først i og med folkeskoleloven af 1993 blev skolebiblioteket lovpligtigt og betragtet som en fuldt ud integreret del af skolen.

Biblioteksloven af 1964 og periodens store vækst i den offentlige sektor med kommunal satsning på biblioteker og skoler betød, at der nu blev en voldsom efterspørgsel efter børnebøger i den offentlige sektor, og snart var det sådan for de såkaldt „gode” børnebøgers vedkommende, at ca. 80 % af de solgte eksemplarer endte på biblioteker, skoler eller amtscentraler. Det offentlige var blevet en magtfaktor; og bibliotekerne fik, hvad de ville have, bl.a. den omtalte emneorienterede socialrealisme, samtidig med at antallet af børnebøger solgt til private faldt markant.

Købt bøger blev der. I skolebiblioteksbekendtgørelsen fra 1965 var det forudsat, at man senest i 1970 skulle have i gennemsnit fire bøger pr. elev stående på skolebibliotekerne, men da man nåede skæringsåret, var tallet 12 bøger pr. elev. Denne udvikling fortsatte frem til begyndelsen af 1980'erne, hvor store offentlige besparelser i forlængelse af den anden oliekrise i slutningen af 1970'erne efterhånden førte til et fald i indkøb af også børnebøger til biblioteker og skoler.

Vejviser

Værket Historien om børnelitteratur udkom i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Bibliotekerne.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig