I 1963-64 havde vi i Danmark noget så usædvanligt som en langvarig debat om en børnebogs kvalitet. Bogen var Anne Holms (1922-98) David, som vandt en nordisk børnebogskonkurrence og blev udgivet af Gyldendal i 1963. Nogle talte om „stilforvirring” og placerede den på niveau med „ugeblade for damerne”; andre omtalte sproget som „sobert og uforfalsket” og konkluderede: „Smukt er det.” I virkeligheden handlede diskussionen mest af alt om bogens indhold og politiske observans. David er oversat til en snes sprog. David er en 12-årig dreng, som ved romanens begyndelse gennem længere tid har opholdt sig i en fangelejr i et unavngivet land. Det kræver dog ikke de store undersøgelser at finde ud af, at det drejer sig om Sovjetunionen. Dels får vi tidligt at vide, at drengen, da han flygter, begiver sig sydpå mod Saloniki i Grækenland, dels får vi langt inde i romanen, hvor David er nået til Italien, at vide, at han kun vil læse bøger fra før 1917, dvs. året for den russiske revolution: „[…] han måtte være sikker på, at det, der stod i den, var sandt, og ikke noget DE havde fundet på.” Magthaverne og deres håndlangere i det totalitære regime omtales konsekvent som DE, DEM og DERES, skrevet med versaler. David bliver hjulpet til at flygte og får samtidig at vide, at målet er Danmark. Han ved også fra anden side, at han vil være ventet på en bestemt adresse. Første halvdel af bogen, som skildrer flugten fra lejren og rejsen op gennem Italien med et længere ophold hos en meget velhavende familie er elementært spændende og velskrevet, om end forfatteren har en tendens til klichéfyldt patos. Der tegnes billedet af et offer, som nu med stor sårbarhed kæmper for sin frihed: „Jeg er David, jeg ejer mig selv, og ingen har ret over mig.” Denne patos tager til i sidste halvdel af bogen, hvor David fortsætter gennem Italien over Schweiz, hvor han møder en usympatisk familie, og endelig til Danmark, hvor der ikke er grænser for lokalbefolkningens hjælpsomhed, ikke mindst danske lastbilchauffører, som han har mødt allerede i Tyskland: „De havde alle sammen været gode imod ham … og det var sådan nogle rolige mænd, der ikke sagde så meget”. På romanens sidste side er David nået frem til adressen Strandvejen 758, hvor „alting lugtede så fint og godt … der var træer allevegne, med hvide og lilla blomster, og solen skinnede, og det grønne var så lyst, og også her i Danmark var havet meget blåt”. Alt peger på, at David går en tryg fremtid i møde, og det understreges da også til allersidst, hvor David har ringet på døren: "– Madame … jeg er David. Jeg er …Mere fik kan ikke sagt. Kvinden så ned i hans ansigt. Så sagde hun højt og klart: – David … min søn David …" Overalt står „skønheden” som det, David stræber efter. Da han er kommet fri af lejren, opsummeres hans sindsstemning: „Nu var han kommet til skønheden, nu ville han ikke mere dø, han ville leve …”. Herefter er ord som „skønhed” og især „smuk” kerneord, som der gøres flittigt brug af, ofte flere gange pr. side i en stil, som bliver mere og mere presset. Et eksempel, da han hører musik: "Nu forstod han. Det, der brusede inden i én og ligesom trak opad og opad … det var alle instrumenterne tilsammen .. og den tynde, fine lyd, der fik éns hjerte til at banke så hårdt . det måtte være violinen! En morgen ved en lille flod havde han fundet en rød blomst, og der var kommet en dråbe vand på dens røde blade; så havde en solstråle ramt dråben, og den havde sitret på blomsten i Davids hånd, og glitret i mange farver – David tænkte, at hvis en stribe lys fra solen havde kunnet få en dråbe kildevand til at tale, så ville den have haft stemme som violinen, når den lød allerlysest." Bogen blev anmeldt i ganske mange dagblade i de sidste måneder af 1963 og i fagblade i 1964. I Politiken præsenteres David som „en bog, man kunne ønske læst af alle danske børn mellem 11 og 14 år”, for den „har alle de kvaliteter, man må kræve af en god børnebog”. Lige så begejstret er Aktuelt, som kalder bogen „så rig og tankevækkende, rig gennem sin troværdige psykologiske skildring af Davids møde med det normale livs hverdag, og tankevækkende ved sit budskab om det enkelte menneskes værd og om det frie, aktive menneske som demokratiets forudsætning”. I Vestkysten skriver Christian Winther, at det er „en bog, der fængsler, griber og løfter”. På de såkaldte „grønne sedler”, også kaldet lektørudtalelser, som bibliotekerne bruger ved indkøb af bøger, roses bogen uforbeholdent af både børne- og skolebibliotekaren. Men der er også kritik, bl.a. fra en af tidens skarpeste og mest kritiske anmeldere, når det gælder børnebøgers forhold til det politiske, Ellen Buttenschøn fra Jyllandsposten. Hun hæfter sig ved „et mærkeligt naivistisk sprog med de ejendommeligste sprogblomster” og klager over, at David efterhånden forvandles til „forfatterens talerør”. Konklusionen lyder: „I borgerdydens århundrede stod forfatteren med pegefingeren og talte på samme måde til unge og syndige læsere.” I Information klager anmelderen over de mange selvmodsigelser i bogen: „Han [dvs. David] kender ikke appelsiner, fordi fangerne aldrig nævnte mad, men han ved hvad appelsiner hedder på italiensk og tysk. Sprogligt er bogen et fund. Sjældent har så mange tirsdagsklichéer været samlet i en børnebog.” Efter anmeldelserne kom så en egentlig debat, ikke mindst takket være litteraturprofessoren Svend Møller Kristensen, som gav sit besyv med i Bogens Verden. Han taler om „en overspændt moralsk forkyndelse” og hæfter sig ved forfatterindens „snobberi for den „fine” verden og had til en vis del af menneskeheden […] Det er meget slemt.” Der skulle gå 13 år, før vi igen fik en så intens debat om en børnebog, og igen var det bogens placering i spændingsfeltet mellem æstetik og politik, det handlede om. Bogens titel var Katamaranen (1976), og forfatteren var Bent Haller (f. 1946). Anne Holm skrev nogle få andre bøger for børn og unge: Dina og apotekergården (1956), Peter (1965) og Adam og de voksne (1967). Noter Mere om debatten om Anne Holms David (1963) i M. Winges Dansk børne-bogskritik (1973). Uddrag af David findes i antologien Kanon i dansk 6. Vejviser Værket Historien om børnelitteratur udkom i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Debatten om „David”. Forrige afsnit er Letlæsningsbøger Næste afsnit er "Den kulørte litteratur"