Besættelsen i efterkrigstiden

Straks efter besættelsens afslutning vrimlede det frem med romaner, skuespil og film, som handlede om „de fem forbandede år”. Stor gennemslagskraft, også blandt unge, havde Ole Juuls De røde Enge (f. 1918) og Knud Sønderbys (1909-66) Den usynlige Hær, begge som roman og film og begge med frihedskæmperne i fokus som heltene.

De mange romaner, skuespil og film kan ses som en form for forsinket beredskabslitteratur, som fokuserede på modstandskampen, ikke mindst den mest spektakulære del, som udmøntedes i sabotageaktioner. Man kan tale om en decideret sabotagelitteratur. Det gjaldt også de første børneromaner, Alfred Johnsens Kvartetten fra 1946 og Carlo Andersen og Knud Meisters Jan som Frihedskæmper. Sidstnævnte, som indgik i en serie, udkom i 1945, men ifølge titelbladet allerede i 1944. Det gjaldt om at være tidligt ude, ikke mindst for at forsikre, at man havde været på den rigtige side.

Den første bølge af værker, som henter sit stof i besættelsen, er præget af en udtalt konsensustænkning, sådan som det var udbredt i samfundet, også i den faglitteratur, som blev skrevet for børn og voksne. Danskerne havde stået sammen mod besættelsesmagten. Nok var der danske nazister, stikkere og kollaboratører, men de var undtagelser. Af nogle lidt senere værker fremgår det dog, at deltagelse i modstandskampen også havde sine omkostninger, ud over risikoen for at miste livet. Også blandt frihedskæmperne var der tvivlere. Det ses bl.a. i Robert Fiskers (1913-91) For Frihedens Skyld (1957) og ikke mindst Stjernerne vil lyse (1961). I sidstnævnte er hovedpersonen den unge lærling Henning, som først efter en del tøven går ind i kampen og deltager i de nærmest obligatoriske sabotageaktioner. Nyt er det, at man så tydeligt får udstillet personernes usikkerhed og angst. Den særlige sabotagegenre har i øvrigt fastholdt sin popularitet, også efter at der kommet andre måder at skildre besættelsen på. Det viser Bjarne Reuters (f. 1950) Drengene fra Sankt Petri, der blev præsenteret for publikum som både roman og film i 1991, filmen med Søren Kragh-Jacobsen som instruktør.

Efterhånden blev konsensustænkningen afløst af en konflikttænkning. I stigende omfang interesserede man sig for fx tyske børns skæbne i Danmark og hvad der skete, når der i de nærmeste omgivelser var voksne, som samarbejdede med tyskerne. Marianne Koester (f. 1941) og Kjeld Koplev (f. 1939) fortæller i Tyskerdrengen (1984) om to drenge, hvis mor er dansker, og far er tysker, og som bliver udsat for hårdhændet mobning. Martin Pedersen skildrer i 1999 i Med ilden i ryggen de tyske børn, som efter krigen kommer til Danmark som flygtninge.

Klaus Rifbjergs (f. 1931) Kesses krig (1981), som har været brugt en del i skolen, handler om to drenge, hvis venskab går i stykker, da den enes mor får en tysk soldat som kæreste. „Tyskertøsen” møder vi også som figur i John Nehms Lotte og krigen (1983).

Markant er det ellers, at vi fra og med 1970'erne ser flere hverdagsskildringer fra besættelsen. Sabotageaktioner og anden modstand er stadig en del af universet, men skildringen af den måde, som krigen berører og forandrer almindelige børn og voksne på, spiller en langt større rolle. Flere af disse bøger trækker tydeligvis på forfatternes eget erindringsstof. Det gælder bl.a. Ole E. Christiansens (f. 1935) tetralogi, der indledes med Den stille tid (1978), Knud Erik Pedersens (f. 1934) Esben-bøger, hvis første bind er Esben (1982), Hjørdis Varmers (f. 1936) trilogi, startende med Det forår da far gik under jorden (1980) og Iris Garnovs (f. 1939) Nogen gange skinnede solen (1981).

Nogle få forfattere henter inspiration i, hvad der sker i andre lande under 2. verdenskrig. Det gælder således Thorkild Holm (1917-2001) i Irene Frank-serien. Holm var lærer og senere viceskoledirektør i København; i en periode var han redaktør ved Dansk pædagogiske Tidsskrift. Handlingen i de i alt fem bøger, hvis første bind er Irene Frank (1946), foregår i Tyskland. Irene, som er 14 år i 1933, vokser op i Hitlerjugends skygge og forfølges, fordi hun er jøde. Hele familien flygter til Danmark, hvor hun møder Jørgen, som hun bliver gift med. Hendes forældre når ikke til Sverige i 1943, men sendes til koncentrationslejr. I senere bind får Irene forbindelse med modstandsbevægelsen, og til sidst lykkes det hende at finde først sin far og senere sin mor.

I dag er interessen for besættelsen måske større end længe. Ny forskning og ny journalistisk behandling af perioden leverer til stadighed nyt stof – også til litteraturen, herunder børnelitteraturen.