Skoleloven af 1814

Konsekvensen af kravene om en bedre og almen skole bliver, at Den store Skolekommission nedsættes i 1789. Formålet er at skabe grundlaget for en form for folkeskole. 25 år efter – i 1814 – kan Danmark midt i en økonomisk og politisk krise som det første land i verden indføre undervisningspligt. Til løsning af denne opgave oprettes et todelt skolevæsen gennem anordninger om „Almueskolevæsenet paa Landet” og „Almueskolevæsenet i Kjøbstæderne” med et særligt reglement for København. I 1791 var det første seminarium, Blaagaard Seminarium, oprettet.

Anordningerne beskriver, ofte ganske detaljeret, hvordan skolerne skal indrettes og fungere. I købstæderne skal børnenes deles i to klasser „i Forhold til deres Alder samt Kundskaber og Færdigheder”, og der skal „undervises i Religion, Skrivning og Regning, samt Læsning; ogsaa bør Skolelæreren veilede Børnene til ordentlig Sang”. I læseundervisningen skal anvendes bøger, som „kunne give Anledning til at danne Børnenes Sindelag, og som indeholde kort Begreb om deres Fædrelands Historie og Geographie, samt meddele dem Kundskaber, der kunne tjene til Fordommenes Udrydelse, og blive dem til Nytte i deres daglige Haandtering”, med andre ord læsebøger, som der da også hurtigt udgives adskillige af. Som der står i anordningen for skolerne på landet, så skal børnene dannes til „gode og retskafne Mennesker”, så de kan blive „nyttige Borgere i Staten”.

Blandt tidens læsebøger kan nævnes Jacob Wolfs oversættelse af Rochows Børnevennen (1789), David Seidelin Birchs Naturen, Mennesket og Borgeren (1821) og – ikke mindst – Peder Hjorts Den danske Børneven (1839), hvis første eksemplar blev personligt overrakt af forfatteren til Frederik den Sjette. Bogen, som var på ikke mindre end 578 sider, byggede på den tyske Deutscher Kinderfreund, der i 1839 var udkommet i 150 oplag. Også Hjorts „børneven” vandt stor udbredelse og var stadig i brug helt op omkring 1900.

Som læsebog fungerede også Ove Mallings ikke mindre end 734 sider lange Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere, udgivet allerede i 1777 til brug i latinskolerne og med en indledende hilsen til kongen: „For Deres Majestets Trone nedlægges i allerdybeste Underdanighed dette Forsøg til en Samling af disse priselige Handlinger, Fædrenelandet har at fremvise til Hæder for sine Konger og sit Folk”. Bogen blev brugt i skolen i mere end 100 år. Det sidste af de otte oplag udkom i 1885.

Den danske skole bliver fra starten og op gennem hele århundredet præget af filantropismens syn på børn. Typisk er reglerne om, at der ikke må anvendes „haarde Straffe-Instrumenter”, og at „ingen Mishandling mod Børnene [maa] finde sted”. Selv børns skolevej tænker man på, i modsætning til den nyeste skolelovgivning (!): „Det bør Paases, at der til hver Skole haves bekvemme Veie og Stier, samt at disse istandsættes, vedligeholdes, og, naar Sne er falden, opkastes, saaledes, at de Børn, der søge Skolen, kunne komme frem til denne”.

Det bemærkes, at fagrækken ikke omfatter faget dansk. Man skal lære at skrive, læse og synge, men det ses som isolerede færdighedsdiscipliner, og det læsestof, der nævnes, omfatter ikke den etablerede litteratur. Faget dansk dukker først op i skoleloven af 1899, men da til gengæld som skolens helt centrale fag og efterhånden også som et egentligt litteraturfag.

Hvad det frem for alt handler om i 1814, er at sikre, at den brede befolkning, også på landet, lærer at læse, skrive og regne, så de kan klare sig i et samfund, hvor ny viden i højere og højere grad formidles gennem trykt materiale: aviser, magasiner og bøger. Samtidig er indskrevet drømmen om den fornuftige borger, en 1700-talsvision, som først for alvor realiseres på et tidspunkt, hvor vi er et stykke inde i 1800-tallet, men som viser sig ganske holdbar. Der sker således næsten ingen justeringer af den danske skole i de følgende knap hundrede år med én markant undtagelse, nemlig da man i 1855 vedtager en lov om friskoler, som giver forældre mulighed for at oprette egne skoler, blot de selv betaler.

At læse bliver nu hvermands færdighed, og børnene bliver det nye publikum, godt understøttet af en tydeligere og tydeligere satsning på det alment dannede menneske, som også kan sin fædrelandshistorie og geografi, og ikke mindst på familien som samfundets bærende kraft.

Når 1814 fremhæves som en milepæl i den danske skoles og dermed også læsningens historie, hænger det først og fremmest sammen med den institutionalisering af skolegangen, som sker. Der er ikke længere tale om en mulighed; det er en pligt for forældrene at sikre børns undervisning.