Salzmann

Christian Gotthilf Salzmann (1744-1811) var stærkt præget af Basedow, til hvis skole Philantropium han var tilknyttet som religionslærer fra 1781, indtil han tre år senere selv oprettede en mønsterskole ved Gotha, Schnepfenthal, grundigt omtalt i hans erindringsværk Erziehungsanstalt zu Schnepfenthal fra 1808, i originaludgaven forsynet med et smukt, håndkoloreret foldeudkort, som viser skolen og dens nærmeste omegn med nyttehaver m.m.

Et billede af Salzmanns pædagogiske stræben får man i hans Moralisches Elementarbuch fra 1785, hvor man finder følgende hensigtserklæring:

"Jeg er ikke til sinds at opdrage mine elever til romanhelte, men til mennesker, som – hvor de end befinder sig – lever lykkeligt og gør nytte."

Salzmanns skriftlige produktion var omfattende og bred i sit sigte, og en ganske stor del blev som nævnt oversat til dansk. Ud over læsebøger som Moralisches Elementarbuch, der på dansk i uddrag blev til Læsebog og Exempelsamling for Borger- og Almueskoler „for danske Skoler indrettet” (flere udgaver), skrev han egentlige børnebøger, bl.a. det meget udbredte ottebindsværk Underhaltung fur Kinder- und Kinderfreunde (1778-87), på dansk Underholdninger for Børn og Børnevenner, første bind udgivet i 1788 i den allestedsnærværende Peder Nicolai Nyegaards (1745-99) oversættelse.

Underholdninger for Børn og Børnevenner var i den danske udgave dedikeret til arveprinsesse Sophia Frederica, som i en fortale med overskriften „Naadigste Printsesse!” får bogens intention præsenteret:

"At bevare den spæde Ungdom fra Lasterne, at udforske og vejlede dens Tilbøjeligheder, og tidlig at aabne Hjertet for dydige og ømme Følelser, det er Opdragelsens første og vigtigste Gøremaal. Til at befordre dette ere de i levende og passende Billeder, (tagne fra Barnets egen Synspunkt) fremsadte Exempler, til frugtbarere Nytte, end alle øvrige Formaninger og Overtalelser. Dette er en af Erfaring selv bekræftet Sandhed."

Bøgerne, som indeholder en række korte fortællinger med titler som „Det lystne Barn”, „Det straffede Slikkerie”, „Løgneren”, „Den lille Bedrager” og „Den lille Sladrehank”, blev godt modtaget, da de udkom. Ikke mindst blev de i månedsbladet Iris rost for at være „overmaade nyttig Lecture”, som forældre burde give deres børn og lade huslæreren følge op på: „Er nu den Huslærer, De have, noget værd, saa give disse højst lærerige Artikler ham Anledning til frugtbringende Anmærkninger, Forklaringer, Tilspørgelser og Variationer.”

I anmeldelsen kritiseres dog samtidig tidens uskik med ikke at angive forfatterens, men kun oversætterens navn, suppleret med et „af det tydske”, for som det siges: „Oversat af tydsk siger intet til Bogens Fordeel; thi der oversættes ogsaa Snavs af Tydsk”.

Pædagogikken, som Salzmann omtaler som „Opdragelsesfaget”, skriver han også flere værker om; det kendteste er Anvisning til Opdragernes Opdragelse eller Veiledning for dem, som paa en praktisk Maade ville forberede sig til Opdragelsesfaget (1807), men også hans to såkaldt positive og negative opdragelsesbøger skal nævnes. Den „positive” med titlen Conrad Kiefer fra 1796 beskæftiger sig generelt med forældres børneopdragelse, pegende på alt det rigtige, man kan gøre. Den anden såkaldt „negative” og langt mere originale bog, Krebsbüchlein (1780), hedder på dansk Anviisning til en, om ikke fornuftig, saa dog alamodisk Børne-Opdragelse. At den udkommer på dansk allerede i 1783, viser noget om den gennemslagskraft, Salzmann havde.

Anviisning … er simpelt hen en bog om, hvordan man kan gøre alting forkert, når man opdrager børn. Kapitlerne bærer meget betegnende overskrifter som „Middel til at giøre sig forhadt hos sine Børn”, „Maade at lære Børn at see Spøgelser”, „Maade at giøre Børn slikkevurne” og „Maade at giøre Børnene dumme”, sidstnævnte kapitel med underoverskrifterne „Giv dem dygtige Ørefigen, naar de forsee sig” og „Slaae dig til Drukkenskab, saa vil du avle dumme Børn”. Afsnittet om ørefigner skal gengives i sin helhed:

"I et vist Huus var et Par dygtige Ørefigen den sædvanlige Straf, naar Børnene havde Forseet sig. Naar Casper eller Jørgen giorde noget imod Forældrenes Villie, saa blev den sædvanlige Trusel: bie kun! jeg skal give dig et Par paa Kieften, saa du hverken skal høre eller see. Og ved denne Trusel blev det ikke. Den blev i det mindste engang om Dagen saa eftertrykkelig udført, at Børnene stode tit ganske fortumlede i nogle Minuter. Dette skede i Særdeleshed, naar Faderen kom over dem. Han havde dygtige Kræfter i Arme og Hænder. Med disse slog han Børnene saa hæftig i Hovederne, at de tit tumlede for hans Fødder. Ved disse idelige Slag i Hovedet, kom Hiernen efterhaanden ganske i Uorden. Casper og Jørgen bleve de største Dosmere. Med Øinene gloede de lige frem og Munden stod næsten alletider aaben. Kaade Mennesker holdte dem alletider for Nar, i det de stedse umagede sig for at indbilde disse Stakler de urimeligste Fortællinger, og glædte sig ret inderlig, naar de fortalte med Troværdighed, at Tyrken havde indtaget Konstantinopel og Mester Friderik havde fanget en Nisse i en Rottefælde. Hvo der nu finder Fornøielse i Dosmere, han behage ikkun at opdrage sine Børn paa denne Maade, og han vil erfare en god Virkning deraf."

Et ganske typisk eksempel på en Salzmann-børnebog er Moral for Børn fra otte til ti Aar (1803), som indledes med en fortale:

"Hensigten med denne Bog sees af Titelen. Naar de Smaae, for hvilke den er bestemt, finde Fornøielse i at læse den, naar de derved blive bekendte med de Pligter, der paaligge dem, og gjøres tilbøielige til at udøve dem, saa er denne Hensigt opnaaet."

Bogen er opdelt i en række episodiske kapitler, kaldet „afdelinger”, hvorimellem der er en vis forbindelse. „Første afdeling” introducerer Hr. Sørensen, „elsket og agtet af alle, som kjendte ham”.

Hr. Sørensen er en meget betænksom og hjælpsom mand: „Fandt han Fattige, som ikke kunne ernære sig, saa forskaffede ham dem Arbeide”, og han står tidligt op for selv at arbejde „den største Deel af Dagen”. Ved dagens afslutning begiver Hr. Sørensen sig ned til det værelse, „hvor hans Familie var forsamlet. Nu kom da hans kiere Kone, Marie, ham imøde, forestillede ham hans Børn, Hendrik, Julie og Karl, og holdt det diende Barn Konrad hen til ham”.

Efter middagen samles alle om faren, for nu skal der fortælles:

"Børnene slyngede sig om ham og hørte med Opmærksomhed paa hans Fortælling, indtil Søvnen erindrede dem om at det var Tid at gaae til Sengs."

Det er denne forestilling om idyllen i familiens skød, som et stykke inde i 1800-tallet, tilført den romantiske forestilling om barndommen, forener sig i biedermeierkulturen. Man hytter og hygger sig, gerne om den fortællende eller højtlæsende far eller mor. Det bemærkes, at Salzmann i fortalen fremhæver, at bogen helst skal læses højt.

Idyllen hos familien Sørensen trues, da der udbryder brand. Marie gribes af panik, men beroliges af manden, som formaner både hende og børnene: „Vi ere ulykkelige, hvis vi lade os betage af Skræk; vi ville da bære os urigtige ad med Alting, og overlade enhver Ting til Luerne”. Tænk først på, hvad der er det dyrebareste, du har, siger Hr. Sørensen, og konen siger straks „Mine Børn!”. „Saa gaa hen og vaagn dem; men gaa meget sagte,” lyder ordren. Imens overvejer Hr. Sørensen, „hvad han først skulle redde, samlede sine Penge sammen og kom dem i en stor Pung”.

Nu kommer gode naboer til hjælp, men under Hr. Sørensens myndige ledelse: „Mester Nielsen! Jeg overlader ham Kammeret No. 1 […] Mester Hansen sørger for at dette Værelse No. 2 bliver ryddeligt, og Mester Jensen for No. 3„. Og aktionen lykkes. Alt reddes, og ”veed I vel hvem I have at takke for denne Redning?”, spørger Hr. Sørensen.

Redningsmanden viser sig at være amtsforvalter Birch, som har sørget for, at ti sprøjter er kommet til hjælp, og som selv har deltaget i arbejdet, hvorfor han nu står drivvåd og modtager de andres tak. Om han ikke vil ind og skifte tøj? Det vil han ikke, siger han, blot have et enkelt krus øl, for han er nemlig sikker på ikke at blive syg, sådan som de andre frygter. Og nu nærmer læseren sig fortællingens egentlige og meget tidstypiske pointe, for „hvoraf kommer det sig da, kiere Hr. Amtsforvalter, at De ingen Skade har af de vaade Klæder?” Sådan spørger en af de små drenge, og amtsforvalteren svarer:

"Det skal jeg sige dig, min lille Dreng […] jeg har hærdet mit Legeme fra min Ungdom af. Da jeg var saadan en lille Knøs som du, da vidste jeg ikke hvad det var at sove paa Fjerdyner. En Halmsæk tiente mig til Underdyne, og et tyndt stukkent Teppe til Overdyne,„ og han konkluderer: ”En blødagtig Mand, hvis Legeme ikke er hærdet, er kun en halv Mand."

Den følgende „afdeling” indledes med, at den lille Hendrik om morgenen opsøger sin far Hr. Sørensen og spørger: „Maa jeg gjøre mig en Halmsæk til at sove paa?” Faren spørger: „Hvorledes kommer du paa det Indfald?”, og svaret lyder prompte: „Jeg vilde ikke gjerne være en halv, men en heel Mand, som Amtsforvalteren.”

Der findes i sidste del af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet en sand krops- og sundhedsdyrkelse i børnelitteraturen og i værker om børneopdragelse. Her bor så sandelig en sund sjæl i et sundt legeme.

Men krops- og sundhedsdyrkelsen er underlagt et renhedsbud, både i den mere direkte betydning af ordet, dvs. at børn skal vaske sig, rede håret, holde tænderne rene osv., og i den mere overførte betydning, dvs. at kroppen ikke skal tjene den urene lyst. Det ser man klart formuleret i en anden af Salzmann bøger, nemlig Om Ungdommens hemmelige Synder fra 1786, hvis 322 sider udelukkende handler om onani eller rettere faren ved at onanere. Som undertitlen lyder „Tilligemed et Tillæg Om Lægemaaden i de Sygdomme, som ere Følger af samme”. Denne sidste del har Salzmann oversat fra „Doktor og offentlig Lærer i Medicinen i Lausanne” Hr. Tiffots „Afhandling om Onanie”.

Den danske oversætter beklager i forordet, at det er nødvendigt at udgive en sådan bog, for heri står kun, hvad alle jo ved i forvejen. Men ændrer det ungdommens adfærd, at de ved det? Nej, og derfor har bogen altså en mission. Bogens kapitler bærer overskrifter som „Om Aarsagerne og Oprindelsen til Ungdommens hemmelige Synder” og „Om de Kiendemærker, paa hvilke man kan opdage Ungdommens hemmelige Synder”.