I slutningen af 1800-tallet begynder det offentlige gennem skoler og biblioteker for første gang i børnelitteraturens historie for alvor at købe bøger sigtende mod børns fritidslæsning, et begrænset antal bøger ganske vist, men nok til, at man på forlagene bliver opmærksomme på, at der her er et marked.

Og forlagene står godt rustet. Udviklingen inden for bogteknologien går stærkt. I løbet af et halvt hundrede år bevæger man sig fra håndsats over maskinsats til fotosats, og cylinderpressen, som er kommet til Danmark i 1825 under navnet „hurtigpressen”, og som gør det muligt at trykke store oplag til en billigere pris, bruges efterhånden ved produktionen af så at sige alle bøger.

Samtidig organiserer bogmarkedet sig. Der sker løbende en klarere og klarere opdeling mellem forlag og boghandlere, som ligeledes klarere og klarere ser, at de på mange måder har modsatrettede interesser. Både boghandlere og forlæggere samles ganske vist i Den danske Boghandlerforening i 1905, men en del forlæggere bryder ud og danner Den danske Forlæggerforening i 1906.

Internationalt er der for første gang skabt noget, der ligner orden inden for ophavsret med det formål at sikre forfattere og andre kunstnere. Det sker med Bernerkonventionen i 1886.

Noter

Efter af foreningerne Den danske Boghandlerforening og Den danske Forlæggerforening havde eksisteret side om side i nogle år, opløste forlæggerne deres forening i 1917, således at der igen kun var én fælles forening – dog uden større fællesskab. Der fulgte nu 30-40 års uro; Gyldendal og Hasselbalch stod således uden for foreningen i en længere periode. I 1944 tog forlæggerne, som da var alene tilbage i det, der hed Den danske Boghandlerforening, navnet Den danske Forlæggerforening. Det gamle navn overtog boghandlerne meget rimeligt i 1963. Mere om denne urolige tid i Erik V. Krustrups Bogen i mediebilledet (1987, en kort gennemgang), og A. G. Hassøs Den danske Boghandlerforenings Historie gennem hundrede Aar (1937).

Vejviser

Værket Historien om børnelitteratur udkom i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Bogmarkedet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig